Cannes 2017
17. maj 2017 | 18:09

”Man skal føle sig lille foran det store lærred”

Foto | Festival de Cannes
Med sit karakteristisk hvide strithår og solbriller for øjnene indtog Pedro Almodóvar rollen som juryformand på årets Cannes-festival med en skarp udmelding.

Den spanske formand Pedro Almodóvar talte lodret imod Netflix, da Cannes-juryen i dag holdt pressekonference.

Af Nicki Bruun

Et kvarter forsinket træder Pedro Almodóvar ind i konferencerummet, hvor alverdens journalister tager imod ham med benovelse.

De mørke solbriller dækker stadig den stilbevidste instruktør og juryformands øjne, men der går ikke længe, før han med filmisk dramatik tager dem af og erklærer, at han har en nedskrevet erklæring.

”Digitale platforme er en ny måde at præsentere film på, men de skal ikke overtage det at gå i biografen. Det er vigtigt, at de ikke ændrer publikums vaner,” sagde Pedro Almodóvar med reference til Netflix, som har været det store samtaleemne forud for årets Cannes-festival.

To af streamingtjenestens film, Okja og The Meyerowitz Stories, er i hovedkonkurrencen, og det har vakt vrede blandt biografer og filmelskere. Og det er faldet Pedro Almodóvar så meget for brystet, at han måtte ud med det foran verdenspressen.

”Den eneste løsning er, at de nye falder til i de gamle regler, for kun sådan overlever mediet. Jeg kan ikke forestille mig at give Guldpalmen til en film, som ikke kan ses på et stort lærred efterfølgende.”

”Jeg er åben over for de nye muligheder, men så længe jeg lever, vil jeg kæmpe for det at blive hypnotiseret af et stort lærred. Skærmen skal ikke være mindre end stolen, man sidder i. Man skal føle sig lille og ydmyg foran billedet,” fortsatte juryens formand til klapsalver i salen.

Tidligt i seng
Alle ni mænd og kvinder i juryen var selvfølgelig til stede ved pressekonferencen, men det var Pedro Almodóvar, der stod for langt det meste.

Hans instruktørkolleger, italienske Paolo Sorrentino og tyske Maren Ade sagde ikke et eneste ord i løbet af den halve time, pressemødet varede. Juryens fjerde store instruktør, sydkoreanske Park Chan-wook (Oldboy), kom kun kort til orde.

Mere spræl var der i juryens Hollywood-indslag, skuespillerne Will Smith og Jessica Chastain, som da også fik det meste af pressens opmærksomhed. Særligt Will Smith var i sit es og startede med at præsentere sig: ”Jeg vil spille Will Smith for jer i dag!”

Humoren blev dog blandet op med et mere alvorligt svar på formandens ytring om Netflix.

”Jeg har tre unge mennesker derhjemme, som går i biffen to gange om ugen, men også ser Netflix – der er forskel på de to medier. Netflix har ikke betydet noget for deres biografture, men er en fordel, fordi de får set film, de ikke havde set ellers,” sagde skuespilleren, som selv glæder sig til anderledes film.

”Jeg er spændt på at opleve det. Der er langt fra vestsiden af Philadelphia, hvor jeg er vokset op, til Cannes, som er det ultimative inden for film.”

”Det er ti dage med to-tre film om dagen. Sidst jeg gjorde det, var jeg nok fjorten år, men her bliver der vist film kl. 8.30 om morgenen, så jeg går tidligt i seng.”

Feminin til hverdag
De resterende tre medlemmer af juryen er to franskmænd, skuespilleren Agnés Jaoui og komponisten Gabriel Yared, samt den kinesiske skuespiller Fan Bingbing.

De kom kun med enkelte pip, mens journalisterne ville vide, om de amerikanske stjerner havde tænkt meget over deres tøjvalg.

”Jeg elsker mode, men film højere, så jeg skal forhåbentlig ikke være meget på den røde løber,” sagde Jessica Chastain, før Will Smith tog over.

”Jeg havde tænkt mig at være Cannes-sexet, men det ryger ud af vinduet, for det er varmt, og vi skal se mange film, så beklædningen må hellere være behagelig.”

Mere interessant blev det, da kritikeren Roger Eberts enke, Chaz Ebert, spurgte juryen, om de ville være opmærksomme på det kvindelige perspektiv på årets festival. Her trådte formand Almodóvar, der er kendt for sine stærke kvinderoller, igen i karakter.

”Jeg føler mig feminin til hverdag, så kønsspørgsmålet er altid i spil for mig. Men der er diversitet på mange måder i juryen, så vi skal ikke se på, hvilket køn en films instruktør har. Vi skal bare se filmene.”

Kommentarer

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er den 70. af slagsen.

Den løber i år fra 17. til 28. maj 2017.

© Filmmagasinet Ekko