Maja vinder ved Ekko Shortlist Awards
En serbisk pige kæmper med kommunikationen i sin danske børnehave i den forrygende kortfilm Maja.
Marijana Jankovic har som skuespiller leveret store præstationer i film og serier. Nu har hun også vundet hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards og 25.000 kroner for sin rørende instruktørdebut, som hun har lavet til sine forældre og deres generation.
Juryen var ikke i tvivl om vinderen blandt de femten nominerede i kampen om Shortlist Prisen ved showet, der her til aften løb af stablen i Bremen Teater med støtte fra Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.
Her førte værtsparret Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag fra tv-serien 29-30-31 publikum igennem en underholdende aften fuld af sjove overraskelser.
Knap så overraskende er det måske, at Maja også vinder prisen for bedste fiktion. Den var dog i benhård kamp med de fire andre nominerede, ikke mindst Jonas Risvigs ungdomsdrama Ingen siger farvel, men alle forsvinder.
Historien om en autistisk ung mands sommerforelskelse vinder til gengæld Publikum Prisen, som bestemmes af de rekordmange brugere, der har stemt på filmene de seneste uger.
Opgør med pænt image
I de øvrige elleve kategorier er vinderne fundet i en kombination af juryens rangering og publikums stemmer.
Etablerede stjerner som Dejan Čukić og Troels Lyby var i spil til bedste mandlige skuespiller, men Jonathan Harboe – kendt fra TV 2 Zulu-serien Sjit Happens – napper prisen for sin skildring af en kriminel nordjyde.
I Casper Balslevs For enden af regnbuen gør skuespilleren op med sit image som charmetrold og leverer en overbevisende præstation som moderne cowboy på flugt.
Hos kvinderne vinder Rikke Westi i et utroligt talentfuldt felt af unge skuespillere for sin rolle i Castingen af en uskyldig kvinde.
Hendes konkurrenter talte garvede Charlotte Munck og sidste års vinder Frederikke Dahl Hansen, men Westis præstation som skuespiller til grænseoverskridende casting vandt både juryen og publikums gunst.
Dragende familietraume
Ved årets Ekko Shortlist Awards var dokumentarkategorien den nok stærkeste i prisuddelingens seksårige levetid.
Blandt de forrygende film som familieportrættet Hjemsøgelsen og Super16-dokumentaren Amfi går sejren til en elev på Den Danske Filmskole, Ömer Sami, der i Sam and the Plant Next Door skaber et slående indblik i livet for en britisk dreng.
To af showets andre priser går til den dragende dokumentar Hjemsøgelsen om familiehemmeligheder og -traumer: bedste klipning og originale musik.
Instruktør Christian Einshøj vinder sammen med Sofie Steenberger for deres beåndede sammenklipning af nye optagelser og ældre arkivmateriale.
Og komponisten Toke Brorson Odin hjemtager monolit-statuetten for sit musikalske bidrag til filmen, der med amatørkor og gamle synthesizere skaber et spirituelt lydunivers.
Til øjne og ører
Der var rekordmange kvindelige nominerede ved årets Ekko Shortlist Awards, og kvinderne er også stærkt repræsenteret blandt prisuddelingens vindere.
Foruden de to priser til Marijana Jankovic går animationsprisen til Martina Scarpelli for anoreksidramaet Egg. Det er en opfindsomt animeret fortælling om instruktørens egne oplevelser, som er produceret på den jyske animationsskole The Animation Workshop.
Kampen om bedste scenografi stod mellem seks kvinder for fem vidt forskellige film. Sejren går til Camilla Lüders Weile for det underspillede drama Bølger, hvor den talentfulde production designer med sigende detaljer fylder et udkantsmiljø med komplicerede følelser.
I en kategori dedikeret særligt til ørene – bedste lyddesign – går prisen til Josefine Skov for middelaldergyseren Nøcken. Hun fremmaner et skræmmende landskab af lyd, hvor naturen blander sig med overnaturlig ondskab.
