Til bords med overklassen

En sen aften på en tankstation i udkanten af Paris. Søren Malling sidder alene i sine egne tanker i en pause under optagelserne til Rose.

Han ved ikke, at der er nogen, som kigger på ham.

”Det har været en meget lang dag. Han ser så sårbar ud. Jeg bliver meget draget og får en kæmpe sympati med ham,” fortæller Marco Lawson, der var instruktørassistent på Niels Arden Oplevs spillefilm.

Lawson arbejdede sideløbende på sin egen kortfilm om en mand, der begiver sig ud i på usikker grund for at være en god far.

”Den aften går jeg hjem og skriver første udkast til kortfilmen om et skift mellem autoritet og sårbarhed. Fra det tidspunkt kunne jeg kun se Søren i rollen.”

Middagen handler om Lars, som møder sin søns velhavende svigerforældre for første gang. Det er ikke en social situation, han har evnerne til at håndtere. Han tyer til alkohol for at kunne præstere i selskabet.

”Efter at have læst manuskriptet ringede Søren til mig og sagde, at han kunne mærke, historien havde noget på hjerte. Jeg tror endda, han sagde, at han blev ret rørt.”

Nu er Søren Malling nomineret til bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2023, mens Marco Lawson er nomineret for bedste manuskript og Mikael Nørlund for bedste klipning.

Stem på dem her.

 Alle vil det bedste, men …
Middagen er et stjernespækket studie i mødet mellem to familier fra forskellige sociale lag. Filmen udforsker de værktøjer, som deltagerne tager i brug for at navigere den sociale diskrepans.

”Historien udspringer af mit behov for at undersøge, hvad der får gode mennesker til at opføre sig dårligt. For hvis man stikker et spadestik dybere, er der ret tit en sympatisk årsag,” siger Marco Lawson, som også selv har instrueret filmen.

Frederik (Anton Hjejle) har fødselsdag, og i den anledning er han og kæresten (Rebecca Kiilerich) blevet inviteret på en fin restaurant sammen med hans forældre (Malling og Camilla Bendix).

”Alle omkring det bord vil det bedste. Ingen vil ødelægge aftenen. Men det bliver også et rum, hvor man kan komme til at prøve at være en anden for at lykkes.”

Det er, hvad der sker for Lars i den fremmede arena med bordskikke, han ikke kender, retter på menuen, han ikke kan udtale, og en selskabsleg, der trækker Lars langt ud af hans komfortzone.

”Jeg var mest optaget af forskellen mellem Susanne og Lars, som er forældrene i underklassefamilien,” siger Marco Lawson.

Uligheden mellem de to familier er iøjefaldende, men det er evnen til at hvile i sig selv, der gør, at Susanne er en succes, mens Lars bliver en fiasko.

”Susanne kan finde ud af at navigere presset fra en socialt fremmede situation, hvor Lars bliver en dårligere version af sig selv. Han bliver hidsig og destruktiv og ser det som et kæmpe nederlag.”

Grimme ansigter
Selv om begivenhederne under middagen er ren fiktion, trækker Marco Lawson på egne oplevelser og observationer, han har gjort sig.

”De grimasser, som de laver under middagen, er sådan noget, mine svigerforældre synes, er det sjoveste,” fortæller han om den leg, hvor hver person rundt om bordet på skift laver deres grimmeste ansigt.

Ligesom det sker for Lars i filmen, mindes Lawson, hvordan han selv blev rød i hovedet og utilpas, da han skulle udstille sig selv foran svigerfamilien.

”Det gjorde mig selvbevidst. Det er en god leg, men det er bare ikke fedt, hvis ikke du kan slippe dig løs og lave et grimt ansigt.”

Selv kommer Lawson fra en familie, hvor faren er autolakør og moren sygeplejerske, og der er langt fra deres sociale klasse til hans svigerforældre.

”Det er en ting, jeg føler, jeg ved meget om. Fordi jeg på en måde er vokset op i to hjem. Siden jeg var fjorten, har jeg nærmest boet lige så meget hos mine svigerforældre som hos mine egne forældre.”

Marco Lawson er kæreste med Aia Aamund, barn af erhvervskvinden Malou Aamund og radio- og tv-personligheden Mikael Bertelsen.

”Forestil dig at komme kørende på en smadret og prollet knallert til et perfekt hus i Skovshoved med kirsebærtræer i forhaven og en perfekt slået græsplæne, som jeg lavede huller i med mine støtteben,” fortæller instruktøren.

”Så stod svigerfar i vinduet oppe på første etage og kiggede ned. Når de havde kultureliten på besøg, kom jeg kørende på min larmende knallert, der koster lige så meget som deres vinflasker,” siger han og tilføjer:

”Det var min måde at stemple ind på.”

Ligheder og forskelle
Marco Lawson og Aia Aamund mødte hinanden på privatskolen Ingrid Jespersens Gymnasieskole i ottende klasse og har i dag datteren Palma Aamund Lawson.

Han følte sig på udebane på privatskolen. Men især i mødet med sin svigerfamilie oplevede han, at der er mange flere ligheder i kernen af mennesker, end de synlige forskelle lader ane.

”Jeg passede ikke rigtigt ind i deres liv, indtil vi kom ind på hinanden. Nu har jeg selv fået en datter. Hun er to år, og hvis hun om tolv år på den fine privatskole møder en fyr, der kører rundt på en knallert, som han har tunet, og hører rapmusik, så jeg forstår dem godt,” siger Lawson.

Når han reflekterer over sin position imellem forskellige sociale klasser og miljøer, kan det i lige så høj grad føles som en mangel på tilhørsforhold.

”At jeg ikke helt føler, jeg hører hjemme nogen steder, tror jeg har fyldt mere, end jeg er bevidst om. Måske handler filmen om, at man vinder, hvis man er sig selv. Hvis man prøver at agere efter andres spilleregler eller være ligesom andre, taber man.”

Grader af druk
Utilstrækkeligheden gør, at Lars i Middagen bestiller sin første drink. Han har ellers takket nej til husets velkomstdrink, og kameraet hviler på Susannes sigende blik, da Lars dufter til hvidvinen.

”Jeg kan godt lide alkohol i visse anledninger. Men problemet er, hvis man har brug for alkohol for at have følelsen af, at man slår igennem. Sådan har Lars det. Han bruger alkoholen som et værktøj for at overleve en aften.”

Under redigeringen fik Marco Lawson og Mikael Nørlund hjælp fra klipperne af Thomas Vinterbergs Druk, Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen.

”Jeg mødte Anne på produktionen af Bille Augusts Lykke-Per, og hun hjalp mig på min første kortfilm, Privatskolen. Hun foreslog selv at tage Janus med, da vi havde ramt en mur og havde brug for feedback. De snakkede meget om de forskellige stadier af at være fuld.”

Det var vigtigt for Lawson, at den tiltagende fuldskab, der først vitaliserer Lars i selskabets centrum, men kammer over og ender i et sammenbrud, føltes troværdig.

”Klipperne hjalp os med, hvordan eskaleringen er, når Lars bliver fuld. Det var noget, de havde talt rigtig meget om på Druk.”

”Der er mange måder at være fuld på, ligesom der er mange måder at være ked af det på. Det handler om, at Lars bliver mere løssluppen, når han drikker. Han får det mod, han ikke havde før.”

Hyrede B-holdet
Med Tobias Scavenius’ håndholdte kameraføring, der søger de små blikke og bevægelser, viser filmen den psykologiske udvikling, Lars gennemgår.

Tobias Scavenius er også nomineret til dette års Ekko Shortlist Awards i kategorien ”bedste fotografering”, men for Kuglen og keglen.

”Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg altid har slået mig sammen med folk, der er bedre end mig,” indrømmer Marco Lawson.

”Tobias er meget bedre til at lave film end mig, og vores klipper Mikael Nørlund er langt klogere, end jeg er. At være bevidst om, hvor man selv er stærk, og hvor man har brug for støtte, er det, der gør en instruktør monsterstærk.”

Lawson var runner og instruktørassistent, da han lavede Privatskolen.

”Jeg håndplukkede nogle folk ud fra holdet på Lykke-Per. Det var ikke A-funktionerne, men assistenterne. De vidste, hvordan det hele fungerede, og var oplært ret professionelt.”

Filmskole i bilen
Marco Lawsons vej op igennem filmbranchen startede med en drøm om Hollywood.

”Til en fødselsdag snakkede jeg med en line producer på Nordisk Film. Hun spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte, at jeg lige var blevet færdig med gymnasiet, og at jeg er på vej til Los Angeles. Derovre skulle jeg gå på filmskole i fem år.”

”Hun spurgte, om det ikke var ret dyrt, og om jeg ikke lige skulle ud og se, hvordan en filmoptagelse foregår. Hun manglede noget, der hed en runner, og sådan kom jeg i gang.”

Han tog bagefter til Los Angeles og studerede på New York Film Academy. Men filmskoledrømmen brast efter tre måneder, da pengeposen var tom. I stedet arbejdede han på danske film og blev instruktørassistent på Michael Noers kommende Birthday Girl.

”Jeg så det som min egen filmskole. Fordi jeg aldrig har været særligt glad for at gå i skole, sagde jeg til mig selv, at Filmskolen og Super16 kunne rende mig i røven.”

Efter flere års filmarbejde syntes Lawson, at han efterhånden havde lært så meget, han kunne af at observere de kreative kræfter under optagelserne.

Så han begyndte at stille krav.

”Jeg sagde, jeg gerne ville gå ned i løn, men så skulle jeg også lære noget. Jeg sagde, det var vigtigt for mig at blive brugt til noget kreativt.”

”Jeg var heller ikke for fin til at være den, der kørte dem hjem, hvis vi kunne snakke om dagens scener. Så efter en lang dag sad en meget træt Michael Noer og forklarede, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Det lærte jeg utroligt meget af.”

Hjælpsom branche
Mens Marco Lawson arbejdede, holdt han øje med Den Danske Filmskoles læringsplan og nærmest i en rebelsk handling læste han alle bøgerne på pensum.

Michael Noer tog Lawson med, da han skulle instruere tre afsnit af tv-serien Huset. Her mødte Lawson instruktøren Frederik Louis Hviid (Shorta), der er uddannet på den alternative filmskole Super16.

”Frederik fortalte, at det er virkelig svært at slå igennem i dansk film som instruktør, hvis man ikke har gået på en af filmskolerne.”

”Jeg har nok haft en frygt for ikke at komme ind, hvis jeg prøvede. Men Frederik fik mig til at søge ind – og nu er jeg blevet optaget på Super16.”

Lawson har været på skolebænken siden august og er gået i gang med førsteårs filmen.

”Frederik ringer engang imellem for at høre, hvordan det går. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Det fede ved den her branche er, når vi hjælper hinanden i stedet for se hinanden som konkurrenter. Det oplever jeg også på Super16.”