Nyhed
02. jan. 2016 | 17:35

Disney-kritisk George Lucas trækker i land

Foto | Lucasfilm
Efter et par hårde og kontroversielle udtalelser om Disnyes håndtering af Star Wars-universet har George Lucas trukket i land. Her ses han sammen med sin guldfarvede robot C-3PO.

George Lucas kritiserede først Disney-koncernen, men nu roser han i stedet Star Wars: The Force Awakens.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I et interview på amerikansk tv første jueldag sammenlignede George Lucas Disneys opkøb af Star Wars-franchisen med ”hvide slavehandlere”, der køber hans børn.

Selv om kommentaren blev sagt med et blink i øjet, har den ikke desto mindre skabt en del furore. For i interviewet fremgår det også, at det ikke har været uden gnidninger for Star Wars-skaberen at overlade serien til Disney.

Nu undskylder Lucas dog sine udtalelser og roser i stedet den nye Star Wars: The Force Awakens i store vendinger.

Rykker i nye retninger
Ifølge Variety er Lucas nu både ”begejstret” for Disneys arbejde og ”blæst bagover af den rekordsælgende blockbuster-succes”.

I sin forsonende udtalelse understreger instruktøren desuden sin respekt for Disneys direktør Bob Iger og gør sin holdning meget tydelig.

”Disney gør et fantastisk stykke arbejde med at passe på franchisen og udvide den. Jeg går sjældent ud med officielle udtalelser for at præcisere mine holdninger, men jeg finder det vigtigt at tydeliggøre, at jeg er begejstret for, at Disney har franchisen og rykker den i spændende retninger med film, tv og forlystelsesparker.”

”Ville bare ødelægge det”
I interviewet til amerikansk tv i julen fortalte George Lucas ellers om et problematisk arbejdsforhold mellem ham og Disney.

”De så på historierne og sagde: ’Vi vil lave noget til alle fansene.’ De besluttede, at de ville lave deres egen film. De var slet ikke opsat på at få mig involveret i projektet.”

”Hvis jeg kom med i det, ville jeg bare have skabt problemer, fordi de ikke ville lave det samme som mig. Jeg ville ikke have den kontrol over historien mere, og jeg ville bare komme til at ødelægge det,” fortæller Lucas i interviewet.

”Så jeg sagde til dem: ’Okay, jeg går min vej, og jeg lader jer gå jeres vej.’”

Retrofilm
George Lucas, der har stået bag de første seks Star Wars-film, var tilsyneladende heller ikke enig med Disney i den type film, koncernen havde planer om at lave.

”De ønskede at lave en retrofilm. Det syntes jeg ikke om. Med hver film arbejdede jeg hårdt på lave dem anderledes. Jeg lavede dem fuldstændigt anderledes: nye planeter og nye rumskibe for at gøre dem nye.”

Star Wars: The Force Awakens er den første af en række af nye Star Wars-film, som Disney planlægger. Jakob Stegelmann kvitterede med topkarakter og seks stjerner i Ekkos anmeldelse af filmen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko