Mads Brügger peger på et muligt folkedrab

Mads Brüggers Cold Case Hammerskjöld, der i går havde verdenspremiere på Sundance-festivalen i USA, er en forunderlig dokumentarfilm. 

Den starter som en undersøgelse af, hvordan FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld kunne styrte i døden med sit fly i den afrikanske jungle i 1961. 

Mads Brügger og hans researchhold finder undervejs frem til en sydafrikansk undergrundshær, som angiveligt har stået bag mordet på Hammarskjöld. Og pludselig står han med en endnu vildere historie om et folkedrab på den sorte afrikanske befolkning og et skræmmende kronvidne, der indrømmer at have begået drab. 

Det er en sprængfarlig historie, som vi ikke kunne gå i detaljer med i vores første eksklusive interview, hvor filmen endnu ikke havde haft premiere. Hvis Mads Brügger har ret, har den sydafrikanske Sandheds- og forsoningskommission, der blev nedsat i 1995 efter apartheidstyrets fald i Sydafrika, fejet indicier om forsøget om folkedrabet ind under gulvtæppet. 

Uhyggeligt og mystisk
Undergrundshæren var en hemmelig organisation ved navn SAIMR. 

”Organisationen påstod at være et sydafrikansk maritimt researchinstitut, og alene det klinger jo uhyggeligt og mystisk,” siger Mads Brügger. 

”Og da vi så opdagede nogle papirer fra Sandheds- og forsoningskommissionen, der var som revet ud af en John le Carré-roman, og samtidig fandt frem til den mand, der var arkitekten bag en række grusomme handlinger, handlede det bare om ikke at se sig tilbage.” 

Operation aids
Manden hedder Keith Maxwell, og Brügger fandt ud af, at denne Maxwell dels har skrevet en slags fiktionaliseret dagbog over sit virke som leder af en undergrundshær. 

Han skriver om at lave nålestiksoperationer – som den mod Hammarskjöld – men han afslører også, hvordan organisationen er i fuld gang med at sprede aids i fattige områder under påskud af at åbne klinikker, hvor borgere kan få billig lægehjælp. 

Den mystiske (og i øvrigt altid hvidklædte) Maxwell rejser fra klinik til klinik og sørger for, at der bliver sprøjtet vaccinationer ind i de sorte afrikanere. Det, de ikke ved, er, at vaccinerne er inficeret med hiv, som derfor kan spredes i befolkningen. 

Brügger finder i Cold Case Hammarskjöld frem til en af disse nedlagte klinikker, men i virkeligheden kunne han have dokumenteret overgrebet imod befolkningen endnu stærkere. 

”Jeg ville gerne have flere detaljer med om Maxwells klinikker, for bortset fra den, vi finder i filmen, så ved vi også, hvor de andre lå. Vi fandt blandt andet det sted, hvor deres centrale laboratorium havde ligget.” 

”Det var en skræmmende opdagelse, men af pladshensyn kom det ikke med i den endelige version, og i øjeblikket går vi faktisk med tanker om at lave det hele om til en serie. Dér vil sådan en oplysning selvfølgelig komme med,” siger Brügger, der dog samtidig understreger, at filmens fokus ikke må gå tabt. 

”For mig var det først og fremmest vigtigt at få bekræftet, at organisationen var involveret i mordet på Dag Hammarskjöld, og vi fandt frem til papirer, der kunne bekræfte organisationens identitet,” siger instruktøren og forklarer, at hans hold på denne måde kom på sporet af den større sag med den mystiske Maxwell i centrum. 

En sag som Sandheds- og forsoningskommissionen faktisk allerede fremlagde konturerne af i 1998. 

”Dengang skete der mange tossede ting i Sydafrika, og der var meget at beskæftige sig med for journalisterne. De havde også lidt under apartheidregimet og var først ved at blive frie. Men det er nu stadig underligt, at de ikke gik i gang med at undersøge den hemmelige organisation og dens arbejde.” 

Forsvundne dokumenter
Det er dog også Mads Brüggers fornemmelse, at Sandheds- og forsoningskommissionen ikke har været særligt interesseret i at grave i den frygtelige historie. 

”Hvis man sætter sig i kommissionens sted, var dens formål at sørge for, at hvis man erkender sine fejl, kan alle komme videre. Men det er jo en hård én at sluge for de sorte mennesker, at ingen skal dømmes for det, der er blevet gjort imod dem i årtier.” 

”Og hvis der oveni det var kommet en historie frem om en paramilitær undergrundshær med det formål at slå så mange sorte mennesker ihjel som overhovedet muligt, tror jeg simpelthen, at det hele var brudt sammen,” siger Mads Brügger. 

– Men hvorfor lagde kommissionen overhovedet noget frem dengang i stedet for at fortie det? 

”Godt spørgsmål. Men dokumenterne er nu også blevet væk i den sydafrikanske stats varetægt, hvilket kun gør det hele endnu mere mærkeligt. For vi ved, at de har eksisteret.” 

Kronvidnet
Alt dette kunne selvfølgelig være fantasterier, der slutter i en blindgyde, hvor nogle papirer er forsvundet. 

Men sådan er det ikke med Cold Case Hammarskjöld. For her finder Brügger og co. en mand ved navn Alexander Jones. Han fortæller, at han har været medlem af den hemmelige organisation, og at nærmest alt, hvad dokumentarfilmen indtil da har afdækket, er sandt. 

Jones har siden fortalt sin historie til FN, og han samarbejder også med andre – blandt andet Brüggers svenske medproducent og researcher – om at få sandheden frem. 

En anden af filmens fremtrædende kilder har, siden optagelserne sluttede, måttet gå under jorden og er flygtet ud af Sydafrika. På den måde er Cold Case Hammarskjöld en film, der allerede inden premieren har fået konsekvenser. 

Spørgsmålet melder sig, om instruktøren og hans hold burde have anonymiseret kilderne, så de ikke føler sig i livsfare. 

”For en journalist er det klart at foretrække, at kilderne lægger navn og ansigt til. I filmen spørger jeg vores hovedvidne, hvorfor han træder frem, og jeg forsøger at afæske ham et svar på, om han er klar over, hvor farligt det er.” 

”Men det er vigtigt, han træder frem. Der er en engelsk historiker, som har skrevet om den hemmelige organisation, men hendes skriverier var baseret på anonyme kilder. Derfor skulle vores mand ikke være anonym.”