Magre år for dansk børnefilm

Gennem de seneste syv år har vi voksne danskere fået blotlagt og gennemspillet temaer fra en virkelighed, som mange har svært ved at overskue og flere går i terapi for at håndtere. Parforhold, ægteskabskriser, seksualitet og arbejdsnarkomani, familieforhold og venskaber – dansk film for voksne har med stor dygtighed, alvor og humor skildret genkendelige figurer og skæbner, som vi har kunnet spejle os i. Vi har fået filmoplevelser, der har givet anledning til refleksion, diskussion og måske endda afklaring.

I samme periode har børns livtag med virkeligheden stillet nye krav til dem selv og de voksne, der omgiver dem. Det moderne, kulturelt frisatte danske menneskebarn zapper rundt i forskellige universer. De er udstyret med mobiltelefoner, computere, playstations, klæder sig som coming up-popstars i børnehaven, ved en hulens masse om alting og er parate til at diskutere det med hvem som helst. De har klassekammerater, der hedder Mohamet, Huda eller Khalud, men de ved ikke meget om, hvordan livet er i deres familier.

Børn i centrum
Ungerne er blevet tildelt ansvar for egen læring og skal ikke længere blot lære at læse, skrive og opføre sig ordentligt. De skal analysere, fortolke og erkende deres omverden. De skal samarbejde, være musiske og kreative. Samtidig spiller de stadig fodbold, håndbold og badminton, har hamstere og klatrer i træer.

Vi forældre sætter dem i centrum for familiens liv, tager orlov fra arbejdet og melder dem i stigende grad ind i private skoler. I første klasse har 80 procent af ungerne en positiv selvværdsfølelse, i femte klasse er det faldet til 20 procent. Specialundervisning rammer 25 procent af alle danske børn, og vore unger er absolut numero uno i EU med hensyn til at ryge tobak og drikke alkohol.

Jo, børns virkelighed og kompetencer har ændret sig en del siden Bjarne og Astrid Henning-Jensen i 1947 lavede De pokkers unger, men hvordan afspejles det så i dansk films sidste syv succesår – for børn? Har vi forsynet danske børn med filmoplevelser, der har ramt deres hverdag, deres bekymringer og glæder – og gjort dem en lille smule klogere på sig selv og deres relationer til forældre og andre voksne?

Desværre ikke!

Siden Jesper W. Nielsen lavede sine to novellefilm Ogginoggen og Lykkefanten i 1997, som siden blev biografdistribueret som Forbudt for børn, har der kun været få og svage tilløb til børnefilm, der har noget på hjerte og vil andet end ren – og bevares – god underholdning.

Hvad de dog siger
Starter vi kronologisk bagfra med Klatretøsen (2002) fik poderne en veldrejet genrefilm, absolut underholdende og befolket med børnekarakterer, der noget overfladisk afspejlede forskellige tendenser i tiden.

Når Ida på et tidspunkt spørger sine to jævnaldrende drengevenner: ”Er alle drenge virkelig så hjernedøde, eller har jeg bare været uheldig med jer to?” – så rammer det den virkelighed, hvor mange skolepiger med god grund oplever en vis overlegenhed i hverdagens skolearbejde. Drenges kompetencer er fordelt på netop de to, Jonas og Sebastian, som ikke har den fjerneste erfaring i at håndtere ”det svage køn”, men til gengæld har en helt klar rollefordeling imellem sig. Jonas har styr på IT, og Sebastian er håndværkertypen.

Derfor virker det også noget påklistret, at Jonas på et tidspunkt belærer Ida, at ”det er de små personlige ting, der betyder noget i en moderne kvindes liv”. Eller Sebastians bemærkning om at ”piger vil ha’ seje handymen, som giver dem blomster!” Vi voksne synes selvfølgelig, at det er morsomt, men det er næppe replikker, der ville kunne høres i det virkelige liv blandt 12-årige drenge. Nu skal man selvfølgelig passe på med at afkræve en underholdningsfilm en autenticitet, der ikke er på dagsordenen, men alligevel ...

De fraværende forældre
Forholdet mellem forældre og børn i dagens Danmark er ofte til debat, ambitionsniveauet er højt og de voksnes bekymring stor. Generelt kan man sige, at vi mere end nogensinde vil vore børn det bedste, men i danske børnefilm forholder det sig ganske anderledes.

I Klatretøsen lever Jonas af ”flypakker”, der er efterladt derhjemme af hans konstant fraværende forældre, og hans replik ”Hvis min far døde, ville jeg knap nok lægge mærke til det” klinger forkert, når man tænker på hvor mange danske børn, der konstant er bange for, at deres forældre skal gå fra hinanden, endsige gå helt bort. Det er på alle måder langt væk fra virkeligheden, men det er en gennemgående tendens i de syv sidste filmår, at klicheen ”de fraværende forældre” har en fast plads i børnefilmen.

I Lars Hesselholdts Falkehjerte (1999) er dette tema fremstillet så grelt, at de travle forældre ikke engang opdager, at deres lille pige har været en tur i Italien og tilbage igen! I Når mor kommer hjem (Lone Scherfig, 1998) sættes sagen på spidsen, da ungerne må passe sig selv, mens mor er i fængsel, og i Send mere slik (Cæcilia Holbek Trier, 2001) sendes de to piger til pasning ude på landet, hos bedsteforældrene.

Hysterisk og stresset
Det lidet flatterende billede af en selvoptaget, hysterisk mor genfinder vi i Natasha Arthys pragtfulde Mirakel (2000), hvor klicheen trods alt er til at forlige sig med i Sidse Babett Knudsens herlige skikkelse. Med større alvor og mere dybde, men med samme konklusion, fremstilles Lisas travle forældre i voksenfilmen Et rigtigt menneske (Åke Sandgren, 2001). De er vildt stressede, går mest op i sig selv og deres karriere, mobiltelefonen klarer pasningen. Selv umiddelbart efter begravelsen af deres trafikdræbte datter, tjekker de som det første mobiltelefonen!

Så vidt forældrene, men kaster vi blikket på mere perifere voksenroller i periodens danske børnefilm, ser det ikke bedre ud. Tværtimod. Her er oftest tale om rene karikaturer. Tænk blot på Anders W. Berthelsen som bankens psykopatiske vagtchef i Klatretøsen med tydelig reference til den onde læremester i Karate Kid eller Peter Frödin som den arketypiske skolelærer i Mirakel. En rigtig skolelærer, livstræt og børnehader.

Sådan noget skal man selvfølgelig ikke stirre sig blind på, de pokkers unger er heldigvis kloge nok til at overleve den slags petitesser, men hvor er der dog langt mellem nuancerede fremstillinger af nærværende og troværdige voksne i dansk børnefilm.

De kvikke børn
Hvad børnene angår, er det desværre ikke meget bedre. Den entydige barnekarakter kan selvfølgelig være en fordel, publikum kan omgående få karakteren på plads, men når klicheen gentages generation efter generation, ender det i rene anakronismer, som f.eks. lillebror Esben i Kærlighed ved første hik.

Når han øretæveindbydende går til modangreb på sin trætte, børnefjendske klasselærer ”Du burde undervise i det skidt!”, når han over for sin storebror optræder som en vulgær udgave af Lille-Per med replikken: ”Du ligner en sæk lort, fik du fisse?”, eller når han hos købmanden bestiller ”... nogle kadonger med banansmag og riller” til stor forargelse for en kunde fra Far til fires velmagtsdage, er der selvfølgelig ikke et øje tørt. Til jul skal vi til det igen, med Bertram & Co., hvor der er ”fisse i farvandet” og velkendte set-ups udløses i nye højder, mere plat og ucharmerende end tidligere set.

Skabelonen er enkel: Børn, jo yngre jo bedre, er generelt en del kvikkere end voksne (hvis de da ikke slet og ret spiller voksne som i Olsen Banden Junior), de strutter af selvtillid og handlekraft, og når de klarer sig dårligt i skolen, er det kun, fordi de har vigtigere ting at tage sig til! Vi ser det gentaget i det uendelige, og hvor er det ude af sync med dagens børn og de ting, de er optaget af.

Vore broderlande kan
Måske indvarsles nye tendenser i dansk børnefilm med Kald mig bare Aksel, som i hvert fald lancerer et behjertet forsøg på at skildre et hjørne af virkeligheden, som den ser ud for 10-årige Aksel i en københavnsk forstad. Aksel synes muslimer er seje, og historien bringer os ind i muslimske miljøer og familier. Måske ikke helt igennem vellykket i sin politiske korrekthed, men trods alt et bud på en lille historie, som virkelighedens skolelærere – om ikke andre – fremover kan benytte sig af i undervisningen.

Når vi ser tilbage på de sidste seks-syv år, er det slående, dels hvor få børnefilm, der har modet til at gå i clinch med børns moderne liv, dels hvor få børnefilm, der overhovedet er produceret. Der er lavet underholdende genrefilm (Dykkerne, Klatretøsen), glimrende animtionsfilm (Hjælp! Jeg er en fisk, Jungledyret Hugo, Prop & Berta, Cirkeline), pinlige katastrofer (Ørkenens juvel, Jolly Roger), kuriøse familiemusicals (Hannibal & Jerry, Flyvende farmor), eventyrlige dramaer (Ørnens øje, Ulvepigen Tinke) og et par titler mere. Ikke ligefrem et imponerende stort udbud, og dertil skal lægges, at tidligere tiders flagskib, den danske ungdomsfilm, totalt er forsvundet ud af billedet!

Vi skal kigge til vore nordiske broderlande for at finde film som Kun stjerner bevæger skyerne, Frida, med hjertet på hånden, Sandhed eller konsekvens, Tsatsiki eller Fucking Åmål. Hvordan kan det være gået så grueligt galt for en filmnation, som er blandt de fremmeste i verden til at producere vedkommende voksenfilm?

Selvfølgelig vil vi fortsat se Far til fire-konceptet gentaget i det uendelige, det gør ikke noget. Kom bare med Min søsters børn i sneen, på landet eller på Bornholm, så længe det er ordentligt lavet og uprætentiøst uforpligtende. Men hvornår får vi som forældre eller andre velmenende voksne nogle danske børnefilm, vi med ungerne i hånden kan more os over og samtidig blive lidt klogere, mere afklarede og bedre rustede til at gå tilbage til virkeligheden med?

Kan vi ikke gøre det LIDT bedre?