Man ved jo aldrig med ham Ole ...

Tænk på Carl, den stakkels dreng i Vikaren. Først mister han sin mor, der sludrer lidt for hyggeligt med sin søn, mens hun kører i bil, og derfor overser en lastbil. Og som om det ikke var rigeligt, forelsker Carls enlige far sig i et glubsk rumvæsen, der har forklædt sig som en jordling.

Eller tænk på Martin og Jens i Nattevagten, to kyniske unge mænd, der hylder Nietzsche og frasiger sig ethvert ansvar for noget som helst. Indtil de en dag krydser en seriemorders veje og får vendt grundigt op og ned på deres livsanskuelse.

Eller tænk lige en gang på hovedpersonen i Kærlighed på film, Jonas, en ganske almindelig familiefar med en sød kone, to søde børn og en tiptop lejlighed i Ørestad. Han er vidne til en trafikulykke og forelsker sig hovedkulds i et af de hårdt kvæstede ofre, en smuk ung kvinde, hvorefter han forlader sin familie på jagt efter et nyt eventyr i tilværelsen.

Ole Bornedal er ikke mild over for sine omgivelser. Han kaster gerne sine filmfigurer ud af i omvæltende oplevelser. Og han gør det med tilpas megen humoristisk distance til, at man fornemmer en småpervers glæde. Det betyder ikke nødvendigvis, at Bornedal er en pervers stodder eller et dumt svin. Han holder bare af konfrontationerne og sammenstødene, og han betragter det afgjort ikke som et af sin karrieres nederlag, at en skoledreng blandt testpublikummet til Vikaren fik et psykisk knæk af at se filmen.

Tal til kroppen
Den 48-årige Nørresundby-knægt har en særlig glæde ved at udfordre og provokere, og han har intet imod at være åbenmundet og åbenhjertig i en ellers meget flink dansk filmbranche, der hellere bagtaler end udtaler. Som når han i et nyligt interview i Berlingske Tidende erklærer, at han finder dansk film kedelig, og at der "edderbankme skal være tale om en god historie, før jeg gider se en film, der foregår i et samtalekøkken i Rødovre".

Sådan en proklamation provokerer.

"Hold kæft, jeg fik nogle reaktioner på den udtalelse," som han konkluderer med et drilsk smil, der i hvert fald ikke udtrykker anger. Det pirrer utvivlsomt også en del danske filmfolk, at han hylder Hollywoods professionalisme og hang til fantasifulde historier på bekostning af traditionel dansk realisme.

"Hvorfor er det i det her land seriøst, hvis man keder sig, og hvorfor overfladisk, hvis man gør det modsatte? Hvorfor er 'kommerciel' et fy-ord?" spørger Bornedal med polemisk reference til debatten om, hvorvidt filmstøtten herhjemme er ved at dreje i kommerciel retning.

"Det eventyrlige må gerne være eventyrligt og det dramatiske må gerne være dramatisk - så enkelt er det. På både teater og film har jeg altid opereret med, at scenerne, karaktererne og æstetikken skulle være næsten fysisk påtrængende. Hvis noget er mit varemærke er det, at dramatikken i langt mindre grad skal tale til hjernen og i højere grad til hjertet, til kroppen."

Drillepind nummer to
Lars von Trier kan uden problemer påhæfte sig titlen som Den største Provokatør og drillepind i dansk film. Men Bornedal følger på en nogenlunde lige så sikker andenplads på hitlisten over danske filmdrillepinde, som ret beset er en top 2.

Bornedal er en outsider. Han har ingen uddannelse fra Filmskolen. Han sidder på det lille Thura Film på Østerbro i København, langt fra de to filmcentre, Filmbyen i Avedøre og Nordisk Film i Valby. Og bortset fra hans litterære filmatisering, Jeg er Dina (2002), der passede forbavsende fortrinligt ind i dansk films traditioner for kostumedramaer, har gyseren Nattevagten (1994), science fiction-komedien Vikaren og thrilleren Kærlighed på film vist en stor selvstændighed på dansk grund.

