Kvinden, der ikke er feminist

”Hvem er det?” sagde en af værterne på den legendariske røde løber ved Oscar-uddelingen i 2008. Det var tydeligt, at han ville have tabt både næse og mund, hvis ikke en pæn portion botox havde holdt hans ansigt i de rette unaturlige folder.

”Cotillard,” svarede hans kvindelige sidestykke.

”Hende fra Spurven? Umuligt,” kom det prompte tilbage.

Men det var Marion Cotillard, og da den yndefulde franskkvinde nogle timer senere trådte op på scenen for at modtage statuetten for bedste kvindelige hovedrolle som den petit sangerinde Edith Piaf i Spurven, var der formentlig en pæn portion i den amerikanske sal, der havde samme reaktion:

Hvem er hun?

Rollen som Edith Piaf
Sådan er det ikke længere i Hollywood.

Her er Marion Cotillard anno 2017 en superstjerne, der som ganske få har formået at skabe en blockbuster-karriere kombineret med mesterlige roller i fransksprogede film af Guldpalmevinderne Jacques Audiard og Dardenne-brødrene.

I morgen får så Elsk mig! premiere. Her spiller Cotillard den sensuelle og kærlighedshungrende, tvangsgifte kvinde Gabrielle, der på et hospital i 1950’ernes Sydfrankrig forelsker sig i en anden mand, som vækker passionen i hende.

Marion Cotillard er som skuespiller både yndefuld og bramfri. På mange måder er hun Edith Piaf uden det forsømte og forkølede udtryk, og derfor var hun også perfekt castet i rollen som den lille spurv, der havde en stemme, som var større end vingefanget på en albatros.

Hver eneste scene i Spurven sitrer simpelthen med den nedsminkede Cotillard i centrum. Blikket skælver, mens stemmen dirrer og sammenbruddet lurer, hver eneste gang rampelyset slukkes.

Indtil den film var Cotillard ikke meget mere end et navn, man havde lagt mærke til i fransk film, hvor de fleste nok mest kendte hende for Taxi, Taxi 2 og Taxi 3.

Men efter Spurven og sin Oscar-statuette blev hun i franske medier udråbt til at være den nye Isabelle Huppert. Det påvirkede imidlertid ikke hovedpersonen – og formentlig heller ikke Isabelle Huppert – for Marion Cotillard har siden vist sig at være helt sin egen.

Feminisme = adskillelse
For den i dag 41-årige Cotillard handler film slet og ret om film.

Ikke om glamour, kvoter eller store kunstneriske diskussioner. Film fortæller historier, og det er svært at finde interviews med hende, hvor hun ikke betoner det.

Samtidig er hun ikke bange for at tale imod det politisk korrekte. Som da hun i 2015 kom med et noget opsigtsvækkende syn på diskussionen om ligestilling i filmbranchen i et interview med Porter Magazine:

”For mig at se skaber denne diskussion ikke lighed, men derimod adskillelse. Jeg klassificerer ikke mig selv som feminist. Vi er nødt til at kæmpe for kvinders rettigheder, men jeg ønsker ikke at adskille kvinder fra mænd. Vi er allerede rigeligt adskilt, fordi vi ikke er skabt til at gøre det samme, og det er denne forskel, der skaber kreativitet og kærlighed. Nogle gange ligger der en for stor adskillelse i ordet ’feminisme’.”

Denne kommentar førte selvfølgelig en del undren med sig flere steder i filmbranchen, men ser man på Marion Cotillards roller – efter at hun med en Oscar i bagagen selv har kunnet vælge og vrage – så har historien altid været afgørende for hendes rollevalg.

Charmerende muse
For uanset om det har været Woody Allens eventyrligt anderledes Midnight in Paris, Christopher Nolans verdensomvendende Inception eller Robert Zemeckis’ spion-basker Allied, er Marion Cotillard gået til opgaven med en særlig sans for fortællingen.

Hendes skuespiltalent ligger i, at hun ikke fortæller det hele, uanset om filmen er konstrueret til, at selv publikum med en IQ på niveau med en filmfremviser skal kunne forstå dem.

