Ekstatisk applaus til palæstinensisk film

På den officielle Cannes-festival har man frabedt sig ”politisk polemik”, som man kalder det. 

Derfor var det længere nede på Croisetten i parallelkonkurrencen Quinzaine des cinéastes, at danske Mahdi Fleifels palæstinensiske To a Land Unknown onsdag aften holdt verdenspremiere til ekstatisk applaus. 

Publikum nærmest sprang op fra sæderne, da filmen sluttede, og der blev trampet, hujet og viftet med palæstinensiske flag, mens instruktøren bevæget krammede sit hold. 

”Det var så hjertevarmende,” siger Mahdi Fleifel, da vi mødes dagen efter. 

”Jeg fik at vide, at vi havde slået to rekorder. Vi var den største delegation i Quinzanes historie med flere end 45 mennesker – græske, hollandske, franske, tyske, palæstinensiske folk – og så fik vi ni minutters stående applaus.” 

”Jeg troede, at den slags kun foregik på den egentlige Cannes-festival, men hold da op. Det var lige før, jeg begyndte at tude.” 

”Vi ville også have vundet publikumsprisen, hvis ikke vores publikum havde været så fucking ivrige, at de havde delt QR-koden til afstemningen med gud og hvermand, fætre og kusiner. Vi fik flere tusinde stemmer, og så mange folk var der slet ikke i biografen. Det er så sjovt …” 

Pinkwashing
To a Land Unknown handler om to palæstinensiske fætre, der er strandet i Athen i Grækenland.

Her hustler de sig igennem en tilværelse med tyveri på gaden og prostitution i parken, mens de forsøger at skrabe penge sammen til at købe falske pas, som kan føre dem til Berlin.

Anmeldelserne af To a Land Unknown har været overstrømmende. 

”Et selvsikkert, vredt, fuldt realiseret drama,” skriver Variety, mens Indiewire istemmer: ”En tour-de-force af empatisk historiefortælling.” 

Det er omtrent så varm en modtagelse, man overhovedet kan ønske sig i Cannes. Og derfor kan det undre, at filmen ikke var udtaget til den officielle festival. 

”Vi sendte den til alle sektioner, men det tog dem lang tid at se den, og jeg er ikke sikker på, de så den til ende. Vi fik et hurtigt svar, hvor de takkede nej. Og da vi så, hvad de havde valgt i stedet for …,” siger Mahdi Fleifel og trækker på det. 

Han refererer til La Belle de Gaza, der er den eneste film med palæstinensisk indhold på den officielle Cannes-festival. 

”Det er en film om transkønnede palæstinensere, som stikker af fra Gaza for at føle sig sikre og trygge i Tel Aviv i Israel. Det er jo total pinkwashing,” siger Mahdi Fleifel med reference til den praksis, hvor organisationer skilter med støtte til lgbtq+-rettigheder. 

”Det at lave en film er et mirakel, og at lave en palæstinensisk film er et mirakel gange 100. Så vi tænkte da, at det her må være året, hvor vi skal se palæstinensiske historier. Men åbenbart ikke i Cannes-festivalens officielle program.” 

Pistol for panden
Krigen i Gaza kunne også mærkes under optagelserne til To a Land Unknown, der startede præcis en måned efter Hamas’ angreb den 7. oktober sidste år. 

”Det havde en stor effekt på alle. Det skabte en stærk solidaritet og en god kemi mellem vores græske og palæstinensiske hold. Vi havde det sådan, at hvis vi bare kan få den færdig til Cannes, er det det bedste, vi kan gøre,” fortæller Mahdi Fleifel. 

Han har arbejdet i raketfart for at kunne præsentere filmen for verden blot seks og en halv måned senere. 

”Jeg arbejder bedst, når jeg har en pistol sat for panden. Men det er ikke noget, vi skal gøre igen. Min læge anbefaler det ikke.”

”Jeg har for højt blodtryk og for højt kolesterol. Jeg har taget på. Men jeg har ventet i ti år på at få lov at lave den film, så da jeg endelig fik fat, var jeg som en hund med et kødben: ’Jeg ville ikke give slip!” 

Filminstituttet trak stikket
Udgangspunktet for To a Land Unknown er de kortfilm, som Mahdi Fleifel har lavet om unge palæstinensere i Grækenland og i flygtningelejren Ain El-Helweh i Libanon. 

Kortfilmene kan ses på Ekko Shortlist. 

Han tog hul på emnet med dokumentaren A World Not Ours, som Ekko udgav på dvd #28 i 2014 med blad #64, hvor vi bragte et stort interview med Fleifel. 

Instruktøren er igennem årene kommet i lejren, hvor hans bedstefar og flere venner har tilbragt det meste af deres liv. At vende tilbage til det miljø som fiktion gav mulighed for at få historien ud til et større publikum. 

”Dokumentarer er stadig lidt smalle, og det er fedt at få lov at designe en film og arbejde med scenografi, belysning, iscenesættelse, skuespillere og det hele. Det er noget, jeg altid havde drømt om.” 

Mahdi Fleifel taler flere gange om at få lov at lave film. To a Land Unknown er lavet uden danske penge, efter at instruktøren løb panden mod en mur i det danske støttesystem. 

”Jeg spildte tre-fire år med Filminstituttets talentordning New Danish Screen. Totalt. Jeg var sammen med en vildt respekteret og godt etableret producer, som havde fået to Oscar-nomineringer. Jeg havde vundet priser i Berlin, så jeg tænkte: ’Selvfølgelig får vi penge fra Filminstituttet.’” 