Paradoksalt nok er Bornedal blevet en af dansk films tydeligste personlige (drille)penne og stærkeste auteurs ved at vende sig mod Hollywoods genrefilm snarere end klassisk europæisk art cinema. Som hans egen PR-dame siger med et smil: "Man ved jo aldrig med ham Ole ..."
"En drillepind? Næh, jeg siger jo bare, hvad jeg selv føler. Hvis nogen her i landet spørger mig, hvad jeg kan li' og ikke li', og jeg siger det, så bliver folk frygtelig sure," konkluderer Ole Bornedal og understreger dermed, at han er en drillepind.

Angrebet på fobierne
Provokatør og drillepind skal forstås bredt. Bornedal er filminstruktør, entertainer, kunstner og mediepersonlighed, før han er drillepind og provokatør, men hans evne til at udfordre og bringe urin i kog er bestemt ikke en uvæsentlig side af hans udtryk. I sin mest positive forstand er at "provokere" og "udfordre" det samme som at skabe refleksion og reaktion.
 Den trang - eller evne - har Bornedal også vendt mod sig selv. Hans radiomontager for DR i 1980'erne, for eksempel Apokalypse, min elskede og Knust, kværn og kvæstet, var grænseudforskende, og i et interview i Weekendavisen i 1999 nævnte han, at han i sine historier gik efter at angribe og udfordre sine fobier.

"Jeg tror faktisk ikke, jeg har nogen fobier længere", funderer Bornedal. "Da jeg var dreng, led jeg af en eller anden grund af en angst for at blive syg. Jeg var bange for hospitaler, og jeg var enormt bange for, at min mor skulle dø af cancer. Det var en rædsel for mig gennem hele min barndom, og jeg lavede mit eget fadervor ved siden af det egentlige fadervor, som jeg bad hver aften: 'Fadervor, du skal beskytte min mor og mine nærmeste.'"

"Senere, da jeg flyttede til København som attenårig, skulle jeg altid ta' bus 14 ud til universitetet på Amager, og den kørte forbi Kommunehospitalet, hvor man nogle gange kunne se, at der var tændt operationslamper på anden sal. Jeg kunne simpelthen ikke køre den vej; jeg var dødsensangst for det der. Så jeg tog altid 1'eren, der kørte ad St. Kongensgade i stedet for."

"På et tidspunkt skulle jeg have mig et studenterjob, og det eneste, jeg kunne få, var som rengøringsassistent på Rigshospitalet. Jeg troede, jeg skulle tørre støv af på nogle senge, men jeg fik straks jobbet med at gøre rent på operationsstuerne om aftenen, når alt var lukket ned. Det var jo virkelig et seriøst Hitchcock-setting, at gå der og se alle instrumenterne og se alt blodet og stå og tørre det op. Det fortalte mig en banal sandhed om at i det øjeblik, du går ind i en fobi, forsvinder den."

Den ultimative sorg
"Få år senere fik min mor naturligvis den fatale cancer, som jeg hele mit liv havde gået og bedt Gud, om ikke nok han ville være rar at forskåne hende for, og pludselig sad jeg på - og levede på - et hospital i måneder, hvor jeg holdt hende i hånden, og hun mistede alt håret og lignede ingenting til sidst. Jeg sad alene klokken 2 om natten på hospitalet, da hun udåndede, og jeg sad og bad hende om at forlade sin krop og hørte hendes åndedræt blive langsommere og langsommere og forsvinde og blive borte og væk. Til sidst lå min mor død foran mig."

"Så jeg har oplevet det værste; at sidde med sin mor i armene og be' hende om at dø! Det er et eller andet sted ultimativt."

