Maraton med Muhammed i moskéen

Projektoren virker ikke, så dokumentaren Homeland (Iraq Year Zero) er forsinket. Det giver plads til at snuse rundt i den nye moské på Vibevej i Københavns Nordvestkvarter, et rigtig arbejdersted med kebabsnedkere, skinkekuttere, værtshuse, tyrkiske caféer og mistænkeligt billige slikbutikker, der sikrer omsætning og liv i gaden døgnet rundt.

Og nu er der altså også kommet liv i moskéen. I det store bederum ligger et par skæggede herrer og ser op mod Mekka. Loftet glimter blåt og orientalsk. En værdig pendant til Mellemøstens mesterværker.

Det store rum, vi skal se film i, er godt fyldt op. Størstedelen af publikum er pænt klædt på og ligner universitetsstuderende. Fladskærmen er stor, men knap stor nok til, at alle kan se fra de opstillede stole. Særligt gør folks hoveder det svært at se de engelske undertekster, hvis man sidder lidt bagved.

Folk har købt billetter til et større Cph:Dox-arrangement med to film og veganermad fra Cafe N.

Nogle skal kun se Homeland – fem timer i to dele er alligevel en sjat – mens andre også har købt billet til aftenens anden film, Muhammad: The Messenger of God.

Iraks flag i USA
Homeland (Iraq Year Zero) er lidt af en præstation.

Instruktøren Abbas Fahdel valgte at tage kameraet i hånden nogle måneder inden invasionen i Irak i 2003. Vi følger hans familie, familiens venner og bekendte. På arbejde, på indkøb i Bagdads gader, foran fjernsynet, hvor de ser fodbold, tegnefilm og musikvideoer med og om Saddam Husseins storhed.

En dag ser familien en kæmpe gruppe af amerikanske demonstranter i USA, der flager med Iraks flag og mod den forestående krig.

”Hvor er det utroligt at se vores flag på den anden side af Atlanten,” siger et af familiemedlemmerne.

”Og de er ikke købt og betalt?” spørger en anden.

”Nej, det er ikke ligesom herhjemme, men George Bush er ligeglad med, hvad den amerikanske befolkning mener. Han er i lommen på olieindustrien og zionistiske pengemænd.”

Imponerende koncentration
Nej, Saddam Hussein virker ikke særligt populær, men det gør en krig nu heller ikke.

Vi lærer en elleveårig dreng at kende. En lille charmetrold, der taler meget om den forestående invasion og de voksnes frygt.

Der går et højlydt chok gennem publikum, da vi efter en time får at vide, at han vil dø engang efter invasionen. Vi ser børnene tale om Aristoteles og læse op på engelsk og fransk. Vi lærer, at de tanker, de lærer, måske ikke er så meget anderledes end vores.

På nær et par enkelte smartphone-fikserede folk på bagerste række, er publikum faktisk godt med her i første halvdel, og det er imponerende taget i betragtning, at filmen ikke har nogen nerve.

I to en halv time følger vi flyvsk og distræt nogle tilfældige mennesker, deres tanker om krig, deres forberedelser, og hvordan de får hverdagen til at gå. Det er guf for en realist, men det er også lige ubearbejdet nok.

Krigens ødelæggelser
I pausen får vi serveret ris med en håndfuld ærter og skiveskårne gulerødder ovenpå. Den politisk korrekte mikro-makromad smager lige så kedelig, som den lyder. Og så kan man ikke engang få sort kaffe eller en ærlig kop tyrkisk te, men derimod vand i plastikkopper.

Det er lige puritansk nok. Med tre timer igen.

Anden halvdel er meget bedre end den første. En skuespiller viser os rundt i et sønderbombet teater i en meget rørende scene.

”Hvorfor går amerikanerne efter kulturen? Et regime, ja, men kulturen? Den har da aldrig gjort nogen fortræd,” siger han.

Et radiohus er også blevet bombet. Folk er blevet uskyldigt skudt af amerikanerne. Børnene fortæller, at nogle af de amerikanske soldater er søde, mens andre er brutale. Men værst er de mange røvere, der i små grupper plyndrer og bomber, så de praktisk talt lukker Bagdad ned af frygt.

Der er død og ødelæggelse, men mange irakere rundt i gaderne virker lettede. De vil ikke have Saddam tilbage. De vil have demokrati, monarki og marxisme.

Det er meget interessant, men desværre forlader flere og flere publikummer stolene. Så langt rækker tålmodigheden heller ikke.

Instruktøren Abbas Fahdel har haft optagelserne liggende i mange år, men det er først nu, at han har kunnet få en film ud af dem. Forståeligt.

Det mest imponerende er, at filmen stiller flere spørgsmålstegn, end den besvarer. Var invasionen god eller dårlig? Hvorfor gav amerikanerne ikke mere nødhjælp efter invasionen? Var revolutionen alligevel lige om hjørnet med al den utilfredshed med diktatoren?

Fiktion på doku-festival
Og efter de fem en halv times film er folk godt tilfredse.

”Jeg måtte lige tage nogle søvndyk undervejs, men den var fin,” griner en ung mand til mig. Han skal ligesom mange andre muslimer se næste forestilling. For denne gang fylder de blege danskere mindre i forhold til de mere solbrune danskere.

Cph:Dox er hverken heldige med projektorer, kokke eller instruktører. Muhammad-filmens instruktør Majid Majid skulle være mødt op til Q&A, men er strandet i en lufthavn.

Til gengæld får de et tre timers langt, tandløst opus om profeten. Hvad en sådan film laver på en dokumentarfilmfestival, må kun Gud vide. For det her er jo fiktion – fiktion baseret på en myte og ikke en historisk kendsgerning.

Faldende fugle
Vi ser en masse fugle falde til døde fra himlen som projektiler. Vi ser et hav af angribende elefanter stoppe op af sig selv og flygte fra Mekka, byen, de ellers var ved at angribe.

Og så bliver Muhammad født.

Vi følger ham som dreng og ung mand. Vi ser, hvordan han kan heale, og hvordan han som godheden selv skal forsvares mod onde ørkenrøvere. Hele historien er meget forvirrende, og den slutter efter tre timer midt i det hele efter storladne scener med himmel og hav.

”Jeg kan godt forstå, du fandt den forvirrende, når du ikke kender til historien,” fortæller et par unge teenagepiger mig.

”Selv jeg – som er muslim – kender ikke meget til Muhammads barndom, men historierne om fuglene, der falder, er for eksempel en del af koranens lære. Så på den måde er filmen meget spændende for os.”

Der mangler action
En gruppe drenge, som står og taler med hinanden, er mere klare i kæften end de veltalende piger.

”Nøh. Der manglede action, forstår du.”

”Det er jo historie. Sådan skal den være.”

”Ja, det kan da godt være, det er historie, men de skal slås mere. Det var en kedelig film.”

Deri er jeg enig.

byen, de ellers var ved at angribe