De ufortalte historier

Jeg tror meget på den personlige film. 

I den personlige film sætter fortælleren sig selv på spil. Det kan være fortællerens egen sårbarhed, egen søgen efter en erkendelse, filmen viser. 

Fortælleren lader sig påvirke af, hvad der sker i fortællingen, og publikum mærker en tilstedeværelse af et andet menneske. Tilstedeværelsen bliver sand, fordi mennesket både er i fortællingen og skaberen af filmen. 

Hvorfor rører de autobiografiske fiktionsfilm som Aftersun og En dejlig morgen os så meget? 

De føles som en sand repræsentation af livet, fordi fortælleren er tilstede og har oplevet det, der sker. Fortælleren har ikke bare set det. Fortælleren har også været der følelsesmæssigt. 

Der er en god grund til, at en dokumentar som Lea Globs Apolonia, Apolonia vinder priser verden over og berører så mange. Det er den samme grund, som når autofiktion af forfattere som Édourd Louis, Deborah Levy, Annie Ernaux og Ocean Vuong rammer så mange læsere. 

Vi mærker fortællingen med fortælleren. Og sådan mærker vi også den personlige filmkunst. Kunsten skal kunne mærkes, fordi den skal bevæge os, så vi kan bevæge os som mennesker. Den skal få os til at have lyst til at leve. 

Når nyheder og mange tv-dokumentarer bygger på aktuelle verdensbegivenheder og vækker vores frygt for den verden, vi lever i, har vi brug for filmkunsten til at vise os, at vi skal kæmpe for det gode, for relationer og for kærligheden. 

Men hvordan skaber vi personlige film om andre mennesker, vi måske ikke helt forstår, fordi de taler et andet sprog, er fra en anden kultur eller har en anderledes livsopfattelse? 

Og hvem skal egentlig have lov til at fortælle en historie fra virkeligheden? Hvem skal have lov til at dramatisere en historie? Hvem skal have lov til at tjene penge på en historie?

I litteraturen er det mest almindeligt, at den, der skriver sin historie, er forfatteren, men hvem skriver dokumentarfilmen? 

Kolonimagternes verden
Indlevelsesevne er en vigtig egenskab hos en fortæller, der vil gøre brug af andres fortællinger. Men jeg mener, at man som instruktør er nødt til at afgive noget af kontrollen over måden, fortællingen bliver fortalt på. 

Det er problematisk, at man kan få lov til at filme andre mennesker i andre kulturer eller under andre mindre velstillede kår, fordi man er den, der har ressourcerne. 

De mennesker, man filmer, er måske ikke bevidst om deres egne grænser. De ved måske ikke, hvad de kan tillade sig at kræve ved at fortælle deres historie til andre. De kender ikke deres histories værdi. 

Det er direkte udnyttelse. 

Vi har som fortællere et ansvar for ikke at gentage udnyttelsen af andre i bytte for vigtige historier. Målet helliger ikke midlet, hvis vi vil komme den globale ulighed til livs. 

Hvis en person skal lave en dokumentarfilm om en mindre ressourcestærk person eller gruppe, skal personen gøre sig bevidst om sine egne privilegier og sin egen uvidenhed om deres situation og erfaring. 

Fortælleren skal ikke gå ud fra, at man kan fortælle og vælge filmiske situationer, klippe og dramatisere en hovedpersons fortælling, med de nuancer, der er nødvendige for vedkommende. 

Uden hovedpersonens medskabelse kan jeg ikke se, hvordan det kan undgås at blive endnu en film om et udsat menneskes liv set fra et privilegeret synspunkt. Og på den måde vil det kun vække genkendelse hos andre privilegerede mennesker. 

Det kan godt være, at det bliver en god film, sådan som vi kender og forventer en dramaturgisk spændende fortælling. Men denne form for metode og fortælling vil kun reproducere kolonimagternes kategorisering af verden. 

Tankeeksperiment
Levende hovedpersoner og medvirkende i dokumentarfilm bør principielt være medskabere af fortællinger. Det gælder både før, under og efter optagelserne. 

Den grønlandske aktivist Aaju Peter er helt rigtigt medskaber af Lin Allunas Twice Colonized. Som hun selv siger, er hun træt af, at den hvide, herskende klasse skal fortælle hendes og inuitternes historie. 

Og hun har ret. Historisk set har det vitterligt været de privilegerede, der har fortalt de mindre privilegeredes historier. Vi mangler ikke flere af den slags film. 

Hvis du føler dig stødt over mine holdninger og tænker, at du vil bevare din kunstneriske frihed og gøre, hvad der passer dig, så lad os lave et tankeeksperiment. 

Tænk, hvis vi allerede i kolonitiden havde lært at respektere andre som os selv. Tænk, hvis vi havde lært at begrænse os selv for det mangfoldige fællesskabs skyld. 

Hvilken verden kunne vi så ikke have haft i dag! 

Kunsten skal søge det universelle menneskes frihed. Men det kan virke, som om den nogle steder blot har søgt de mest ressourcestærkes handlefrihed. 

Det nye og anderledes
Det er vigtigt, at vi kunstnere diskuterer, om vi kommer til at reproducere noget undertrykkende. Eller om vi med vores metoder er med til at skabe en bedre verden. 

Jeg har lyst til at opfordre filmfortællere til at danne sig, blive klogere og mere bevidste i deres arbejde med filmkunst. Det er vigtigt at mærke, at fortælleren har gjort sig umage med at berette så nuanceret som muligt. Kunsten bør være en akkumulering af noget erfaret, mens journalistikken er en præsentation af information. 

De privilegerede skal selvfølgelig stadig fortælle med bevidsthed om ansvarlige processer. Men samtidig skal vi gøre plads til de fortællinger, vi endnu ikke har set. Og der skal gøres plads til de kunstnere, som ikke fortæller på den måde, vi kender. 

Og de ukendte måder skal ikke afvises som dårlige. Vi er så vant til en bestemt slags fortælling, at vi vurderer det anderledes som dårligt, blot fordi det er anderledes. Men det er det ikke nødvendigvis. 

Vi skal være mere åbne over for det nye i stedet for at møde det med en forudfattet mening. Det er et simpelt spørgsmål om, hvordan vi er tilstede i verden. 

Som Glenn Bech skriver i bogen Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet:

”De kritikere der hævder, at et værk ikke er godt alene fordi man kan genkende sig selv deri er typisk mennesker der har kunnet genkende sig selv i næsten alt det kulturindhold, de er blevet vist – op gennem barndommen, ungdommen, voksenlivet og som derfor kommer til at tage spejlingen for givet.” 

Ej din egen fortælling
Jeg forventer ikke, at Lars von Trier, Thomas Vinterberg eller Susanne Bier laver film om én som mig med min baggrund og erfaring.

De laver film om det, de interesserer sig for og kender bedst. Sådan skal det også være.

Vi, der ikke føler os repræsenteret, skal lave vores egne fortællinger. Vi må eje vores historier og få dem frem i lyset, så flere kan genkende sig selv i mediebilledet.

Samtidig skal vi kæmpe for en større repræsentation af fortællere i Det Danske Filminstituts støtteordning. Vi skal søge ind med alle de projekter, der på ansvarlig vis kan fortælle de ufortalte historier.

Jeg håber, at du, der mangler at blive repræsenteret i dansk film, finder modet. For også du har en fortælling, der er vigtig.