"Derfor tror jeg, at jeg har et overskud over for de petitesser af kriser, der opstår i vores meget meget, meget airbaggede tilværelse i Skandinavien. Og derfor vil jeg gerne fortælle nogle historier, der viser, hvor langt ud det kan komme, eller hvor grotesk verden lynhurtigt kan blive. Det kan godt være Kærlighed på film er en sindssyg rejse for hovedpersonen Jonas, men på den anden side er der mange mennesker, også i Danmark, der oplever sindssyge rejser - pludselig at befinde sig i det forpulede trafikuheld, og hvor hele verden bliver vendt op og ned."

Nye billeder, nye bevidstheder
Det forpulede trafikuheld - metaforen for det uberegnelige, der pludselig griber ind i vores tilværelse - optræder med stor effekt i Ole Bornedals anden film i 2007, kærligheds-thrilleren Kærlighed på film. Det er en ambitiøs og voldsom - og jo, provokerende film. Så langt er Bornedal helt med på at blive kaldt provokatør.

"Kærlighed på film er provokerende, fordi den vil gøre, at alle ægtepar, eller alle par, på et eller plan må blive provokeret til at se hinanden i øjnene, og sige 'okay, hvordan har vi det så?' Bilka-scenen, hvor Jonas fortæller sin kone, Mette, at han bliver nødt til at forlade hende, har en ufattelig underspillet brutalitet i og med, at de er sat i en scenografi, Bilka, som alle genkender. Jeg oplevede det allerede, da vi optog scenen, hvor en lysmand måtte gemme sig. Han ville simpelthen ikke se Charlotte Fich som Mette i den tilstand. Så jeg håber og tror, at sådan en scene er ekstremt provokerende. Den viser livet, som det er. Hvis man skal lave seriøs filmkunst inden for min begrebsverden, handler det om hele tiden at skubbe publikum derud og sige 'sådan ser livet kraftedme ud, mand!' i stedet for at synge vuggeviser og købe biler med tolv airbags på vej hen for at ta' fjorten vaccinationer, fordi man skal til Mallorca. Tilværelsen er glæde i det ene øjeblik og rædsel i det næste."

"Der er også noget fantastisk ved det. Stanley Kubrick har jo haft handlinger i sine film, som qua sin æstetik har lavet nogle forrykninger i vores måde at opfatte verden på. Det er måske mest det, jeg prøver på, at bringe indholdet ud i nogle æstetiske grænser, hvor æstetikken går hen og skaber nye billeder og nye bevidstheder. Det er derfor, jeg har så meget imod socialrealistiske film, fordi de viser mig bare tilværelsen, som den er, i hvilken som helst lejlighed i Høje Gladsaxe. Det er jo bare at ta' et tv-kamera og gå rundt og filme folk, mens de spiser aftensmad. Det interesserer mig overhovedet ikke at se verden, som den tilsyneladende ser ud.

Drømmere på Ringvej 20
"Verden interesserer mig i dens absurde evne til at skabe sammenstød. Jeg har altid elsket surrealisterne. Allerede som tolvårig begyndte jeg at læse André Breton og se på alle de der billeder af vanskabt virkelighed, som er fuldstændig genkendelig. Man genkender jo alt på de billeder. Det er alt det, dramatik handler om i mit univers: At du genkender noget, som du aldrig har set før, det er pointen. At begynde at lave en afspejling af noget, der findes, er fløjtende uinteressant, medmindre det er en dokumentar, som sætter tingene op på nogle bevidsthedsudvidende og smarte og politiske måder."

Hvor ligger styrken så i Kærlighed på film?

"I selve temaet, der handler om, at i vores del af verden handler din dag ikke om, hvor du skal få din havregrød eller dine linser fra. Den handler om alle de drømme, vi er opfyldt af, og alle de længsler, der ligger i os. Jeg tror, vi alle sammen rummer en tanke om, hvordan det vil være at leve et andet liv eller om at det liv, vi lever er for lidt, og at vi gerne vil leve flere liv. Filmen handler om alle de drømme, der kører rundt ude på Ringvej 20 hver morgen, som er på vej til et job. Så holder man der i kø og kigger på hende, der sidder ved rattet i bilen ved siden af og tænker: 'Hvordan vil det være at kneppe hende? Eller ham? Eller hvad nu hvis jeg bare fortsatte sydpå?"

"Hvorfor bliver Forsvundne danskere det mest sete danske dokumentarprogram? Det er et fantastisk program, meget rørende. Jeg har siddet og tudet tre-fire gange til Forsvundne danskere, fordi man oplever de her drømmere, de her skæbner, som brød op og gik efter deres drøm. De er i visse tilfælde nogle forpulede røvhuller, som jeg ikke har nogen respekt for, men alligevel må jeg sige: 'Okay, det var deres valg, de tog en anden identitet!' De blev sikkert ikke lykkeligere af det, og problemet er, at vi bliver nok ikke lykkeligere af det, men vi er jo alle sammen hele tiden på jagt efter lykke, og når så vi har opnået den fede bil eller den gode lejlighed og den dejlige kæreste, er det jo bare en indbygget menneskelig mekanik, at vi gerne vil have mere."

Fortælleren omkring bålet
Selv er Bornedal ikke i tvivl om, at Kærlighed på film er den bedste film, han har bedrevet "fordi den rummer æstetikken, kunsthåndværket, fortællingen, psykologien, dialektikken, dualiteten og paradokserne og den spiller på mange flere skalaer på mange flere niveauer". Det er sjældent, man hører nogle i den danske filmbranche "puste sig op", selv i så forholdsvis uskyldig skala. Er det en bevidst provokation?

"Nej nej, jeg har skabt noget stort for mig selv, men jeg ved ikke, om jeg har skabt noget stort værk. Det tør jeg sgu ikke at sige," udbryder Ole Bornedal og antyder en ydmyghed.

"Det væsentligste er, at der er nogen, der gider se mine film. Det kan godt være, at jeg synes, jeg har skabt mit største værk, men hvis kun 15.000 mennesker ser det, er det et flop. Så har jeg misbrugt egne og andres midler. Man skal have en ydmyghed over for sit publikum."

"Hvis vi forestiller os, at vi i dag er hulemennesker, der sidder omkring et bål, så er der nogle, der tager sig af at skaffe føde, nogle der tager sig af madlavningen og nogle, der tager sig af ungerne. Og så skal der være en fortæller omkring bålet. Det er mig. Jeg skal fortælle historier, så verden bliver nemmere for resten af mine stammefrænder at være en del af. Når de fryser, skal jeg kunne fortælle en historie, så de får varmen. Og hvis jeg ikke er i stand til det, vil de alle gå deres vej og jeg vil sidde og fortælle for mig selv. Og hvis jeg får 25 millioner kroner til at lave en historie og den ikke bliver set af nogen mennesker, så har jeg simpelthen fejlet, seriøst. Så kan jeg sidde her og spille pik og synes 'hold kæft, hvor var det en fed oplevelse', men så er der noget helt galt."

"Der er en art house- og kritiker-tendens, der omtaler kommercialisme og kunstnerisk væsentlighed som to absolut uforenelige størrelser. Men hvorfor er ambitionerne ikke så absolut høje, at man laver store fortællinger, som folk virkelig gerne vil se? Kunstnerisk umådeligt væsentlige film til et stort publikum? Den kombination fungerede sådan set meget godt for Mozart, Michelangelo, Beatles, Picasso, Coen-brødrene, Polanski og Coppola. Man skulle da være et skarn, hvis man dømte dem overfladiske."

Med de ord sender Ole Bornedal en provokerende hilsen til den del af den danske filmverden, der nægter at skele til publikumstal, men insisterer på kunstnerisk væsentlighed. Måske bevidst, måske ubevidst. Selv afviser han at være specielt provokerende eller drillende. Men sådan skal det naturligvis være. Hvis han blot accepterede at blive udråbt til drillepind, ville han jo ikke være en ægte drillepind.