Man gjorde et barn fortræd

Skræmmende og højaktuelle emner på Berlinalens tredjedag.

En skarpladt pistol peger mod en lille drengs hoved. Lille og sårbar, kun iklædt blåstribede badebukser, står han på et badeværelsesgulv, mens en fordrukken kvindestemme hviner. Hun bander og svovler, fordi han af frygt ikke har kunnet holde sig.

Kvinden hedder Julia og er alkoholiker. Drengen hedder Tom og er kidnappet - af Julia! Toms egen mor - Julias genbo - er psykisk ustabil og eksalkoholiker, og han må ikke se sin mor. Så derfor har Julia kidnappet Tom for at hjælpe sin genbo til et gensyn, mens hun selv øjner muligheden for at skrabe en ordentlig sum penge ind.

Swintons brutale sider
Tilda Swinton spiller hovedrollen i Julia som den dybt selvdestruktive hovedperson, og hun gør det hysterisk godt.

Måden hun vralter af sted på i det alt for skarpe morgenlys med udtværet make-up, efter endnu et meningsløst knald i en tilfældig bil med en endnu mere tilfældig mand, er blændende klart tegnet. Hun er en trist skæbne, men samtidig kan Swinton bruge munden med en råhed, så man får lyst til at slå hende én på siden af hovedet.

Rollen var egentlig tiltænkt Julianne Moore, men det er svært at forestille sig den smukt velplejede kvinde finde helt de samme dyrisk brutale sider frem i sig selv, som den mere specielt udseende Tilda Swinton formår - uden forfængelighed.

Tilda Swinton sås sidste år på Cannes i Béla Tarrs The Man From London, og hun er nomineret til en Oscar for sin præstation som den sammenbidte alt-for-firmaet-advokat i den ligeledes Oscar-nominerede Michael Clayton. Man kan ikke andet end benovet konstatere, at der med Tilda Swinton er tale om en real lady, selvom hendes roller ofte ligger langt fra det lady-like.

Pornoens hovedstad
Børn er fredede, børn er uskyldige, de er vores håb, gør dem ikke fortræd.

Alligevel er det netop grusomheder mod børn, der tegner stadigt stigende og foruroligende overskrifter i medierne. Emner som pædofili, børneporno, børneprostitution og bortførelser dukker op igen og igen, og med aktuelle sager som Madeleine i baghovedet er det ikke overraskende, at det betændte tema tegner en tendens på Berlinalen.

Hovedkonkurrence-filmen Gardens of the Night er et tyngende drama om børnebortførelser og børneprostitution.

Damian Harris fortæller på pressekonferencen, at det tog ham sytten år at rejse penge til filmen og to år på at researche miljøet. Han rejste over hele USA, mens han talte med børnene selv, med rådgivere på herbergerne og med politiet i San Diego, som kaldte sin by for "the kiddie porn capital of the USA". Om sin motivation for at lave filmen, siger instruktøren:

"Barndommens uskyld skal der værnes om, men det her er også en film om, hvordan vi som mennesker lever med vores sår."

To hvide engle
I filmen lever Leslie (Gillian Jacobs) som gadeprostitueret i San Diego sammen med sin eneste barndomsven, Donnie, der nænsomt og nuanceret spilles af Evan Ross. Leslie blev bortført som otteårig af den ældre mand Alex (Tom Arnold), der selv misbruger børnene og bruger dem til børneprostitution.

Gardens of the Night er i to sekvenser, én hvor vi følger bortførelsen og børnenes liv hos Alex og én, hvor vi følger dem som unge på gaden i San Diego og ser Leslies forsøg på at vende tilbage til sin egen familie.

Titlen stammer fra et Robert Bridges-digt: "My delight and thy delight walking, like two angels white, in the gardens of the night." Instruktøren fandt, at netop de linjer beskrev forholdet mellem de to unge, Leslie og Donnie.

Filmens første halvdel er dens klare styrke med det lille yndige og uskyldige pigebarn, der lokkes af den venligt joviale Alex. Den del rejser rasende følelser. Desværre når filmens anden halvdel ikke ind under huden på samme måde, navnlig fordi man aldrig fornemmer mennesket Leslie i Gillian Jacobs lidt for kolde spil.

I øvrigt spiller John Malkovich, som er instruktørens personlige ven, en uhyre lille, men afgørende rolle som socialrådgiver på et herberg for gadebørn.

Tom Arnold selv offer
På det efterfølgende pressemøde fortæller Tom Arnold om sine kvaler med at spille misbrugeren, men afslører samtidig også om sin egen barndom:

"Som barn blev jeg selv misbrugt. Dengang så jeg det ikke som misbrug og troede, at det var noget, unge drenge gjorde med hinanden."

"Siden hen gik det op for mig, at han var meget ældre end mig. Jeg opsøgte ham, konfronterede myndighederne med min viden og satte plakater op for at advare mod ham."