Man er i alarmberedskab

Det er ikke hver dag, at en fotografs navn optræder på samme linje som instruktørens i anmeldelserne. Men fotografen har også en særlig betydning for Janus Metz’ krigsdokumentar Armadillo, som er vanskelig at overvurdere.

Lars Skree tog alene med soldaterne på patrulje i den krigshærgede Helmand-provins og optog på egen hånd filmens kampscener — på nær en enkelt.

Den 40-årige fotograf er en beskeden herre, der ikke slår om sig med store ord, men der er ingen tvivl om, at han satte sit eget liv på spil for at bringe os tættere på Afghanistan-krigen, ja, hvilken som helst krig.

Finder dræbte talibanere
Jeg møder Lars Skree umiddelbart efter, at Armadillo har haft verdenspremiere i Cannes og modtaget store klapsalver. Da jeg drilsk spørger, om der er noget, han fortryder, kommer svaret prompte og ærligt.

”Ja, jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke var med soldaterne i grøften hos talibanerne,” siger Lars Skree og henviser til den meget omdiskuterede hændelse, hvor danske soldater på klos hold dræber afghanere, der ligger hårdt såret efter at være blevet ramt af en dansk håndgranat.

”Jeg valgte at prioritere en dansk soldat, der var såret. Jeg kunne ikke vide, hvad der foregik 50 meter derfra, og det er derfor kun dækket af et kamera, som vi har placeret på en soldats hjelm. Først da den danske soldat er hentet af helikopteren, løber jeg over til grøften, hvor jeg finder de dræbte talibanere og filmer dem.”

Smagen af salt
Armadillo er ikke bare modigt filmet. Den er også fejende flot filmet — som en spillefilm. Det er ikke desto mindre den skinbarlige virkelighed.

”Jeg har jo også lavet fiktions- og reklamefilm. Fra fiktionens verden kan jeg bruge sanseligheden, smagen af salt og peber, som man typisk mangler i dokumentarfilmen, der er meget journalistisk. Jeg har forsøgt at presse mig selv til at gøre tingene en lille smule skævt,” fortæller Lars Skree.

”Vi valgte bevidst at arbejde med meget tætte nærbilleder, fordi det bringer os tæt på soldaterne og giver et drømmende udtryk. Jeg har også forsøgt at ligge framingerne på en lidt anderledes måde, som gør billederne underfundige,” fortsætter han og nævner krigsfilmklassikeren Dommedag nu som en inspirationskilde.

”Armadillo er jo et lille, isoleret samfund, så på den måde har de to film meget tilfælles. Dommedag nu er absolut en af mine favoritfilm, og det mytologiske med ’at komme ind i en jungle’ har vi prøvet at få med i vores film. Der var rigtigt meget ventetid i de måneder, vi opholdt os i Armadillo-lejren, så Janus og jeg nåede at tale meget sammen om æstetikken.”

Poetisk og nuanceret
Lars Skree startede som stillfotograf i fotogruppen Modlys, men tog springet til levende billeder, da han i 1993 blev optaget på Den Danske Filmskole.

Han har fotograferet spillefilmene Max Pinlig (Lotte Svendsen) og At klappe med een hånd (Gert Fredholm) og dokumentarfilmene The Swenkas (Jeppe Rønde), The Freeway (Jacob Thuesen) og Fra Thailand til Thy (Janus Metz).

Det er ikke første gang, Lars Skree er i krig som fotograf. Han har blandt andet været i Afghanistan med TV 2, men at filme med Janus Metz er noget helt andet, fortæller han.

”Dokumentarister arbejder på en anderledes måde end tv-journalister. De har ikke nogen skarpskåret agenda, og tilgangen til materialet er derfor mere poetisk og nuanceret. Der er ingen intentioner om at hænge nogen ud som dræbermaskiner, og det er jo tit sådan noget, journalister går efter.”

Tænkte på sine børn
Forsvaret bliver ofte beskyldt for at være lukket og styre journalister med hård hånd, men det kan Lars Skree ikke nikke genkendende til.

”Generelt var jeg meget overrasket over, hvor meget vi fik lov til. Forsvaret var faktisk meget åbent,” siger han og tilføjer, at hans erfaring som krigsfotograf var en stor hjælp.

”Soldaterne skulle ikke tage hensyn til mig, når det gik løs. Jeg vidste nøjagtigt, hvordan jeg skulle løbe og gebærde mig, og jeg var derfor ikke til besvær på nogen måde.”

”Man er hele tiden i alarmberedskab, og den største udfordring er at holde hovedet koldt i det voldsomme situationer. Jeg prøver at tænke, hvad det er, jeg vil fortælle med scenen. Hvad tænker soldaten? Hvorfor gør han det? Hvorfor reagerer han sådan?”

— Var du aldrig bange?

”Jeg tænkte over, hvor kuglerne kom fra, så jeg ikke blev skudt. Jeg vil ikke bruge ordet ’bange’, men man er meget oppe at køre. Jeg havde i tankerne, at jeg gerne ville se mine to dreng og min kone igen.”

Armadillo har biografpremiere 27. maj.