Mads Aagaard fyret af DR
Den seneste uge har budt på stor omtale af radioværten Mads Aagaard Danielsen, der af Berlingske blev afsløret som den hjemsendte DR-vært, som har adskillige sager om krænkende adfærd i bagagen.
Nu er værten for det hedengangne debatprogram Shitstorm blevet fyret af Danmarks Radio.
”P1-vært Mads Aagaard Danielsen er nu – efter først hjemsendelse, undersøgelse og siden obligatorisk høringsperiode på to uger – afskediget på baggrund af manglende tillid til ham og hans varetagelse af opgaven som vært og programmedarbejder i DR,” skriver DR i en pressemeddelelse.
Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, er en blandt flere personer, som den seneste uge er stået frem med historier om Mads Aagaard Danielsen. Claus Christensen henvendte sig i 2018 til DR med en klage over Aagaard Danielsens opførsel, mens daværende direktør for Radio24syv, Jørgen Ramskov, året efter rettede henvendelse med en klage.
Ingen af dem førte til repressalier mod Mads Aagaard Danielsen af den daværende redaktionschef Judith Skriver, men ifølge DR’s pressemeddelelse blev sagerne håndteret lokalt på utilfredsstillende og stærkt beklagelig vis.
Derfor har DR som konsekvens iværksat en række handlinger.
Eksterne rådgivere vil bidrage til organisationen, mens ledelsen vil tydeliggøre chefernes handlepligt i sager som disse. Desuden kommer der opdaterede retningslinjer for, hvordan episoder med krænkelser håndteres, og et nyt adfærdskodeks er i høring hos alle husets medarbejdere.
Kommentarer