Lukas Dhont fortjener Guldpalmen

Transdramaet Girl slog benene væk under mig, da den havde premiere på Cannes-festivalen i 2018. Efterfølgende besøgte jeg den belgiske instruktør Lukas Dhont i Bruxelles, hvor han fortalte, at han ville tage sig god tid til at lave sin spillefilm nummer to.

Nu er han rykket op i hovedkonkurrencen, og han har i ellevte time – om ikke reddet festivalen, som har været den dårligste i mands minde – i hvert fald givet os en værdig vinder af Guldpalmen i aften.

Close er fortællingen om to trettenårige drenges meget tætte venskab. Léo og Rémi er uadskillelige, når de løber side om side i blomstermarken – filmens bjergtagende hovedindstilling – eller cykler om kap eller bare hviler hovedet på den andens mave.

Men da skolekammerater begynder at spørge ind til forholdet, forsvinder uskylden, og der opstår en kile i forholdet. Léo ønsker ikke at blive set som homoseksuel, han trækker sig, og det bliver mere og mere smertefuldt for Rémi, en følsom fyr, der drømmer om en karriere som obo-musiker.

Halvvejs i filmen sker noget traumatisk, som efterlader Léo med en nagende skyldfølelse.

Guldpalmen: Close
Det er en utroligt enkel og simpelt fortalt historie. Men tag ikke fejl: Det kræver klogskab og kunstnerisk præcision at ramme svære følelser så rent.

Og den 30-årige instruktør gør alt rigtigt – fra Léos laden, som om alt er okay, over hans langsomme lukken op for følelserne til den endelige tilgivelse, der føles som en åbenbaring.

De er festivalens første film, der har fået mig til at græde. Og jeg tror det gjaldt de fleste andre i biografen, som i taknemmelighed bagefter gav filmen et kæmpe bifald.

Lukas Dhont er en cinematisk instruktør, der med få virkemidler formår at give sine intime dramaer en storhed på lærredet.

Close føles som den type spirituel filmkunst, der ofte bliver belønnet på Cannes-festivalen. Og selv om den ikke er politisk, er den alligevel med sit dybsindige tema om skyld og tilgivelse en film, der er brug for i denne svære tid for et krigshærget Europa.

Cannes-festivalen har i år ikke været i nærheden af et mesterværk som Parasite i 2019 og Amour i 2012.

Men for mig at se er der ingen tvivl om, at Close vil være en værdig vinder, når juryen med den franske skuespiller Vincent Lindon i spidsen i aften uddeler syv priser.

Det er altid noget af en kabale. Juryen forsøger oftest at give de syv priser til syv forskellige film, så flest muligt bliver hædret på scenen i Grand Théâtre Lumière.

Men herunder er mit bud på de seks øvrige priser, hvor jeg desværre ikke har kunne få plads til Park Chan-wooks virtuose noir-thriller Decision to Leave, Cristian Mungius racismedrama R.M.N., Kelly Reichardts lavmælte, men morsomme og empatiske kunstnerportræt Showing Up samt den iranske arvestrid, Leila’s Brothers, som har vundet kritikernes Fipresci-pris.

David Cronenbergs body-horror Crime of the Future og James Grays Armegeddon har mange tilhængere på festivalen, men for mig at se er den første en kopi af film, Cronenberg lavede bedre for 40 år siden, mens den sidste er en tam blanding af Spielberg og Woody Allen.

Grand Prix: Holy Spider

Vor egen Ali Abbasi har skabt en af festivalens mest fascinerende og vigtige film, Holy Spider, der udfolder et autentisk seriemoderdrama fra den hellige by Mashhad i Iran.

Den sætter billeder på prostitutionen, som det skinhellige land ikke tidligere har vist på film. Og den sætter især ansigter på kvinder, der bliver undertrykt og foragtet i det patriarkalske præstestyre.

Det er en sublim forening af thriller og politik, som juryen må formodes at belønne. Jeg håber, at det bliver med den næststørste pris, Grand Prix.

Instruktør: Dardenne-brødrene

De belgiske Luc og Jeanne-Pierre Dardenne er blandt de få, der har vundet Guldpalmen to gange, nemlig med Rosetta i 1999 og Barnet i 2005.

I år er de tilbage med Tori et Lokita, der handler om teenagepigen Lokita og den unge dreng Toris kamp for at overleve som flygtninge i Belgien.

De kommer fra Afrika og lever af at være en blanding af pizzabud og narkosælgere. Som fremmede i en ny verden har de store drømme, men de belgiske myndigheder vil ikke godkende Lokita, så for at få råd til at købe falske papirer tager hun arbejde et skummelt sted, hvor hun skal vande marihuana-planter.

Det udvikler sig til et nervepirrende drama, som dog aldrig glemmer den politiske indignation, som filmen er drevet af.

Det er Dardennes ultrarealisme, når den er bedst, og derfor fortjener de henholdsvis 70- og 67-årige instruktører endnu en pris på Cannes-festivalen, som de om nogen har præget i dette århundrede.

Mandlig skuespiller: Song Kang-ho fra Broker

Japanske Hirokazu Kore-eda vandt i 2018 Guldpalmen med den fantastiske Shoplifters, der hylder fænomenet valgfamilie.

Det gør årets Broker også i en grad, at de to film ligner hinanden for meget til, at den nye film kan få en af de store priser.

Men Song Kang-ho, som vi kender som faren i Parasite, fortjener at blive hædret for sit altid fremragende skuespil. Han er den ene af to mænd, der lever af at sælge forladte babyer til familier, der kan tage sig godt af de forladte børn.

Forretning og velgørenhed går op i en højere enhed hos Kore-eda, der får os til at elske småforbrydere, som er gode nok på bunden. Song Kang-ho og hans makker får da også nok at se til, da moren, der har afleveret sin baby, slutter sig til dem med det mål at finde gode forældre til barnet.

Trekløveret får følgeskab af en dreng fra et børnehjem, og pludselig er de fire en slags familie, som vi også så det i Shoplifters.

Kvindelig skuespiller: Dolly De Leon fra Triangle of Sadness

Ruben Östlund vandt Guldpalmen i 2017 med The Square, og i år bidrager han med den mest underholdende og morsomme film i hovedkonkurrencen.

Triangle of Sadness er en lystig satire over modebranchen og den absurde forskel mellem rig og fattig i vores verden. Da en luksusyacht forliser, bliver forholdet vendt op og ned på de passagerer, der redder sig i land på en tilsyneladende øde ø.

Rengøringsdamen Abigail er nemlig den eneste, som kan fange fisk med sine bare næver og den slags, som på øen pludselig bliver guld værd. Det udnytter hun til at gøre sig til styre holdet med hård hånd, ligesom hun selv igennem hele livet er blevet styret af de velhavende.

Dolly De Leon har en fest i rollen som den pludselig magtfulde rengøringsdame, og en pris for hendes præstation vil også være en velfortjent pris til den svenske mesterinstruktør.

Juryens pris: Pacifiction

Den spanske avantgardist Albert Serra debuterer i hovedkonkurrencen med Pacifiction, som foregår på øen Tahiti i Fransk Polynesien.

Filmen følger den franske udsending De Roller, som fører alenlange samtaler (faktisk mest enetaler) med de lokale, mens rygterne cirkulerer om, at Frankrig vil genoptage atomprøvesprængningerne i området.

Det er en kamp at komme igennem den første time, og der var massiv udvandring i festivalpalæet. Men der er belønning til de publikummer, der holder ud – billeder og lyde, man aldrig har oplevet før og meget sent vil glemme.

Fotografen Artur Torts tager simpelthen vejret fra én med enorme panoramabilleder, der er lige så smukke som ildevarslende. Ikke mindst fordi de ledsages af dystre toner og lyde. Øen med især den bizarre natklub bliver en metafor for det moderne samfund, og under det hele banker frygten for dommedag.

Det er udfordrende filmkunst, som der har været alt for lidt af på årets Cannes-festival. Juryens pris går som regel til eksperimenter, så det vil være den rette pris til Pacificion.

Manuskript: The Eight Mountains

Belgisk film har vist sig fra sin bedste side på årets festival, og hvis jeg kunne bestemme, ville jeg give en pris mere til den lille nation.

Felix van Groeningen (The Broken Circle Breakdown) og Charlotte Vandermeerschs The Eight Mountains skildrer venskabet mellem to drenge, der undervejs bliver til voksne mænd.

Den ene kommer fra storbyen, mens den anden altid har boet i bjergbyen, hvor det meste af filmen udspiller sig. Det udvikler sig til en filosofisk, zen-agtig hyldest til det enkle liv i pagt med naturen. Men det handler også om et venskab, som nærmest bliver større end kærligheden mellem mand og kvinde.

Det er en smuk film, som blev vist i starten af festivalen og derfor nemt kan blive glemt af juryen. Forhåbentlig sker det ikke.