Mads Mikkelsen rider videre på succesbølgen
Chancen for at vinde verdens mest eftertragtede filmpriser virker efterhånden markant større, hvis man har Mads Mikkelsen på rollelisten.
Nikolaj Arcels En kongelig affære, hvor Mads Mikkelsen spiller Struensee, er som bekendt nomineret til både Golden Globe og Oscar.
Thomas Vinterbergs kritikerroste Jagten, hvor den 47-årige skuespiller er den pædofilianklagede Lucas, blev for få dage siden indstillet til en BAFTA, Englands største filmpris.
Men her stopper Mads Mikkelsens succes ikke. Hans nyeste film, action-komedien The Necessary Death of Charlie Countryman, er i dag blevet udtaget til Berlinalen, hvor den skal konkurrere om festivalens hovedpris, Guldbjørnen, der uddeles den 17. februar.
Fra pædagog til gangster
The Necessary Death of Charlie Countryman er den succesfulde svenske reklameinstruktør Fredrik Bonds filmdebut.
Mads Mikkelsen lægger Jagtens bløde pædagog på hylden og spiller gangsteren Nigel, der efter sigende skulle være en rigtig psykopatisk karakter. Shia LeBeouf har hovedrollen som den unge og uskyldige Charlie, der kommer på dybt vand, da han forelsker sig i Nigel ekskæreste, der spilles af Evan Rachel Wood.
Mere information er der endnu ikke sluppet ud om filmen, som også bliver vist på årets Sundance Film Festival, der løber af stablen om få uger. Her vil de første anmeldelser give et vink, om der er potentiale nok i filmen til at blive en seriøs kandidat til årets Guldbjørn i Berlin.
Iransk instruktør kæmper videre
Det endelige program til festivalen er endnu ikke afsløret, men blandt de ni film, The Necessary Death of Charlie Countryman i dag blev offentliggjort sammen med, er der nogle seriøse sværvægtere.
Den iranske instruktør Jafar Panahi, der efter sin kritik af det iranske præstestyre sidder i husarrest og har fået forbud mod at lave film, er blandt de nominerede med Parde (Closed Curtain). Handlingen er stadig ukendt, men Panahi fortsætter altså med at trodse den absurde dom. Hans forrige, This is Not a Film, blev smuglet ud af landet i en kage.
Af de øvrige film i konkurrencen er Steven Soderberghs Side Effects, som han har proklameret til at være karrierens sidste biograffilm. Frankrig er repræsenteret med Emmanuelle Bercots Elle s’en va (On My Way) med Catherine Deneuve i hovedrollen.
De øvrige film, der skal kæmpe om Guldbjørnen, offentliggøres inden længe. Festivalen finder sted fra 7. til 17. februar.
Kommentarer