”Men efter mange års udvikling trak de stikket. Jeg tror, det var kombinationen af, at jeg dengang ikke boede i Danmark, og at jeg ikke lavede filmen i Danmark. De kunne ikke se idéen i at støtte mig.” 

Kun én producent i Danmark
Ifølge Mahdi Fleifel er centralisering et af de største problemer i den danske filmbranche. 

”Vi har kun én producent, og det er Det Danske Filminstitut. Producere i Danmark er mere en slags ejendomsmæglere, som faciliterer de penge, Filminstituttet giver.” 

”Mine oplevelser med danske producere er, at de er superentusiastiske for et filmprojekt, lige indtil der kommer afslag. Så er det som Pontius Pilatus, der vasker sine hænder, og stemningen går fra entusiasme til ’Nå, vi må hellere skrive ansøgninger på nogle andre film.’ Det gik op for mig, at jeg spildte min tid på det system.” 

– Så der var ingen villighed til at udvikle videre på projektet og prøve igen? 

”Ikke uden for det meget klare system, hvor Filminstituttet bestemmer. Ingen har fantasi til at tænke uden for den boks og spørge, om vi kan skaffe penge andetsteds fra.” 

På et tidspunkt havde arbejdet på filmen varet så længe, at Mahdi Fleifel overvejede at droppe instruktørkarrieren. 

”Jeg søgte ind på Københavns Universitet for at studere retorik. Men så kom der covid, alt blev lukket ned, og jeg vendte tilbage til filmen.” 

Støtte fra Waters og Saudi-Arabien
Det afgørende gennembrud kom, da produceren Geoff Arbourne blev tilknyttet. 

”Han kendte en masse private investorer og palæstinensiske aktivister. Det var ikke crowdfunding som sådan, men vi fik adgang til velhavende mennesker, som støttede filmen,” siger Mahdi Fleifel. 

En af investorerne var den tidligere Pink Floyd-musiker Roger Waters, der er kendt for sin krasse kritik af israelsk politik. 

”Roger var ret vild med filmen. Han sagde: ’It’s fucking dark!’ Det var hans eneste kommentar.” 

En fjerdedel af filmens budget kom fra den saudiarabiske støtteordning Red Sea Fund, hvilket til en start gav Mahdi Fleifel samvittighedskvaler. 

”Jeg spurgte mig selv, om det var mere etisk at få franske eller tyske penge. Man kan sige om saudiaraberne, hvad man vil, men nogle gange må man også have en Robin Hood-attitude til finansiering og tage, hvad man kan få.” 

Mindre end to år efter at Geoff Arbourne blev tilknyttet projektet, gik filmen i optagelse, en ualmindeligt hurtigt proces. ”Geoff har den attitude, at det ikke er alle skinner, der behøver være lagt, før toget må køre.” 

”Sådan tænker danske producere ikke, der skal man sidde parat med sikkerhedsbæltet på og hele finansieringen på plads. Vi havde for eksempel ikke penge til postproduktion, det kom først bagefter. Der er mange måder at lave film på – bare ikke i Danmark.” 

Radikal filmkunst
”Helt ærligt, there is something rotten in the state of Denmark, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg kommer fra Helsingør!” siger Mahdi Fleifel med et kækt lån fra Shakespeare. 

”Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg skulle lave film i Danmark – især med den baggrund, jeg har – var der to typer film, jeg kunne tigge og bede om at lave.” 

”Film med hvide skuespillere for Hr. og Fru Spegepølse, eller film med brune mennesker, som skyder på andre brune mennesker i Københavns undergrund. Og jeg var ikke interesseret i nogen af delene.” 

”Jeg har en helt anden vision af, hvad cinema er,” siger Mahdi Fleifel og bemærker, at det ord ikke rigtigt har en pendant på dansk. 

”Vi laver kun film, men cinema er noget andet. Det er en kunstform, der låner fra andre kunstformer – fra litteratur, poesi og musik.” 

Den tilgang til film ser han ingen tegn på i den danske industri i dag. 

”Dansk film er noget af det mest kedelige, du kan udsætte dig selv for. Det er den samme film, der bliver lavet hele tiden, lige meget om det er Tobias Lindholm, Thomas Vinterberg eller Susanne Bier. Ingen leger med filmsproget. De kunne lige så godt lave teater.” 

”Vi har da haft giganter som Carl Th. Dreyer, Jørgen Leth og Lars von Trier. Trier kører på de sidste batterier. Han og Michael Haneke gjorde mig interesseret i cinema med værker, der er radikale og politiske, og som aktiverer publikum.” 

Håbet hedder Fischer
Det må man sige, at han selv har gjort med To a Land Unknown. Og han øjner et lys forude nu, hvor Tine Fischer står til at overtage ledelsen af Det Danske Filminstitut. 

”Tine er visionær og har god smag. Jeg var pisselykkelig over at høre, at hun skal være direktøren for det hele,” siger Mahdi Fleifel. 

Og hvis ellers Fleifel kan få lov at lave den filmkunst, som han brænder for, ser han ikke noget til hinder for, at han kan vende tilbage til Danmark. 

”Hvis der er en konsulent, som gerne vil mig, så er det da ikke noget problem. Jeg har nogle historier, jeg gerne vil lave.”