Interview
23. juni 2019 | 02:08

Svensk mesterinstruktør dropper spillefilmen

Foto | Coco Moodysson
”Der er meget i Gösta, som jeg synes er sjovt, men som andre har kaldt deprimerende. Det er en kvalitet, for hvis alle kan lide det samme, bliver det kedeligt,” siger 50-årige Lukas Moodysson om sine nye HBO-serie.

Lukas Moodysson er efter en skriveblokering og seks års tavshed klar med komedieserien Gösta, som har overbevist ham om, at fremtiden ligger i serieformatet.

Af Casper Hindse

Han ligner kloningen af en amerikansk rockstjerne og en svensk reklamemand, da han smider den sorte baseballjakke og dumper ned i en stol ved det store konferencebord på Clarion Hotel i det sydlige Stockholm. 

Svenske Lukas Moodysson kører fingrene igennem sit veltrimmede skæg. Smiler fraværende, retter på kasketten. 

Seks år er der gået, siden han var på banen med pigepunk-dramaet Vi er de bedste! Han blev ramt af en skriveblokering, følte ikke, han havde noget interessant at fortælle, og endte med at smide computeren ud. 

I stedet fandt han en gammeldags skrivemaskine frem. 

Det skabte en langsommelighed, og ud af langsommeligheden voksede en historie om en mand, som vil være god ved alle, men alligevel konstant får på puklen. En længere fortælling, som ikke passede ind i filmverdenens stringente rammer. 

Gösta er seks timer. Hvis jeg havde lavet den som en film på halvanden time, var birollerne ikke blevet så afgørende. Vi havde blot fulgt den gode mand, der ikke var blevet nær så interessant, fordi vi ikke forstod hans omgivelser,” siger Lukas Moodysson om serien, der får premiere 1. juli på HBO Nordic. 

Handlingsspor løber ud
Den 50-årige instruktør letter på kasketten, som om han hylder sin egen beslutning.

”Det er en stor tilfredsstillelse at fortælle så langt og så dybt, som man kan i serieformatet. Havde jeg været ung filmskaber i dag, havde jeg fravalgt film til fordel for serier.”

Han retter kort på kasketten og ser frem for sig.

”Mit yndlingsværk som ung var Twin Peaks. Og ligesom i Twin Peaks har jeg med Gösta ladet handlingsspor løbe ud, hvis de ikke kunne mere. Det ville du aldrig gøre i en film, for så ville folk sige: ’Hvad skete der egentlig med ham eller hende på kun halvanden time?’”

Det lyder, som om du overvejer at droppe film helt?

”Ja, det må du gerne skrive, for sådan har jeg det.”

Mesterligt hattrick
Det er ikke hr. hvem som helst, der her frasiger film til fordel for serier.

I 1998 debuterede Lukas Moodysson med Fucking Åmål, om hvilken Ingmar Bergman sagde, at det var ”en ung mesters første værk”.

Efter verdenssuccesen med provinshistorien om kærligheden mellem to teenagepiger gik svenskeren i clinch med kynismen i 70’ernes kollektiver i Tilsammans, der er Thomas Vinterbergs Kollektivet overlegen. I 2002 blev det decideret modbydeligt i Lilja 4-ever, der overrumpler med historien om en russisk piges liv som sexslave midt i det pæne Sverige.

Men efter dette mesterlige hattrick kom karrieren på slingrekurs med blandt andet det barske kammerspil Et hul i mit hjerte og den mainstream-appellerende Mammut.

Nu er Lukas Moodysson tilbage med den morbide Gösta, der skildrer en ung psykolog, som i Udkantssverige forsøger at hjælpe alt og alle – fra selvmordstruede klienter over en syrisk flygtning til kæresten, der er bange for at se dyrefilm.

”Der er meget i Gösta, som jeg synes er sjovt, men som andre har kaldt deprimerende. Det er godt, for det er en kvalitet, at vi kan grine af forskellige situationer. Hvis alle kan lide det samme, bliver det kedeligt,” mener Lukas Moodysson.

”Der er en scene i serien, hvor Göstas far er hård ved en af sønnens klienter, der lider af selvmordstanker. Det vil mange sige, er ubehageligt, men jeg synes, det er sjovt, fordi Gösta ikke stopper dér. Han er for god til at sige stop.”

Typisk dansk
Lukas Moodysson fortæller, at han under optagelserne af Gösta lærte at være mere respektløs i forhold til manuskriptet end tidligere.

”Mit manus var kun et oplæg, og hvis optagelserne ville noget andet, var det kun godt. Jeg fandt ud af, at det er kvantitativt sværere, men kvalitativt lettere at skrive serier end film.”

Tonen er lysere denne gang. Det er umuligt ikke at grine af Gösta, når han igen og igen vil være god!

”Det kommer jo igen helt an på, hvordan man ser på historien. Jeg har villet lægge mig et sted, hvor det hverken er virkelig tragisk eller virkelig komisk,” siger Lukas Moodysson og fortsætter:

”Hvis man er god som Gösta, er det svært at lykkes, når man både skal hjælpe børn, der tænker på døden, en kæreste, som har svært ved at være til, og en far, der ser tilbage på sit liv og fortryder. Men det er vigtigt for mig, at man ikke bare griner af Gösta, men af mange forskellige ting i serien.”

Set fra et dansk perspektiv gør du tykt grin med den gode svensker, som vil hjælpe alle. Da Gösta eksempelvis bærer en ældre dames dagligvarer op, når han ikke toget hjem til kæresten, og så er der brok på telefonlinjen!

”Det er dansk at stille spørgsmålstegn ved hans godhed, for så bliver han jo netop en parodisk figur.”

Gösta er nærmere en fortælling om det grænseløse. Der er mange steder, hvor biroller, men også den gode hovedperson, træder ind over grænsen for anstændig opførsel, fordi de enten tænker på sig selv eller vil hjælpe. Det er både tragisk og komisk.”

Instruktøren læner sig tilbage og smiler indadvendt. Så kaster han kasketten på bordet med ordene:

”Men når det er sagt, så er vi bare sødere i Sverige, end I er i Danmark. It’s a fact.”

Trailer: Gösta

Kommentarer

Lukas Moodysson

Født 1969 i Lund, Sverige.

Startede karrieren som lyriker.

Blev svensk films førende instruktør omkring årtusindeskiftet med Fucking Åmål, Tilsammans og Lilja 4-ever.

Har vundet adskillige Guldbagge-priser, som er svensk films svar på Robert.

Gösta er den første originale, HBO Nordic-producerede serie, som får premiere 1. juli.

Film og tv-serier

Gösta
2019

Vi er de bedste!
2013

Mammut
2009

Container
2006

Terrorister
2003

Lilja 4-ever
2002

Tilsammans
2000

Fucking Åmål
1998

Ekko #82

Vi anmelder Gösta i det nye Ekko, der byder på Danmarks største anmeldelsessektion.

Køb magasinet i kiosker, få det tilsendt eller tegn abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko