Folkekær kunstner med et frygteligt mørke

Den hollandsk-fødte svensker Cornelis Vreeswijk nåede inden sin død i 1987 at opnå samme status i Sverige som Poul Dissing, Benny Andersen, Eik Skaløe og John Mogensen i Danmark har tilsammen. 

Hans fantastiske tekster om druk, død og de svageste i det svenske samfund bliver stadig sunget rundt om lejrbålet i hjemlandet. 

Også i Danmark har han en loyal fanskare, selv om de færreste unge kender ham i dag. 

Men trods det folkekære image var der også en mørk side af skjalden. Han tilbragte en stor del af sit liv på den samfundsbund, hans tekster så smukt beskriver. Og alt for ofte lod han indre dæmoner gå ud over sine nærmeste. 

Cornelis levede sine sange på godt og ondt, og det er hovedpointen i den biografaktuelle dokumentar Cornelis Vreeswijk: Nogle går rundt i udtrådte sko, som vores anmelder giver fem stjerner. 

Filmen er instrueret af svenske Magnus Gertten, der over Zoom starter med at forklare sin unge, danske interviewer, hvor stort et ikon hans hovedperson faktisk er. 

”Han er et monument! I Sverige synger man stadig hans sange til begravelser, og unge mennesker synger hans sange rundt om lejrbålet. Han er overalt, der er lavet en spillefilm om ham og flere store dokumentarer. Derfor var jeg meget skeptisk, da jeg blev tilbudt at lave min egen film,” siger Magnus Gertten. 

Interview fra dødslejet
Det er ikke første gang, 70-årige Magnus Gertten kaster sig over en af Sveriges største personligheder. 

I 2015 havde han premiere på Den unge Zlatan, som byder på et eksklusivt indblik i Zlatan Ibrahimovic’ tidlige fodboldkarriere. Kort forinden udkom han med Björn Afzelius: Tusen bitar, der skildrer den politiske pop-poet. 

”Tusen bitar solgte 135.000 biografbilletter og blev den bedst anmeldte film i Sverige det år. Så pludselig spurgte ejerne af Cornelis’ sange, om jeg ikke også ville lave en film om musikeren.” 

”Jeg tænkte: ’Hvad er der overhovedet tilbage at sige om ham?’ Men samtidig er det jo vigtigt at genbesøge sine nationalklenodier engang imellem og se, hvordan de har det.” 

I fem år lod han projektet ligge, men efterhånden dukkede der nok nyt materiale op til, at Gertten ikke kunne holde sig væk. Ikke mindst en række unikt intime interviews med Cornelis, da han lå på sit dødsleje i 1987. 

Legendarisk comeback
Mange af sine sidste dage tilbragte Cornelis som dranker i Christianshavn i Danmark. Men få måneder før han gik bort, spillede han en legendarisk comeback-koncert på Roskilde Festival. 

”Jeg var på festivalen det år, men hørte ikke koncerten, og det piner mig stadigvæk. Bagefter sagde min ven, at det havde været fuldstændig vanvittigt. Livet er en serie af missede koncerter,” sukker Magnus Gertten. 

”Jeg fik godt nok set Sex Pistols med Sid Vicious som bassist i sin tid, men jeg gik glip af Cornelis. Da han døde kort efter, blev der sendt live fra begravelsen. Det sker normalt kun, når kongen dør, men lige der gik det op for Sverige, at vi havde mistet en af vores største poeter.” 

– Hvilken koncert var du til, mens Cornelis spillede? 

”Nok et eller andet dårligt dansk band. Tøsedrengene eller sådan noget,” griner svenskeren. 

Tøsedrengene spillede nu ikke på Roskilde Festival den dag i 1987. Men måske var det Gnags eller Thomas Helmig Brothers, der holdt Magnus Gertten væk fra Cornelis. 

”Jeg arbejdede for SVT og lavede interviews med danske bands dengang. Jeg var mest til Kliché og Lars H.U.G., selv om han var fuldstændig umulig at interviewe. Sådan var Cornelis også.” 

”Mange kunstnere har en enorm distance, så snart de bliver spurgt om noget vigtigt. Derfor er det afgørende, at vi fat i fik det sidste dødslejeinterview, hvor han for en gangs skyld er åben og ærlig. Det var han normalt kun i sine sangtekster.” 

Tilgivelse overrasker
Det eneste, Cornelis Vreeswijk ikke rigtigt vil fortælle om, er de mest ubehagelige hændelser i hans liv. I stedet fortæller ekskoner og venner i gamle interviews, der blev lavet i forbindelse med researchen til en bog om ham. 

Vi hører om hans tid i fængsel, hans voldsomme narko- og alkoholmisbrug, hans nederdrægtige løgne over for sine partnere og om dengang han bankede sin kone, fordi hun tog tidligt hjem fra en bytur. 

– Er du bange for, om det store fokus på de mørke sider vil ødelægge hans musik for folk? 

”Man er nødt til at vise, hvem han var. Jeg vil ikke cancle Cornelis, men jeg laver heller ikke helteportrætter,” forklarer instruktøren. 

”Undervejs blev jeg nok lidt nervøs for, om de voldsomme dele ville få publikum til at udvandre fra biografsalene. Men når jeg har spurgt folk efter visninger, siger de, at de stadig elsker Cornelis.” 

”Det har givet mig et håb, at folk er så tilgivende og har så meget kærlighed, selv om Cornelis måske ikke fortjener det.” 

De mennesker, han sang om
Filmen bruger en del tid på den chilensk-svenske kvinde Fatima. 

Hun var barn i hans kunstnerkollektiv og havnede tidligt i livet i et voldsomt stofmisbrug, som Cornelis forsøgte at hjælpe hende ud af. Hans sidste album, Till Fatumeh – Rapport från de osaligas ängder (1987), er dedikeret til hende. 

”Jeg havde lyst til at fortælle historien om de mennesker, som Cornelis sang om, og som han selv var en del af. På den måde får det en relevans i dag,” siger Magnus Gertten. 

”I 60’erne og 70’erne var der i aviserne altid overskrifter som ’Hvordan hjælper vi narkomanerne?’ og ’Hvordan hjælper vi folk videre efter fængsel?’ I dag taler ingen i Sverige om det. Holdningen er nu, at du selv er uden om det, hvis du er narkoman.” 

”Alle kigger væk, når de ser en alkoholiker eller en tigger på gaden. Cornelis’ store forbandelse og gave var, at han aldrig kiggede væk.”