Manden, der knaldede en kamel

Jeg sidder inde i et iskoldt lokale på Loews Regency-hotellet, sammen med to andre journalister, en midaldrende tysk overvægtig kvinde, der snakker højlydt i telefon, og Thassos, en lille, græsk fyr med mørkt krøllet hår. Thassos sidder uroligt på stolen ved siden af mig og tørrer sved af panden med en hvid serviet med Loews logo. Han kigger ned i sine papirer, skriblede til med noter og spørgsmål, og små tegninger af heste.

”Psssst, PSSSST”, han skubber til min stol — ”hvis jeg besvimer, når han kommer ind i rummet, vil du så ikke smide vand i hovedet på mig?”

Han rækker ængsteligt en flaske vand hen imod mig — seriously!

"Øhm," jeg kigger mig omkring for at se, om der mon ikke er en anden, der tilbyder sin assistance. Det er der ikke.

”Okay” siger jeg tøvende og ser mig selv springe op fra stolen og tømme en flaske Pellegrino ud over livløs bøsse på gulvet, foran PR-damer og bodyguards og Gerard Butler. Jeg håber, det ikke bliver nødvendigt. ”Han er bare så dreeeeeamy,” sukker Thassos, ”those eyes.” Han kigger henført hen på Gamer- plakaten, der prydes af Butlers ansigt.

Thassos er ikke ene om at elske Gerard Butler. På få år er skuespilleren skudt til tops på Hollywoods A-liste. Han har spillet alt fra blød, romantisk fyr (P.S. I Love You) over kæphøj, chauvinistisk TV-personlighed (The Ugly Truth) til forpint fantom (Phantom of the Opera) og drabelig vampyr (Dracula 2000).

Men det var rollen som den græske Kong Leonidas i superhittet 300, der for alvor slog hans navn fast som én af de mest populære — og bedst betalte — mandlige skuespillere i Hollywood. I sin nye film Gamer, en hightech, science-fiction-thriller, spiller han en benhård, men følsom kampmaskine.

En rigtig mand
Da Butler træder ind i lokalet, er det første, jeg — og alle andre, er jeg sikker på — lægger mærke til hans krop. Han er næsten to meter høj, bredskuldret, veltrænet uden at være overpumpet. En really, fucking goodlooking guy, en rigtig mand. Hans blågrønne øjne lyser op, når han smiler, og det gør han hele tiden.

”Hey guys, tusind tak for, at I ville komme,” siger han, mens han med lange skridt går rundt om bordet og trykker os i hånden. Min lille pigehånd forsvinder langt væk ind i hans varme kæmpenæve. Thassos ser ud, som om han er på vej til at dejse om, da Butler ligger hånden på hans skulder og spørger, hvor han er fra. Jeg føler mig også lidt svag i knæene.

”Jeg snakkede lige med en israelsk fyr ude i gangen,” begynder han, inden nogen når at stille et spørgsmål, og læner sig tilbage i stolen, tilsyneladende fuldstændig ligeglad med kameraer og diktafoner og den lille, strengt udseende PR-dame, der vimser rundt om ham.

”Han mindede mig om den her film, jeg engang var med i. Jewel of the Sahara af en israelsk instruktør (Ariel Vromen, red.).”

Butler hikker allerede af grin.

”I min vigtigste scene skulle jeg knalde en kamel ... ha ha ha ... det er første gang, jeg nogensinde har gjort det!” Hans latter buldrer ud over lokalet. Thassos og jeg kigger forvirrede på hinanden. PR-dame er stram i betrækket.

Fordrukken advokat
Gerard Butler er oprindelig fra Glasgow i Scotland, hvor han voksede op med sin mor og søskende. Hans forældre blev skilt, da Butler var helt ung, og faren — en charmerende, men utilregnelig bookmaker — forsvandt ud af hans liv i fjorten år. De blev genforenet, da Butler var seksten, men få år efter døde faren af kræft.

Butler, der var blevet færdig som advokat, kastede sig hovedkulds ud på festscenen og drak sig fra sans og samling mange gange om ugen. Han hadede sit job som advokat, festede ukontrollabelt. Han har tidligere udtalt, at denne periode i hans liv, var et dybt sort hul, som han ikke husker meget af.

Tilfældigheder og en uvillighed til at tage til takke med dét liv, han havde skabt for sig selv, ledte ham til teatret i London. Det blev begyndelsen på hans skuespillerkarriere.

Livets skole
Gerard Butler har ikke megen formel skuespillertræning. Han siger selv, at livet har lært ham mere, end nogen skuespillerskole kunne have gjort. Og han trækker på personlige erfaringer i alle de roller, han spiller.

”Alle de personer, jeg har spillet, repræsenterer en lille del af mig selv. Jeg kan være super, hyper maskulin og kæphøj og synes, at jeg er the shit. Men på den anden side har jeg også mine dæmoner og lange perioder, hvor jeg trækker mig mere ind i mig selv og reflekterer og er trist og ikke kan finde ud af, hvad meningen med livet er.”

”Jeg kan føle mig meget ensom og totalt utilstrækkelig. Men de følelser kan jeg bruge i mit job. De gør det mere ægte. Ingen mennesker er endimensionelle, vi har alle de her sider i os, tror jeg, nogle mere end andre. Og jeg har nok personligt materiale at trække på, til enhver rolle, der skulle komme min vej.”

Pengegriske psychos
I Gamer har ny nanoteknologi banet vejen for groteske online-spil, hvor spillerne — almindelige mennesker med penge på lommen — kontrollerer og ”spiller” andre mennesker. I det mest populære spil Slayers udlever millioner deres voldeligste fantasier online foran et globalt publikum. Virkelige livstidsfanger kæmper mod hinanden til døden, kontrolleret af spillere udefra.

Kable er superstjerne og en kultfigur i Slayers. Han er kontrolleret af den rige teenager Simon, der har ført ham til sejr uge efter uge. I filmen følger vi Kables kamp for hævn, frihed og genforening med sin familie.

— Hvorfor sagde du ja til at spille Kable i Gamer — hvad var appellen ved filmen?

”Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg med det samme, at det var et projekt, jeg ville være med til. Jeg havde aldrig før læst noget i den stil, det var helt nyt, og den verden, som Gamer præsenterer — du ved, hightech, virkelig cool — ville jeg gerne være en del af. Jeg elsker, at det ikke bare er endnu en action-film. Det er mere interessant, når en film også sætter nogle tanker i gang.” 

”Det gør Gamer. Den sætter spørgsmålstegn ved ikke bare den teknologiske udvikling, men også menneskeheden og den dér tendens til fuldstændig ukritisk at springe på alt, der er nyt og spændende uden at tænke. Hvor langt vil vi egentlig gå for at blive underholdt, få vores kick, vores adrenalinfix? Hvordan vil vi håndtere en teknologi som den, filmen præsenterer? Hvor går grænsen?”

— Tror du, at et spil som Slayers kunne blive en realitet en dag?

”Det er svært at sige, om det lige netop vil blive dét scenarie, men det kan ikke udelukkes. De spil er en forlængelse af, hvad vi allerede ser nu. Tænk på spil som Second Life for eksempel Okay, vi indopererer måske ikke ligefrem chips i hovedet på folk og sætter dem til salg, så rige mennesker kan få deres perverse kicks — men jeg tror, at hvis teknologien bliver tilgængelig, så skal der sgu nok være nogle pengegriske psychos derude, der finder ud af at brande det, så det bliver hipt og smart, og alle vil spille.”

Lavede egne stunts
— Hvordan var det at være med i Gamer i forhold til for eksempel 300?

”300 var en helt andet oplevelse. Begge film var fantastisk spændende at lave, men i 300 brugte vi green screen det meste af tiden, hvor vi i Gamer var ude på location. Så i 300 ville instruktøren for eksempel sige ’Gerry, se derover på den brændende landsby. FEEL IT!’ Og jeg ville prøve at få alle de her følelser frem i mit ansigt, selvom jeg stod og kiggede på ingenting. Og måske netop derfor blev jeg ekstra imponeret, da jeg endelig så det færdige resultat. Jeg var virkelig sådan — det her er fantastisk!”

”I Gamer, derimod, filmede vi det meste på location, og jeg lavede næsten alle stunts selv. På et tidspunkt filmede vi på en parkeringsplads og Taylor og Neveldine (instruktørerne, red.) tømte pladsen for folk, råbte ’okay, alle går tilbage, bliv bag den røde linje, på med hjelme, sikkerhedsbriller og beskyttelsestøj. Bliv bag den røde linje! Okay, Gerry, så kan du godt gå derud.’ Og så stod jeg ellers der, totalt alene, på den her kæmpe plads og talte ned, ’tre, to, én,’ og så sprang en bil i luften lige foran mig, en kæmpe eksplosion. Det var så fedt, metalstumper fløj rundt over det hele, larmen var øredøvende, flammerne brændte min hud — og det så skide godt ud!” griner Gerard Butler.

Den irriterende PR-dame hvisker noget i hans ører og peger befalende på sit ur. Vores tid med Gerard Butler er gået. Han skal videre til næste interview.

Inden han når ud af døren, spørger jeg: ”er der noget, du ikke ville gøre i en film?” Han standser, tænker sig om: ”Well ... I wouldn’t fuck a mouse! Ha ha ha!”

Latteren følger Butler ud af døren.