”På Mike Leigh-film går vi tidligt hjem”

Som en indebrændt kampvogn ruller den aggressivt deprimerede kvinde Pansy igennem London og sprutter eder og forbandelser mod alle omkring sig. Derhjemme gør hun det samme mod sin stakkels familie.

Den frustrerende og fascinerende hovedrolle i Mike Leighs aktuelle drama Svære sandheder spilles af Marianne Jean-Baptiste.

Hun er allerede blevet hyldet vidt og bredt, også af Ekkos anmelder, for sin bemærkelsesværdige præstation, der var tæt på at skaffe hende endnu en Oscar-nominering.

Marianne Jean-Baptiste blev i 1997 som den første sorte britiske kvinde nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle som den adopterede Hortense i Mike Leighs familiedrama Hemmeligheder og løgne.

Filmen havde også vundet Guldpalmen i Cannes i 1996, men alligevel oplevede Marianne Jean-Baptiste, at hun blev holdt ud i strakt arm af filmbranchen.

Hun fik ikke de tilbud, som hvide skuespillere gjorde, og på trods af Oscar-nomineringen fik hun ingen invitation, da et arrangement i Cannes hyldede tidens mest lovende britiske skuespillere i 1997.

I et interview med The Guardian samme år satte hun ord på frustrationerne:

”De gamle mænd, der driver branchen, aner ikke, hvad der foregår. De bliver nødt til at forstå, at Storbritannien ikke længere er et hvidt sted, hvor folk ridder på heste, har lange frakker på og drikker te. Nationalretten er ikke længere fish and chips – det er curry.”

Marianne Jean-Baptiste flyttede få år efter til Los Angeles og havde i mange år intet med britisk film at gøre.

– Har filmbranchen ændret sig de sidste 28 år?

”Ja, men desværre ikke særligt meget. Der er kommet flere muligheder for sorte skuespillere, men det er ikke nødvendigvis de samme typer roller, som andre får. At få en hovedrolle i en spillefilm, der får så meget opmærksom som Svære sandheder, er stadig meget sjældent,” siger hun.

Mike Leigh-metode
Svære sandheder er noget så unikt som en europæisk film med næsten udelukkende sorte skuespillere. Men filmen handler ikke om race.

Omdrejningspunktet er Pansys ulykkelige hverdag, hendes afstumpede mand og stille søn, der lider unders hendes konstante raseriudbrud. Og den muntre søster Chantelle (Michele Austin), der forsøger at kæmpe sig forbi Pansys vrisne facade og muntre hende op.

”Deter ikke en klassisk problemfilm, og det er virkelig smukt,” mener Marianne Jean-Baptiste.

”Film om sorte familier handler næsten altid om raceulighed – udefrakommende problemer – så jeg er glad for, at Svære sandheder handler om kærlighed og skuffelse. Helt universelle temaer. Mike Leigh vil have the real deal, og sorte familier sidder altså ikke rundt om middagsbordet og taler om race hele aftenen.”

Marianne Jean-Baptiste har i høj grad været med til at sætte sit præg på filmen på grund af den særlige måde, instruktøren arbejder på. Den såkaldte Mike Leigh-metode, som har gjort ham berømt i hele verden.

”Når Mike laver en film, så ringer han og siger: ’Jeg skal lave en film. Jeg ved ikke, hvad den handler om, men du skal være med, og vi får det sjovt.’ På Svære sandheder brugte vi skuespillere flere måneder på at arbejde i isolation med Mike hver for sig, hvor vi udviklede karaktererne og historien, inden han skrev et manuskript, som vi så øvede sammen.”

”Det hele opstår i fællesskab, og som skuespillere arbejdede vi også tæt sammen med den kunstneriske afdeling. Jeg sagde for eksempel, at Pansys hus ville have et meget lyst tæppe. Production designeren Suzie Davies mente, at det ville blive for nemt beskidt, men jeg sagde: ’Ikke i Pansys hus!’”

Det kaldes skuespil, skat!
Men selv om alle er med til at forme fortællingen, er det kun Mike Leigh, der har det forkromede overblik.

Først meget sent i produktionen vidste Marianne Jean-Baptiste, at hun skulle spille hovedrollen. Hun havde dog en anelse, da instruktøren fik hende fløjet helt fra Los Angeles til Storbritannien for at være med til at udvikle historien.

Skuespilleren arbejdede første gang sammen med Mike Leigh i 1993, hvor hun spillede en stor rolle i teaterstykket It’s a Great Big Shame. Her spillede Michele Austin hendes søster – ligesom i Svære sandheder – og i Hemmeligheder og løgne spiller hun Jean-Baptistes ven.

Det er altså en lille familieenhed, der efterhånden er opbygget med Mike Leigh, Michele Austin og Marianne Jean-Baptiste.

– Hvad er hemmeligheden bag dit lange samarbejde med Mike Leigh?

”Vi har begge humor og er fascineret af den menneskelige tilstand. I 1993 sagde han, at jeg altid skal ’lede efter det specifikke’. Det har jeg taget til mig,” forklarer Marianne Jean-Baptiste og beskriver i imponerende detaljerigdom de særheder i påklædning og frisure, som hun har bemærket ved journalisten foran hende.

– Er Mike Leigh aldrig svær at arbejde sammen med?

”Jo, for han kræver meget. Især under øvningen, hvor han konstant stiller spørgsmål om figuren. Min hjerne var fuldstændigt udmattet efter sådan en dag.”

– Kom du aldrig til at råbe ad ham som Pansy?

”Nej, men det ville han have elsket! Han elsker den karakter,” griner skuespilleren.

”Jeg plejer at løbetræne før arbejde. Men på Svære sandheder kunne jeg ikke, fordi det udløste for mange endorfiner, så jeg fik det for godt. Og så ville Pansy bare ikke komme frem. En filmarbejder spurgte mig, hvordan det kunne være, at jeg altid så ulykkelig ud under optagelserne, men smilede resten af tiden. Jeg svarede: ’Det kaldes skuespil, skat!’”

Mere og mere kommerciel
Selv om 82-årige Mike Leigh har opnået stor respekt på grund af film som Naked, Hemmeligheder og løgne og Vera Drake, der er lavet ud fra hans unikke metode.

I 2004 var danske Annette K. Olesen i hovedkonkurrencen på Berlinalen med det Mike Leigh-inspirerede fængselsdrama Forbrydelser. Men ellers er det sjældent, at nogen har forsøgt at gøre Leigh kunsten efter.

”Jeg havde faktisk ikke hørt om Forbrydelser, men den skal jeg have set,” siger Marianne Jean-Baptiste og skriver titlen ned i sine noter.

”Nærmest ingen laver film, som Mike gør, og det er nok, fordi det lyder økonomisk usikkert. Filmindustrien bliver stadig mere kommercialiseret, så unge kunstnere får ikke lov til at eksperimentere og udforske. Det er trist, og jeg håber, at kunstnerne en dag tager filmbranchen tilbage. Da vil der også blive mere frihed i castingen, så det ikke skal være et stort navn hver gang.”

– Hvad kræver den forandring?

”At man tager de kæmpebudgetter, der bruges på én film i dag, og deler dem op i ti eller tyve mindre film. Sæt nogle penge af til små, eksperimentelle film, der ikke behøver at tænke så meget på publikum. Og så kan man stadig bruge resten af pengene på sikre superheltefilm, hvis man vil det.”

– Men er Mike Leigh-metoden ikke meget risikabel, selv med et lille budget?

”Nej, når man forbereder sig længe og grundigt, sparer man penge og tid i den anden ende. Vi skuespillere øvede i tre måneder, og da der endelig skulle optages, kunne alle det hele udenad.”

”Der stod ikke et dyrt filmhold og ventede på, at en skuespiller skulle mindes om sin motivation midt i det hele. Alting var talt igennem. På en Mike Leigh-optagelse møder man op, gør sit arbejde effektivt, og alle kan tage tidligt hjem og spise middag med familien.”

”Man overskrider ikke tidsplanen og budgettet, som så mange andre film gør. Det sparer penge, og det giver overskud til, at man kan nå at afprøve flere ting, fordi det planlagte allerede er i kassen. Man får tid til faktisk at gøre filmen bedre.”