Nyhed
24. feb. 2011 | 09:25

Mand skudt for at spise popcorn i biffen

Lettisk mand skudt under en visning af ballet-dramaet Black Swan. Årsagen skal findes i de knasende og larmende popcorn.
Af Mika Ito Bruun

Vi kender alle til den irritation, der opstår i biografen,
når sidemanden spiser et kæmpemæssigt bjerg af knasende popcorn, og man bare ønsker at se filmen i ro og mag.

Det er dog gudskelov de færreste, der griber til så voldsomme reaktioner, som en ung mand i Letland gjorde lørdag aften.

Skud i salen
Under rulleteksterne til visningen af den Oscar-nominerede psykologiske ballet-thriller Black Swan trak en ung mand en pistol og skød sin sidemand.

Flere blandt publikum tilbageholdt gerningsmanden og ringede straks efter politiet og en ambulance.

Offeret, en 42-årig mand, døde senere af sine kvæstelser.

Ifølge nyhedsbureauer har politiet i Riga anholdt en 27-årig mand, der mistænkes for at have dræbt den 42-årige.

Støjede med popkorn
Sagen er under efterforskning, og de konkrete omstændigheder omkring skuddramaet er stadig noget uklare.

Men vidner har til det lettiske nyhedsbureau Leta udtalt, at optøjerne startede, fordi den skudramte støjede med sine popcorn under den intense film.

Ifølge The Guardian er den mistænkte uddannet fra politiskolen og har en doktorgrad i jura fra universitetet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko