True crime sætter lilleby på den anden ende
I 2015 skyllede en sand true crime-bølge over store dele af verden.
Først var det rigmanden Robert Dursts tilsyneladende indrømmelse af mord for åbent kamera i HBO-serien The Jinx.
Derefter kom historien om en fattig mand fra det amerikanske hjerteland – delstaten Wisconsin – der først blev løsladt for en gammel forbrydelse, men siden tiltalt og dømt for en ny.
Mandens navn er Steven Avery, og hans historie blev udfoldet i første sæson af Making a Murderer. Nu er kvinderne bag serien, Moira Demos og Laura Ricciardi, tilbage med ti nye afsnit, der får premiere på Netflix den 19. oktober.
Fokus er stadig på Steven Avery og hans nevø Brendan Dassey, der blev dømt som onklens medskyldige i voldtægten af og drabet på den unge kvinde Teresa Halbach. Men serieskaberne måtte også forholde sig til, at det lille samfund Manitowoc var på den anden ende.
”Det stod hurtigt klart for os, da vi i juni 2016 vendte tilbage for at filme, at det ikke længere var det samme sted. Det var en helt ny verden på grund af modtagelsen af Making a Murderer,” fortæller Moira Demos over telefonen.
”Der var så megen opmærksomhed og mange mennesker, der snakkede om sagen. Derfor er det sidste billede i vores intro til den nye sæson af retsbygningen i Manitowoc, som blev kendt i løbet af første sæson. Her står folk på trappen, og der er protester både for og imod Avery. Vi ville gøre konteksten for anden sæson tydelig fra start.”
De dømtes oplevelser
Making a Murderer fortæller en historie om mennesker fra det amerikanske samfunds underklasse. Både Steven Avery og Brendan Dassey har fået målt deres IQ til en del under normalen, og der er ikke mange ressourcer af nogen art i deres familiers trailerpark-hjem. Men Netflix-seriens publikum identificerede sig alligevel med de to mænds kamp mod det enorme system.
I anden sæson har Steven Avery fået en ny advokat, den succesfulde Kathleen Zellner, der med brask og bram går ind i sagen med det mål at få Avery frikendt.
”Jeg hører ofte fra seere, at de er blevet fanget af fortællingens brede tematikker, for eksempel spørgsmålet om at blive holdt ansvarlig for noget,” fortæller Moira Demos.
”De føler sig også som den lille mand i deres eget liv, hvor de er oppe imod magtfulde systemer, ulighed i verden og institutioner, som ikke behandler dem retfærdigt. De ting vækker genklang hos folk, som tager på en rejse med vores hovedpersoner.”
– Hvorfor fokusere på mennesker, der rent faktisk er dømt for mord?
”Da vi lavede første sæson, gjorde vi det klart, at vi valgte Steven Avery i håbet om at fortælle den anklagedes historie. Vi har rykket fokus lidt i anden sæson, fordi det nu handler om den dømtes oplevelser,” siger Laura Ricciardi.
”Både Brendan og Steven har fået livstidsdomme, men de insisterer på, at de er uskyldige, og de kæmper for at få genoptaget sagen i retten. Så forsvaret er de aktive i den nye sæson, og det er dem, vi følger. Folk kan læse om udfaldet af retsmøderne i avisen, men for os handler det ikke om resultatet. Lærdommen ligger i rejsen på vej derhen.”
– Hvad gør I for at være objektive?
”Vores job som filmskabere er at skildre hver af de medvirkendes egen sandhed så præcist som muligt. Det er vigtigt at høre, hvordan folk føler, og vi skal fange og reflektere det i vores serie. Så jeg ved ikke, om ’objektiv’ er det rette ord,” siger Laura Ricciardi.
”Vi har en hovedperson i Steven Avery, og vi tager på en tur med ham, så historien er fortalt fra hans synsvinkel. Vi følger ham, men det er ikke nødvendigvis vores holdning, der bliver repræsenteret.”
Virkelighed overgår fiktion
Moira Demos og Laura Ricciardi blev i arbejdet med anden sæson af Making a Murderer overrasket over, hvordan det amerikanske retssystem fungerer. Det har været svært at få en dommer til at tage en sag op igen.
”Med anden sæson går vi ind i en ny fase i processen, et nyt kapitel i historien. I USA ser vi sjældent fortællinger, der handler om denne del af den juridiske proces,” siger Laura Ricciardi.
”Der er en idé om, at hvis noget går galt i retten, kan det rettes op i højere juridiske instanser. Men vi ville teste den teori med nogle mennesker, som folk allerede kendte og havde knyttet sig til.”
– Hvilke forbehold har man som filmskaber ved at skabe spænding ud af folks liv?
”Vi har fordelen af at have en historie, hvor vi ikke behøver gøre særligt meget for at skabe spænding. Vi taler selv om serien som gaven, der bliver ved med at give, og vi fandt ret hurtigt ud af, at det her er en situation uden fortilfælde,” siger Moira Demos.
”Så vi vidste, at det ville blive anderledes at dække Steven Averys tur gennem systemet. Men vi kendte selvfølgelig ikke til alle de drejninger, som sagen ville tage. For os har virkeligheden altid været mere interessant end fiktion.”
Trailer: Making a Murderer – sæson 2
Moira Demos
Født 1970 i Watertown, Massachusetts.
Uddannet i film fra Columbia University.
Har klippet den Oscar-nominerede dokumentarkortfilm Ferry Tales.
Blev sammen med Laura Ricciardi kendt for true crime-serien Making a Murderer, hvis anden sæson kommer på Netflix 19. oktober.
Laura Ricciardi
Født 1970 i New York City, New York.
Uddannet på Manhattan College i 1992.
Arbejdede som praktiserende advokat efter sin juragrad fra New York Law School i 1996.
Danner privat par med samarbejdspartneren Moira Demos.
Kommentarer