Dermed er der kvindelige vindere i halvdelen af showets tretten kategorier!
Skaldede barbiedukker
At der ikke skal mange minutter til for at skabe en rammende fortælling, er den kun halvanden minut lange kampagnefilm for Børnecancerfonden, Welcome Home, et slående eksempel på.
Årets korteste film blev nomineret til bedste manuskript for den smukke fortælling om en dreng, der klipper håret af sin søsters barbiedukker for at støtte hende i en svær situation med kemobehandling.
Den lille film med det store emne tager prisen foran Maja, men det er heller ikke småt med de store følelser i fortællingen, der kommer af en personlig historie om at miste et barn til kræft.
Endelig går prisen for bedste fotografering til Tobias Scavenius for en billedskøn film med den svære titel Den, hvor to socialrådgivere finder en ung kvinde i skoven.
Filmens sort-hvide univers byder på religiøse symboler og smuk leg med lys og skygge, så man drages ind i den underskønne og barske verden.
Ekko Shortlist Awards 2019
Shortlist Prisen
VINDER: Maja
Instr. Marijana Jankovic
Prod. Daniel Mühlendorph
26
Instr. Emma Lund Rasmussen
Prod. Penelope Julie Bruun Bjerregaard
Alice i Lalandia
Instr. Felics Pedersen
Prod. Emma Lind
Cathrine Dufour the Story
Instr. Tobias Damkjær
Prod. Joan Høstrup & Tobias Damkjær
Cognitio
Instr. Rebecca Emcken
Prod. Emil Skydsgaard
Den som flyver
Instr. Daniel Thomas Stroh
Prod. Daniel Thomas Stroh, Anja Søgaard & Madeleine Lintrup Jensen
Entropia
Instr. Julie Annlie
Prod. Julie Annlie
Hella Joof-finten
Instr. Jonas Bransholm & Mathias Bransholm
Prod. Madeleine Lintrup Jensen
Ingen siger farvel, men alle forsvinder
Instr. Jonas Risvig
Prod. Kim Magnusson, Maria Lysdal & Asbjørn Dam
Mennesker & meninger
Instr. Holger Karberg
Prod. August Magnusson
Peau de Banane
Instr. Natalie Falandysz Hinrup
Prod. Philip Dupont & Amalie Sillat
Roser er gule
Instr. Aviaja Skotte
Prod. Julie Willemoes Frandsen
Skøge
Instr. Selma Sunniva
Prod. Julie Willemoes Frandsen
Sukker
Instr. Cecilie Elmholt Skou
Prod. Amalie Viktoria Møgelberg
Årets par
Instr. Victor Chaos, Mikkel Tengvad
Prod. Kasper Arvad, Christine Strange & Jeppe Tyche Vinum
Publikum Prisen
VINDER: Ingen siger farvel, men alle forsvinder
Instr. Jonas Risvig
Prod. Kim Magnusson, Maria Lysdal & Asbjørn Dam
Fiktion
VINDER: Maja
Instr. Marijana Jankovic
Prod. Daniel Mühlendorph
Bølger
Instr. Thomas Elley
Prod. Ann-Sofie Grøndal
Fugle
Instr. Trine Nadia
Prod. Julie Hjort
Ingen siger farvel, men alle forsvinder
Instr. Jonas Risvig
Prod. Kim Magnusson, Maria Lysdal & Asbjørn Dam
Jeg ser dig
Instr. Ville Gideon Sörman
Prod. Isaac Inger
Dokumentar
VINDER: Sam and the Plant Next Door
Instr. Ömer Sami
Prod. Ömer Sami
Amfi
Instr. Mathias Broe
Prod. Maximilian Mayrshofer & Anna Risgaard Dahl
Hjemsøgelsen
Instr. Christian Einshøj
Prod. Christian Einshøj
Krigsdans
Instr. Marie Suul Brobakke
Prod. Jesper Jack
Sergenten og hans nevø
Instr. Glen Bay Grant
Prod. Andreas Bak
Animation
VINDER: Egg
Instr. Martina Scarpelli
Prod. Lana Tankosa Nikoic, Emmanuel-Alain Raynal & Pierre Baussaron
Animals
Instr. Tue Sanggaard
Prod. Charly K. Maartensson
Pølseelgens ark
Instr. Niels Elmvig Bruhn
Prod. Charlotte Hjordt
The Messenger
Instr. Lowe Haak
Prod. Pernille Tornøe
Ur Aska
Instr. Myra Hild
Prod. Michelle Nardone & Anja Perl
Kvindelige skuespiller
VINDER: Castingen af en uskyldig kvinde – Rikke Westi
Bror – Laura Kjær
Bølger – Charlotte Munck
Knæler –Nanna Finding Koppel
Skøge – Frederikke Dahl Hansen
Mandlige skuespiller
VINDER: For enden af regnbuen – Jonathan Harboe
En værdig mand – Troels Lyby
Jeg ser dig – Anders Mossling
Maja – Dejan Čukić
Mount Everest – Aria Farjadi
Manuskript
VINDER: Welcome Home – Janus Maybom Jauch & Laurits Munch-Petersen
Blåt lys – Anna Louise Petersen Amargós & Alexander Ohrt
Fugle – Trine Nadia & Line-Maria Lång
Maja – Marijana Jankovic & Adam August
The Boy in the Ocean – Ida Åkerstrøm Knudsen & Friedrich Tiedtke
Fotografering
VINDER: Den – Tobias Scavenius
Blot et bånd — Rie Eva Andersen, Marianna Bjørgheim & Mathilde Clausen
Fugle – Andrew Grant-Christensen
Ingen siger farvel, men alle forsvinder – Jonas Blond
Sommer-dokumentet – João Botelho & Victor Knötzel
Klipning
VINDER: Hjemsøgelsen – Christian Einshøj & Sofie Steenberger
Daisies for Dave – Ogi Curcic
Jeg ser dig – Jakob Åsell
Maja – Jenna Mangulad
The Boy in the Ocean – Daniel Brinck
Scenografi
VINDER: Bølger – Camilla Lüders Weile
Amfi – Mina Lejbølle & Anne Oddershede
De lystsyge – Lena Arent Bennedsen
For enden af regnbuen – Anne Gry Skovdal
Gaia – Eva Lendorph
Lyddesign
VINDER: Nøcken – Josefine Skov
Beneath the Surface – Jakob Strandgaard Davidsen
For enden af regnbuen – Kasper Janus Rasmussen
Gaia – Catrine le Dous
The Boy in the Ocean – Johannes Rose
Original musik
VINDER: Hjemsøgelsen – Toke Brorson Odin
Bagslag – Frederik Bygballe Haahr
Beneath the Surface – Djarn Kargin
Blåt lys – Emilie Dam Ohrt, Lasse Aagaard
Knæler – Karl-Frederik Reichhardt
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske filmtalenter og kortfilm.
Sjette udgave blev afholdt 29. november i Bremen Teater med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag som værter.
De nominerede var udvalgt blandt 159 kortfilm fra Ekko Shortlist i perioden 29. oktober 2018 – 4. november 2019.
Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.
Årets jury
Nikolaj Arcel
Instruktør og manuskriptforfatter
Isabella Eklöf
Instruktør og manuskriptforfatter
Morten Hee Andersen
Skuespiller
Alba August
Skuespiller
Jens Ole McCoy
Musiker og komponist
Katrine Greis-Rosenthal
Skuespiller
Thorbjørn Christoffersen
Animationsinstruktør
Kim Leona
Manuskriptforfatter
Rasmus Videbæk
Fotograf
Olivia Neergaard-Holm
Klipper og instruktør
Kristian Selin Eidnes Andersen
Tonemester og komponist
Josephine Farsø
Production designer
Max Kestner
Dokumentarinstruktør
Karla von Bengtson
Animationsinstruktør
Claus Christensen
Chefredaktør
Sine Plambech
Dokumentarinstruktør
Kommentarer