Manden bag stråmanden er død

Den britiske instruktør og forfatter Robin Hardy døde i fredags, 86 år gammel. Han var aktiv frem til sin død, men huskes bedst for kultmesterværket The Wicker Man.

Filmen har fået navn efter sin chokerende slutscene, hvor en gigantisk stråmand afbrændes som et høstoffer til solguden. Herhjemme fik den et tilsvarende malerisk navn: Offerfesten.

Hardy, der blev født med det fornemt klingende navn Robin St. Clair Rimington Hardy, havde en opvækst på farten med sin omrejsende alenemor. Han studerede kunst i Paris og rejste derefter til Canada og USA, hvor han instruerede dokumentarer og reklamefilm til tv.

Da han vendte tilbage til London, oprettede han et produktionsselskab sammen med sin ven, teaterforfatteren Anthony Shaffer, der var tvillingebror til Amadeus-forfatteren Peter Shaffer, der døde i sidste måned. 

Da Shaffer opnåede succes i filmbranchen med manuskripterne til Hitchcock-thrilleren Frenzy og mysteriefilmen Sleuth, kastede han sig over manuskriptet til The Wicker Man, som Hardy efterfølgende instruerede.

Religionskritik
Filmen, der fik premiere i 1973, følger den kristne politimand Howie, der sendes til de fjerntliggende Hebrider vest for Skotland for at efterforske en lokal piges forsvinden. Da han ankommer, står det imidlertid hurtigt klart, at det lokale øsamfund ved mere om pigens skæbne, end de vil fortælle.

Frem for at følge i Hammer-filmenes fodspor og dyrke den gotiske gysertradition med dens vampyrer og varulve hentede Hardy og Schaffer inspiration i den præ-kristne keltiske mytologi og lader uhyggen udspringe af makabre hedningeritualer.

Da Howie opgraver, hvad han tror er pigens kiste, finder han således en død hare. 

Chokgyset er dog underordnet det nærmest antropologiske portræt af egnens skikke og sange og en religionskritisk kontrast mellem den promiskuøse naturtro og kristendommens afholdenhed.

Man glemmer sent scenen, hvor Britt Ekland danser en lystig nøgendans foran døren til Howies værelse, mens den jomfruelige betjent tapsveder på den anden side.

Omgærdet af rygter
Det var kun passende, at filmen i 1973 fik premiere sammen med Nicolas Roegs Rødt chok, en tilsvarende erotisk gyser og vel nok den eneste film, der kan gøre The Wicker Man rangen stridig som 70’ernes bedste engelske gyser.

At The Wicker Man blev vist i en nedklippet version og som b-film i et dobbeltprogram, hvor Rødt chok var hovedattraktionen, er kun kommet filmen til gavn. De bedste kultfilm har ofte en lang og snoet vej til berømmelse.

Der verserede rygter om, at Hardys oprindelige version var nedstøbt i cement under en motorvej. Ifølge et andet rygte forsøgte Rod Stewart at opkøbe negativerne for at destruere Britt Eklands nøgenscener – de to var kærester i midt-70’erne. 

Allerede i 1977 havde Hardy samlet et director’s cut af filmen, der blev hyldet i genreblade som ”horrorfilmenes Citizen Kane”. Da hjemmevideo-markedet boomede i 1980’erne, dukkede The Wicker Man op i en forlænget udgave på piratkopierede bånd, der aldrig siden er blevet udgivet.

En ny generation af fans blev præsenteret for filmen i 2006, da den blev genindspillet i USA med Nicolas Cage i hovedrollen. Resultatet var ufrivilligt morsomt og dermed vellykket i den forstand, at det mindede publikum om, hvor gennemført originalen er.

Den svære opfølger
Mens The Wicker Man langsomt blev et kultfænomen, var Hardy rejst tilbage til USA, hvor han arbejdede som tv-tilrettelægger. Som forfatter lagde han pen til romaner som The Education of Don Juan fra 1981 og musicalen Winnie, der handler om Winston Churchill.

Som instruktør lavede han blot to film mere: seriemorderfilmen The Fantasist (1986) og The Wicker Tree (2011), som er en slags fortsættelse til The Wicker Man. Den første blev modtaget med løftede øjenbryn, mens den anden skuffede instruktørens fans. 

I 2013 var der premiere på en restaureret udgave af The Wicker Man, der af Hardy blev kaldt filmens ”final cut”. Men fans ærgrede sig: Denne version er ti minutter kortere end den lange udgave, man engang kunne finde på piratbånd.

Op til sin død arbejdede Hardy på to sideløbende projekter: en graphic novel-udgave af The Wicker Man baseret på hans oprindelige storyboards og en tredje film i Wicker Man-trilogien, der skulle være foregået på Shetlandsøerne og omhandlet nordisk mytologi. 

Sidste år forsøgte han at crowdfunde filmen på IndieGogo. Ud af et mål på 210.000 dollars lykkedes det at rejse lidt over 8.000 dollars.

Folk horror
En generation af filmskabere lod sig inspirere af The Wicker Man, der i dag hyldes sammen med heksefilmen The Witchfinder General og The Blood On Satan’s Claw som de bedste eksempler på subgenren ”folk horror”.

Edgar Wright lod sig tydeligvis inspirere af filmen, da han lavede politikomedien Hot Fuzz. Og horrorinstruktøren Ben Wheatley har også skelet til The Wicker Man, mest tydeligt i debutfilmen Kill List.

I maj udsendte rockgruppen Radiohead en musikvideo til deres sang Burn the Witch, der i dukkeformat ironiserer over The Wicker Man.