Man skal kunne filme sig selv for at filme andre

En afgangsfilm anses for at være et visitkort til film- og tv-branchen.

Men det nye kuld af talenter fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole har en anderledes tilgang. For dem er afgangsfilmene en sidste mulighed for at eksperimentere, før det virkelige liv med støtteansøgninger og nådesløse kritikere begynder.

Sidstnævnte har filmskaberne dog allerede fået en forsmag på.

”For dokumentarfilmen ser det nærmest katastrofalt ud. Alle seks afgangsinstruktører kravler nemlig så langt ind i egen navle, at man frygter, de aldrig kommer ud igen. Sjældent har jeg set noget så selvoptaget,” skriver Politikens Nanna Frank Rasmussen.

Ekkos anmelder er noget mere nænsom, men efterlyser, at det private stof i filmene bliver løftet til det personlige og universelle ved at give nye perspektiver på verden.

”Anmelderne har en holdning. Sådan skal det være, men det vil ikke afholde mig fra at arbejde på min måde. Og det er ikke nødvendigvis negativt at være navlepillende,” siger Marina Vorobyeva, der med Nu skælver jeg dykker ned i sine seksuelle drifter som ung mor.

En anden afgangselev, Søren Brydesen, sender et smil, der ikke kan skjule, at den kontante dom har kunnet mærkes.

”Når man læser Politikens anmeldelse, får man det indtryk, at vi nok ikke har særligt meget at byde ind med. At det skal folk ikke forvente,” siger han.

”Ekkos anmeldelse har en interessant refleksion over forholdet det private og personlige. Hvad anmelderne måske ikke ved, er, at vi fra første dag på Den Danske Filmskole bliver undervist i at lave film med os selv eller vores nærmeste som medvirkende. Det er der en særlig grund til,” fortsætter instruktøren.

Søren Brydesen har netop skildret sin mor og nære familie i afgangsfilmen Kraftenlos.

”Der er ikke noget så svært som at filme én selv eller ens familie og venner,” siger han. ”Og hvis der er noget, jeg har lært af Arne Bros undervisning, er det, at man skal kunne filme sig selv for at filme andre!”

Ligesom jagerpiloter
Når man bliver optaget på Filmskolens dokumentarlinje, skal man fra første dag lave en række øvelser. De består af små film på fem minutter, hvor emnerne blandt andet er et kæresteportræt af en nuværende eller gammel kæreste, et venneportræt og et familieportræt.

Derfor har eleverne fra årgangen også svært ved at forholde sig til kritikken af, at de er for optaget af sig selv.

”Man kan spørge, om det er negativt at invitere folk ind i sin privatsfære for at vise almene menneskelige skrøbeligheder, når man skaber dokumentarfilm. Det synes jeg ikke, at det er. Virkeligheden ses også i det private, og det er indgang til samfundet og mennesket,” siger Ejner Benedict Seidelin, hvis kæreste er i fokus i afgangsfilmen Mira.

”En ven og kollega sagde til mig: ’Dokumentarfilm handler om at få adgang. Så adgangen til din egen sanselige skrøbelighed og den verden, du har omkring dig, skal ikke være en undtagelse.’”

Den holdning deler Ejners medstuderende.

”Det er vigtigt at forstå sig selv som filmskaber, og dermed er det også vigtigt at forstå sit ophav og sine erindringer, som er med til at forme os til dem, vi er. Det er på Filmskolen, jeg har lært mest om mig selv som menneske og instruktør,” siger Anna Eline Friis-Rasmussen, der i Desire skildrer et kvindeligt kærestepar i sengen.

”Vores tradition har netop for øje at arbejde med det personlige filmsprog. På Filmskolen er der meget frihed, men med frihed følger der også et ansvar. Vi er som jagerpiloter, altid klar til at sadle om. Vi arbejder med en virkelighed, der i princippet kan vælte for fødderne af os.”

De magiske øjeblikke
Dokumentaristerne så deres verden vælte, da coronakrisens indtog i Danmark begyndte at få konsekvenser for de sidste projekter på Filmskolen.

Afgangsfilmene er i forvejen underlagt strikse regler. Over en periode på to uger har eleverne blot fem dage at optage deres film i. Det er meget kort tid, når det gælder virkeligheden, som i sagens natur er uforudsigelig.

Skal man indfange de magiske øjeblikke, som dokumentargenren ånder for, kræver det tid og tålmodighed.

Afgangsholdet nægter at bruge coronavirus som en undskyldning, men pandemien har uden tvivl spillet en stor rolle for optagelserne.

”Som dokumentarist skal man kunne følge med virkeligheden, og det har vi også gjort. Men jeg havde planlagt en helt anden film, som skulle optages forskellige steder ude i byen,” siger Jarl Therkelsen Kaldan, der i Refugium går han tæt på en ung kvinde og hendes sorgarbejde.

”Men det var ikke muligt, da stederne var lukket ned. Jeg måtte tage en hurtig beslutning og nøjes med at skildre min hovedperson og hendes veninde på én lokation, nemlig Skjoldenæsholm, en gammel herregård, som nu er hotel og konferencecenter. Det er blevet en anden type film, men jeg er stolt over resultatet.”

Længsel efter nærhed
Josefine Exner har med En film, der måske handler om fremtiden sat et parforhold under en humoristisk lup.

”Forsamlingsforbuddet op til optagelserne i februar gjorde det tæt på umuligt at caste og skabe fortrolighed med nye mennesker, da vi ikke måtte mødes fysisk med mennesker uden for vores egen sociale boble,” fortæller Josefine Exner.

Marina Vorobyeva mener, at coronavirus har været med til at påvirke temaerne i afgangsfilmene.

”Vi har alle savnet nærhed, og så laver vi disse film, som især handler om nærhed. Den længsel efter nærhed må alle have følt. Vi har tilpasset os og fundet muligheder midt i benspændene. Og jeg ser vores seks film som yderst samfundsmæssigt relevante,” siger Marina Vorobyeva.

Jarl Therkelsen Kaldan er enig.

”Det er vigtigt, at der også er plads til at fortælle mindre historier. Den menneskelige psyke har en væsentlig indflydelse på store beslutninger i vor verden. De beslutninger, der får kolossal indflydelse på samfundet, er taget af mennesker, som har det på en eller anden måde. Vi skal kunne tage den psykologi og de følelser alvorligt, før vi kan forstå de større perspektiver.”

Brug for mere tid
Arne Bros poetiske og personlige linje har i årevis banet vejen for danske dokumentarfilm, og hans arbejde blev i 2019 belønnet med en Æres-Bodil.

Men hvad nytter det, at eleverne ser deres afgangsfilm som et eksperiment, hvis omverdenen forventer noget andet?

”De tre-fem optagedage vi får til at lave afgangsfilmene har ikke været de bedste rammer for at vise branchen, hvad vi kan. Især fordi man sjældent arbejder med så korte tidsrammer i dokumentarfilm. Og derfor kan man måske godt tale om, at der er en unødig kløft mellem os og branchen. Jeg tror, det vil gavne de fremtidige årgange på dokumentarlinjen, hvis de får mere tid til at optage deres afgangsfilm,” siger Søren Brydesen.

Løbende visning af de film, der bliver produceret undervejs i uddannelsen, er også en måde at åbne dokumentaristernes verden for publikum.

”I stedet for at gøre afgangsfilmene til et visitkort til branchen giver det for mig at se langt bedre mening at vise flere af elevernes film offentligt gennem de fire år på filmskolen,” siger Josefine Exner og tilføjer:

”Tematikkerne i de seks afgangsfilm er slet ikke repræsentative for alt, hvad vi kan og vil fortælle om. De seks film er et resultat af følelsesmæssige og fysiske omstændigheder. Vi kommer til at lave film om alt muligt – også i fremtiden.”