Nyhed
30. jan. 2019 | 09:28

Malkovich spiller Weinstein-agtig filmmogul

Foto | Paul Koestner
John Malkovich spiller i Louis C.K.’s kuldsejlede I Love You, Daddy en berømt filmskaber med smag for unge kvinder. Nu skal skuespilleren snart skildre en ubehagelig filmmogul på de skrå brædder.

Prisvindende David Mamet har skrevet et stykke om et monster af en filmmogul, der er inspireret af Harvey Weinstein og skal spilles af John Malkovich.

Af Nicki Bruun

Siden Harvey Weinstein i oktober 2017 blev fældet af #MeToo-bevægelsen efter anklager i New York Times, er der allerede kommet flere dokumentarer om hans angivelige overgreb. 

En af dem, Untouchable, er blevet vist på Sundance-festivalen i år, mens en spillefilm er på vej baseret på den førnævnte Pulitzer-prisvindende artikel.

Først er der dog premiere på et teaterstykke i London, hvor John Malkovich skal spille et monster af en filmmogul ved navn Barney Fein, der er inspireret af Weinstein. Det skriver den britiske avis The Guardian. 

Stykket har titlen Bitter Wheat og er af David Mamet, der har forfattet manuskripter til film som De uovervindelige og Wag the Dog. Han skrev også filmmanuskriptet til Glengarry Glen Ross ud fra sit eget skuespil, der i 1984 vandt en Pulitzer-pris for bedste dramatik. 

John Malkovich har til den britiske radiostation BBC udtalt sig om Bitter Wheat

”Det handler meget om branchen og meget om, hvordan folk i den branche, der befinder sig i chefstillinger, har opført sig i mere eller mindre et århundrede. Idéen startede nok som en reaktion på alle nyhederne, der kom ud om især Harvey Weinstein. Men derfra har David tager idéen og bygget videre på den.” 

Arbejde med overgrebsmand
David Mamet meddelte sidste år, at han arbejdede på en film om producentens deroute. Men det kunne altså tyde gå, at han har skiftet hest og er gået teatervejen. 

Det er da heller ikke længe siden, at den populære manuskriptforfatter sidst skrev et teaterstykke. I 2015 gik hans skuespil China Doll med Al Pacino i hovedrollen på Broadway i USA. 

John Malkovich medvirkede i 1998 i gambling-dramaet Rounders, som Harvey Weinsteins selskab Miramax producerede. Over for BBC nægter Malkovich dog at have haft kendskab til Weinsteins angivelige overgreb. 

”De siger, at alle i Hollywood vidste det. Det passer ikke. Det var aldrig et samtaleemne, når navnet Harvey Weinsten blev nævnt omkring mig,” siger skuespilleren i radioen. 

John Malkovich spiller også en rolle som aldrende instruktør med smag for unge kvinder – tydeligt inspireret af Woody Allen – i Louis C.K.’s I Love You, Daddy. Filmen blev som bekendt trukket tilbage, da komikeren selv blev anklaget for – og indrømmede – overgreb på en række kvinder. 

Bitter Wheat får verdenspremiere på de skrå brædder i London-teatret Garrick til juni.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko