Månedens film: Stykke for stykke

Helene er påklæderske, hun er bare nitten år og forelsket. Desværre er skuespilleren Alex, som hun har kastet sin kærlighed på, gift med kollegaen Erika, der også optræder på teatret, endda i det samme stykke.

Den historie er nok nogenlunde lige så gammel som kønsdriften og kan være vanskelig at puste nyt liv i.

Kærlighed, jalousi, begær og ulige magtforhold er grundstoffet i meget af den store kunst, på teatret, i litteraturen og filmen.

Og så sandelig også i den mindre lødige del af underholdningsindustrien, hvor overlægen nedlægger den unge sygeplejerske, og kontorchefen fjanter rundt med kontoreleven og så videre i en lang uendelighed.

May el-Toukhys afgangsfilm fra Filmskolen, Stykke for stykke fra 2009, formår alligevel at gøre fortællingen om pigen, der kommer i klemme med sin første og naive kærlighed, frisk og levende.

Filmen kom ikke ind på Shortlistens top 10, men den kan ses på All Time Shortlist, og det fortjener den at blive.

Rollen som den unge kvinde Helene spilles af Julie Zangenberg med sødme og store og afvæbnende øjne. Det gør det bestemt ikke værre, at hun aldersmæssigt passer perfekt til rollen. Hun var kun tyve, da filmen blev indspillet, og ungdommens uforfærdede og ukorrumperede syn på livet og kærligheden står skrevet i hendes ansigt.

Over for sig har hun Alex, der ikke for første gang har udset sig en lækker, lille påklæderske som bytte. Hassan Preisler spiller ham, så man tror på, at han er forelsket i Helene, men måske endnu mere i forelskelsen selv.

Da hustruen finder ud af, hvad han har gang i og afgørelsens time er nær, er han veg og ude af stand til at vælge det nye og usikre kort. Ligesom utallige mænd (og kvinder), der har taget sig en smuttur uden for ægteskabets sikre og måske en anelse kedelige havn.

Andrea Vagn Jensen er den forurettede Erika, og hun er totalt overbevisende som den svegne, der rammes af erkendelsens forhammer: At der findes yngre modeller, der frister manden, og at ægteskabet ikke stod på så solidt et fundament, som hun troede og håbede.

May el-Toukhy har en fortid på teatret og har et fint og præcist blik for både rutinerne og magtforholdene på teatret. Og som en lille ekstra godbid optræder Alex og Erika i stykket Farlige forbindelser, der netop handler om en ung kvinde, der bliver ofret i en kærlighedsintrige, hun ikke har en chance for at gennemskue.

Stykket er baseret på Choderlos de Laclos roman fra 1782, og det har været opført utallige gange på teatret, ligesom det har været forlægget for blandt andre Milos Formans film Valmont, Stephen Frears Dangerous Liaisons og Roger Kumbles Cruel Intentions.

Det, der slog mig allermest, dengang jeg så Stykke for stykke for første gang, er filmens visualitet.

Teatrets lange gange og mange hemmelighedsfulde rum. Kontrasten mellem de farverige gevandter på scenen og de sortklædte tjenende ånder, der med en lille lommelygte i munden hjælper stjernerne af og på med deres kostumer på bagscenen. På et vist sted i filmen er der nærmest tale om et skyggespil, hvor personernes konturer ses i grotesk forstørrelse på scenerummets bagtæppe.

Uden for teatret er det vinter og forjul, og Kongens Nytorv stråler med skøjtebane og træer fulde af lys. Et syn, der er savnet og forbliver et længselsfuldt minde, mens Metrobyggeriet okkuperer Københavns smukkeste plads.

May el-Toukhy er i fuld gang med forberedelserne til sin første spillefilm Lang historie kort, som hun har skrevet sammen med Maren Louise Kähne. En film, som jeg har støttet på vegne af Filminstituttet, og som jeg glæder mig meget til.

Stykke for stykke er en god grobund for høje forventninger til instruktøren og hendes evner til at skabe film af høj kvalitet.