Cotillard er i sine engelsksprogede film langt mere mystisk og uberegnelig, end gængse kvindelige hovedpersoner er. Hun trækker sine scener til sig og kaster dem fra sig i en anden tilstand, end man kunne forvente.

Som når hendes charmerende muse i Midnight in Paris er fuldstændigt klar over, at hun kun er tæt på kunstnerne, fordi de gerne vil i seng med hende, men at hun netop kan bruge deres inspiration til selv at blive kunstner.

Eller når hun i en ellers papirtynd rolle som dobbeltagent i Allied formår at proppe så mange følelser ind i øjnene på sin rolle, at man sidder blæst tilbage, da det går op for én, at denne kvinde faktisk er en skurk og ikke den smukke udstillingsdukke med overskud, som filmen ellers har lagt op til.

Det er med sådan et overskud, at Cotillard er blevet en stor stjerne i Hollywood, og det er med en lige så stor frygtløshed, at hun er blevet en skuespilmuse for fransksprogede instruktører.

Ligeglad med skønhed
For nok kan Cotillard proppe følelser ind i selv mindre velskrevne roller, men når hun virkelig får noget at arbejde med, viser hun også, at hun kan være så kompleks i sit udtryk, at selv Isabelle Huppert måske kunne tage et notat eller to.

Tag nu blot hendes præstationer i To dage, en nat og Smagen af rust og ben.

I den første – som er instrueret af Dardenne-brødrene – var Marion Cotillard et så naturligt valg, at brødrene måtte gå på kompromis med egne principper og caste en kendt skuespiller i hovedrollen. Filmen er ellers fuldstændigt blottet for stjerneglimmer.

Cotillard spiller en kvinde, der bliver fyret fra sit arbejde med mindre resten af medarbejderne indvilger i ikke at få en årsbonus – for så er der råd til at lade hende blive. Nu skal hun stemme dørklokker og bede alle om at opgive de hårdt tiltrængte penge.

Alene scenen, hvor Cotillard sidder i en park og taler med sin mand, er uforglemmelig. De spiser is, mens en fugl kvidrer i baggrunden, og alligevel er alt dystert. Hun er usminket, har ikke sovet i et døgn og er tæt på at bryde sammen.

Også her fortæller de store øjne historien.

Der er intet overskud i To dage, en nat, men der er alligevel en modstandsdygtighed og en overlevelsesevne, som bævrer i læberne og får øjnene til næsten at løbe over. Da Marion Cotillard ser op på fuglen og konstaterer, at hun ville ønske, hun var den, er det hele så smerteligt leveret, at man er bange for, at hun vil tage livet af sig selv om et øjeblik.

Endnu mere ekstremt usminket er hun i Jacques Audiards Smagen af rust og ben. Her spiller Cotillard den livsglade spækhuggerinstruktør, der kommer ud for en arbejdsulykke og får amputeret begge ben – skuespilleren er altså ikke typen, der går op i at tage sig godt ud som en skønhed, hvis det ikke passer til historien!

Da hun i filmen sidder på en tagterrasse og roligt fortæller, at hun har svært ved at se sig selv få et sexliv efter sådan en ulykke, men at det intet har med manglende begær at gøre, er man som tilskuer fanget i et besynderligt jerngreb.

Her sker faktisk ingenting, men fordi Cotillard så roligt fortæller om noget, der burde være smerteligt, er man fastholdt af de solrige billeder og den usentimentale enetale.

Anmeldt af Blanchett
Den Oscar-vindende, amerikanske skuespiller Cate Blanchett (Blue Jasmine og Carol) skrev faktisk en anmeldelse af Marion Cotillards præstation i branchemagasinet Variety.

”Hun er, kort sagt, simpelthen forbløffende. Endnu engang,” skrev Blanchett, og meget mere præcist kan det næppe siges.

Marion Cotillard er hverken pompøs, vild, forudsigelig eller uforudsigelig. Hun er – hvad end det så vil sige – sig selv og går helt ind i sine roller uden at tænke på, hvad de vil betyde for hende.