Månelandingen skal ses med ørerne

Du er stensikker på, at du snart styrter ned. Også selv om biografsædet både er velourblødt og behageligt. Men lyden i den lille rumraket oppe på lærredet smadrer dig simpelthen. 

Neil Armstrongs prøveflyvning som astronaut skratter og bumler, så rystelserne omslutter biografsalen. 

First Man fra sidste år er en opvisning i, hvordan film sommetider skal ses med ørerne. Handlingen kan kritiseres for at betragte historien om verdens første månelanding den 20. juli 1969 med et alt for stort fokus på Armstrongs personlige liv. 

Men rent filmisk er First Man en ren nydelse. Gang på gang udvider instruktør Damien Chazelle om, hvad en rumfilm kan være i løbet af de 141 minutter, filmen varer. 

Lydene er så skræmmende, at tilskueren befinder sig på en rejse ud mod stjernerne.

Elefanter i rummet
Lige fra de første testflyvninger, hvor vinden river og flår i rumrakettens tynde metalplader, der omslutter Armstrong (en nøgtern Ryan Gosling), giver klanglydene én lyst til at lukke øjnene og bare være med på den vilde rejse.

Lukkes glughullerne i, vil bidske toner dukke op.

Nogle gange lyder rumrejse-forsøgene som en savanne, hvor vilde dyr slås om magten. Og det er ikke tilfældigt.

Chazelle ansatte ud over sin faste komponist Justin Hurwitz – som vandt to Oscar-statuetter for musikken i Chazelles La La Land – 42 lydfolk til arbejdet med First Man.

Holdet kom blandt andet frem til, at Armstrongs vrede over, at raketterne ikke vil, som han ønsker, skulle tilsættes noget dyrisk. Derfor er der elefantbrøl og hestetramp med i lydsporet undervejs. Det skaber en vilter bund i metalpladernes hvislen.

Savannen og NASA-arkiver
For at det hele ikke skulle blive alt for gak, gik lydfolkene også i andre retninger.

Neil Armstrong er i First Man en mand splittet imellem sorgen over tabet af sin datter og den sværmeriske vision om at ville til månen. Derfor kunne lydene også findes lige fra savannen og helt tilbage i 60’ernes NASA-arkiver.

Der er masser af virkelige optagelser fra dengang i First Man, og disse flettes sammen med mere moderne lydgengivelser, hvor fremtidens Armstrong’er udsættes for styrt i raket-simulatorer, så de ved, hvilket type job de er ved at træde ind i.

Missionen for First Man var, at lydsporet skulle være et sansebombardement, hvor tilskueren aldrig anede, hvad der ville ske i næste scene.

Missionen lykkes til fulde, selv om vi naturligvis godt ved, at Armstrong når til månen.

Den store bedrift
Naturligvis er det ikke første gang, at lyde er helt essentielle i filmverdenen.

Halloween, Den gode, den onde og den grusomme, Blade Runner eller There Will Be Blood får gang på gang lydentusiaster til at finde deres mentale dirigentstokke frem.

Men sjældent – ja, måske aldrig før! – har et filmhold formået at blande storladen musik med et lydarbejde, der knirker og vrinsker, så filmen kan opleves alene med ørerne.

Det er filmens helt store bedrift.

I stedet for at se på andre rumfilm bad Chazelle sit lydhold om at kigge på værker, hvor mennesker er fanget i små rum. De ledende rådgivere har siden forklaret, at særligt den tyske ubådsfilm Das Boot blev et forbillede, idet uroen breder sig, når de metalliske lyde banker vedvarende.

Lydsporet kombineres med inspiration fra en film som Saving Private Ryan og ikke mindst kunstneriske bedrifter, hvor man også føler sig fanget a la Sauls søn.

Begge film indeholder lyde, der mandsopdækker billederne og dirigerer dem i retning af en kolossal kulmination, som enten sigter imod tårer eller rædsel.

Stille eufori
Det er så lige netop her, Damien Chazelles First Man træder i karakter som et lydmæssigt mesterværk.

For mens den altså står på skuldrene af andre, tager månelandingsværket efter et par timer skridtet ud i et nyt territorium.

Da Neil Armstrong bevægede sig ud på månen i 1969, førte det til jubelbrøl over hele verdenen. Men efter en storladen musik op til selve månelandingen i First Man gengives selve øjeblikket, hvor mennesket for første gang nogensinde træder ud på månen, i stilhed.

Kun Armstrongs vejrtrækning og den sparsomme, nervøse kommunikation imellem astronauter og jordklode fornemmes.

Eufori og frygt i helt rolige omgivelser.

Hvis man lukker øjnene, er oplevelsen nervepirrende. Fornemmelsen af selv at være på månen er næsten endnu mere ubegribelig uden billeder, fordi lydarbejdet indtil da har været så skramlet og overgearet.

Ensomheden
Midt i det absolutte klimaks fjernes lyden for at beskrive den ensomhed, som vi alle kan nikke genkendende til.

Med et enkelt greb smelter Armstrongs mission sammen med hans personlige kriser og kampe, og First Man leverer et filmisk højdepunkt, som den slet ikke er blevet rost nok for.

I dette øjeblik løfter månelandingen sig helt op til … månen, og de ægte optagelser fra NASA’s arkiver, dyrelydene og rum-simulatorerne træder i baggrunden.

I mødet med det ukendte skabes det sublime. Man kunne kalde det et lille skridt for et menneske, men et stort spring for menneskeheden.