Shortlist Awards 2016
11. nov. 2016 | 12:57

Jurymedlem: Mændene er på røven

Foto | Valdemar Cold Winge Leisner
I Min far forfra møder instruktør Nicoline Skotte Jacobsen sin far i et studie, hvor de skubber kærligt til hinanden. Men ifølge Anders Østergaard viser filmen også et opbrud i kønsrollerne.

De nominerede dokumentarfilm til Ekko Shortlist Awards er fyldt med stærke kvinder og nedbrudte mænd. ”Man får virkelig syn for sagn, det er ikke bare noget, der står i avisen,” siger jurymedlem Anders Østergaard.

Af Nicki Bruun

Nedbrudte mænd og stærke kvinder.

Det er, hvad man finder i de fem film, der er nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2016, og som brugerne nu er i gang med at stemme om.

Dokumentarinstruktør Anders Østergaard (Burma VJ, Gasolin’ ), som er med i Ekko Shortlist-juryen, har observeret tendensen.

”Det er dramatisk at se alle de nedbrudte mænd og stærke kvinder i årets dokumentarfilm. Man får virkelig syn for sagn, det er ikke bare noget, der står i avisen,” siger dokumentarinstruktøren.

”Jeg ser filmene som fait accomplis, som en beskrivelse af en verden efter slaget, hvor mændene har tabt. De er ikke nødvendigvis debatskabende, men bare en konstatering af, at mændene er på røven,” mener Anders Østergaard.

Mænd gør oprør i USA
Anders Østergaard har været med til at nominere fem film til Ekko Shortlist Awards 2016: Bad Boy Breathing, Easy, Min far forfra, Os der valgte mælkevejen og Pebbles at Your Door.

De to førstnævnte handler om mænd, der er henholdsvis forhenværende kriminel og arbejdsløs dj, mens kvinderne i Min far forfra og Os der valgte mælkevejen fremstår anderledes selvsikre.

I Min far forfra tager instruktør Nicoline Skotte Jacobsen sin far med ind i et filmstudie, hvor de sammen genopdager deres nære far/datter-forhold.

En film, hvor den unge kvinde styrer den ældre mand, havde stået ret alene før i tiden, mener Anders Østergaard. Kvinderne har taget teten, men når kvinderne kommer mere på banen, fremkaldet det også modreaktioner.

”Mændene begynder at røre på sig. Det har vi netop set i USA, hvor vrede, hvide mænd har gjort oprør ved at stemme på Trump,” fremhæver Anders Østergaard.

”Så der er ingen tvivl om, at den kæmpestore omvæltning i forholdet mellem kønnene rumsterer alle vegne. Kønnet er den største sociale struktur i vores verden, og når den bliver vendt på hovedet, må det give et udslag i både kunsten og politikken.”

Kvinder har mere selvtillid
Anders Østergaard mener at have observeret, at der lader til at være mere selvtillid og initiativ blandt kvinderne for tiden. Det kommer blandt andet til udtryk i den igangværende kønsdebat.

”Der er ingen tvivl om, at selvtilliden er størst på kvindesiden, som er den klart mest aktive part. Men vi skal på den anden side ikke glemme, at kønsdebatten ikke er mænd mod kvinder. Der er mænd, som synes, at kvoter kunne være et friskt initiativ, mens nogle kvinder ikke ønsker forskelsbehandling,” understreger Anders Østergaard.

Den kvindelige dokumentarskaber i årets Ekko Shortlist Awards-jury, Mira Jargil, er ikke helt enig med Anders Østergaard.

”Det er da rigtigt, at nogle af mændene i dokumentarfilmene er udfordrede. Men det er for eksempel modigt for faren i Min far forfra at indgå i et eksperiment med datteren. Og hovedpersonen i Bad Boy Breathing har jo sine problemer, men kommer også ud på den anden side,” siger Mira Jargil.

Mira Jargil har også en anden vinkel på præsidentvalget i USA, som efter hendes opfattelse er udtryk for skævvridningen mellem mænd og kvinder.

”Vi har netop set en stærk kvinde tabe til en mand ovre i USA, så det er jo også en del af vores virkelighed. Så jeg vil hellere vende den om og sige, at de fleste film – både dokumentar og fiktion – stadig handler om mænd. Er mænd mere udfordrede og derfor mere spændende end kvinder?” spørger Mira Jargil.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko