Magtspin

Vi kender ham alle sammen. Vi har set ham på film. Den idealistiske journalist, der afslører konspirationer og går bag om magten for at bringe os den skinbarlige sandhed.

Og snart får han en dansk fætter i skikkelse af Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen), politisk reporter ved Dagbladet. Ulrik Torp er hovedpersonen og manden mod systemet i instruktøren Nikolaj Arcel og manuskriptforfatteren Rasmus Heisterbergs spændende og velfungerende politiske thriller Kongekabale, der har forventet dansk premiere 1. oktober. Torp er nyslået Christiansborg-journalist, og takket være Midterpartiets pressechef og spindoktor (Lars Mikkelsen) kommer han på sporet af en direktørs økonomiske svindel i en dansk hjælpeorganisation.

Men Ulrik Torp finder snart ud af, at historien er fabrikeret for at miskreditere direktørens kone (Nastja Arcel), der samtidig er den ene af Midterpartiets to kandidater til formandsposten og mulig statsminister efter det forestående valg. Tilsyneladende skyr spindoktoren og den anden formandskandidat (Søren Pilmark) ingen midler i deres kamp for at komme op på magtens tinde, og Ulrik Torp bliver viklet ind i et sindrigt net af løgne og halve sandheder, der også involverer hans far, landets tidligere justitsminister (Ulf Pilgaard).

Langt fra bogen
Kongekabale er baseret på en roman af Niels Krause-Kjær, den tidligere pressechef for Det Konservative Folkeparti, men hvor bogen fokuserer på Midterpartiets interne formandsopgør, har det været vigtigt for Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg - der begge er krediteret for manuskriptet - at give historien et bredere spektrum: "Vi har ønsket at fortælle en historie om forholdet mellem spindoktorer, journalister og politikere. Hvordan er hele den dér heksekedel inde på Christiansborg," siger Nikolaj Arcel.

Arcel og Heisterberg kunne dog godt lide bogens grundplot med de to formandskandidater, som hader hinanden, og forfatteren indvilgede i, at de måtte bruge hans bog som udgangspunkt for deres egen historie. "Niels Krause-Kjær var selv fortaler for ændringerne og enormt glad for de nye ting, selv om vi virkelig flyttede os langt væk fra bogen," siger Nikolaj Arcel.

"Vi stiller spørgsmålet, om journalistikken herhjemme er tilstrækkelig kritisk, eller om fagligheden er blevet sovset ind af personlige venskaber," siger Heisterberg og understreger, at historien også skal fungere effektivt som film. Derfor fylder det klassiske, menneskelige drama mere i filmen end i bogen. "Den handler ikke kun om det politiske magtspil, men beskæftiger sig også med, hvad det er for menneskeskæbner, der påvirkes af spillet inde på Christiansborg," siger Arcel.

Følelse af impotens
Arcel og Heisterberg mente på forhånd, at de havde en fornemmelse af, hvad der foregår i magttrekanten mellem politikere, spindoktorer og pressen, men da de begyndte at researche, gik det op for dem, hvor lidt de faktisk vidste.

"Hver eneste dag er der meget, som går vores næse forbi," siger Arcel. "Der er meget, vi ikke får at vide, meget som er løgn og mange artikler, som i virkeligheden er vennetjenester for politikerne. Efterhånden som vi dykkede ned i miljøet, følte vi os som ofre for en Danmarks-omspændende konspiration. Vi kunne helt klart identificere os med Ulrik Torp, der også føler, at tingene bliver mere og mere uigennemskuelige. Han repræsenterer vores følelse af impotens."

De to filmskabere talte i løbet af deres research med prominente mennesker i både den politiske og journalistiske verden, men samtalerne er hemmelige, siger Nikolaj Arcel. "De er klassificerede. Folks udgangspunkt var, at hvis de skulle åbne sig og være ærlige, måtte vi ikke citere dem for noget bagefter."

Omplanter genrefilmen
Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har som manuskriptforfattere tidligere skrevet henholdsvis børne-actionfilmen Klatretøsen og ungdomsgyseren Midsommer. De elsker genrefilm og fortæller, at Kongekabale er inspireret af klassiske 1970'er-thrillers som Alan J. Pakulas banebrydende Alle præsidentens mænd. Men også nyere film som Michael Manns The Insider og Steven Soderberghs Traffic samt tv-serien Præsidentens mænd (West Wing) har været en inspirationskilde.

"Vi har ikke opereret så meget med genrefilm i Danmark," siger Arcel, "men netop det at tage et emne, man brænder for, og kaste det ind i en genrefilm er en stor kvalitet. Budskabet er også med til at gøre det spændende. Amerikanerne er enormt gode til det, og jeg synes, at vi herhjemme burde dyrke genren noget mere. Men skal man omplante thriller-genren til Danmark, nytter det ikke at amerikanisere, så ligene flyder, mens bilerne eksploderer. Filmen skal rodfæstes i en dansk virkelighed, så folk tænker: 'Jamen, sådan kunne man godt forestille sig, at det foregår.' Har du først skabt et solidt fundament, er det overraskende, hvor meget genrefilm man kan slippe af sted med at lave."

Ligesom i romanen har Arcel og Heisterberg valgt at give aviserne og de politiske partier fiktive navne. "På den måde er det nemmere for os at lave en film, som forholder sig kritisk til politik og måden, den bliver ført på. Vi har med vilje ikke lavet en politisk film i den forstand, at den ene politiske fløj vil samfundet det ondt, mens den anden fløj vil samfundet det godt," siger Heisterberg. Og, tilføjer Arcel, "hvis man vil kritisere noget, er det bedre at fjerne det fra virkeligheden, gøre det generelt, for så kan folk selv læse ind i det, hvad de vil."

Fedterøvsbreve
På spørgsmålet om, hvorvidt Kongekabale er en moralsk film, svarer Rasmus Heisterberg, at "det er en meget moralsk film. Den handler jo om idealisme, om at man ikke skal gå på kompromis med sine idealer."

"Det er egentlig et meget sjovt spørgsmål," siger Nikolaj Arcel, "fordi man tænker, at det da giver sig selv. Vi har i hvert fald en mission. Vi er forargede og indignerede over nogle forhold, og vi har forsøgt at få alle nuancer med, så alle forstår, hvad der foregår." Det er især det indspiste forhold mellem journalister og politikere, som forarger Arcel og Heisterberg, fordi det efter deres mening resulterer i, at pressen er alt for venlig over for politikerne.

"Der er politiske kommentatorer, som er gift med politikere, og der er chefredaktører, som skriver fedterøvsbreve under valgkampen," siger Heisterberg. "Vores opfattelse er, at der er en ekstremt dårlig selvjustits i mediebranchen. Det er svært at komme igennem med historier, som kritiserer andre journalister eller mediet som sådan. Det er ikke populært, og derfor er der mange, som afholder sig fra det. Man laver ikke specielt kritisk journalistik i Danmark, og der er ikke tradition for at have et program som Hardtalk eller 60 Minutes. Der bliver gået for blødt til den politiske scene."

Løgnagtige spindoktorer
De politiske journalister har deres kontor på Christiansborg, og det er et stort problem, mener Rasmus Heisterberg. "Man kan ikke undgå, at der er følelser involveret, når man har sin daglige gang blandt de mennesker, man skal forholde sig kritisk til. Det kan være svært i medierne at slagte en person, der har dummet sig, hvis man har et personligt forhold til vedkommende," siger han og fortsætter:

"Der burde være en større distance mellem journalister og politikere. Selvfølgelig er det vigtigt for en journalist at have kilder i miljøet, politikere for eksempel, men man behøver altså ikke sidde og spise julefrokost med dem." Nikolaj Arcel mener, at journalisterne helt burde afholde sig fra at bruge spindoktorer som kilder. "En spindoktor er en løgner. Han er kun - som Ulriks kollega Moll siger i filmen - ansat til at styre sandheden. Hans hovedformål er at beskytte politikeren, og så skal man ved Gud ikke bruge ham som kilde. Det virker absurd."

Men hvad kan man gøre ved problemet? Ud over at flytte redaktionerne fra Christiansborg mener Arcel, at det i sidste ende er op til den enkelte journalist og hans moral. "Man skal huske sin idealisme og grunden til, at man startede i et fag, der skal oplyse og kæmpe for sandheden og nå ud til folket. Man har en forpligtelse til at være sandfærdig. Det er det, der kan redde os. Idealismen kan redde os."

Pligt til at bryde loven
Nikolaj Arcel peger på den tidligere efterretningsagent Frank Grevil, der lækkede fortrolige oplysninger om grundlaget for Irak-krigen. Grevil fulgte sin idealisme, selv om det kostede ham jobbet. "I forbindelse med en høring om den sag kom en tidligere CIA-agent til Danmark," siger Arcel. "Han sagde, at det er enhver borgers pligt i et demokrati at stå frem med sin viden, hvis magthaverne gør noget ulovligt. Også selv om du mister dit job eller selv gør noget ulovligt. Hvis mennesker ikke tænker på den måde, er de ikke længere demokratiske."

Man skal spørge sig selv, hvad det er, man vil med sit job - hvad enten man er journalist eller efterretningsagent, siger Heisterberg. "Hvor langt vil man gå? Hvor langt har man lyst til at gå? Hvor langt kan man holde ud at gå? Frank Grevil har arbejdet i nationens tjeneste, og når det ikke længere er muligt, bryder han fri. Det er et godt eksempel på en person, som har modet til at gøre det rigtige."

Efter at have lavet Kongekabale og researchet i det politiske system er Arcel og Heisterberg begge blevet - som de formulerer det - meget "motivanalyserende" over for historier i pressen. Står der mon en spindoktor bag? Som da Frank Grevil kritiserede statsministeren og bagefter måtte se sin troværdighed blive undergravet på grund af en ti år gammel sag, hvor han havde chikaneret en kollega. "Det er garanteret statsministerens spindoktor, Michael Kristiansen, der har gravet det frem," siger Nikolaj Arcel.

De to filmfolks håb er, at deres nye spillefilm Kongekabale måske kan gøre danskerne en smule mere agtpågivende, når de læser avis. Som Rasmus Heisterberg udtrykker det: "Man kan ikke stole på alt, hvad man læser, og man bør forholde sig kritisk til, hvorfor journalister skriver, som de gør".