Nyhed
13. jan. 2025 | 10:58

Martin Brygmann blev mest læst i 2024

Foto | Jeppe Gudmundsen-Holmgreen, Bax Lindhardt og TV 2

Den fyrede filmkritiker Per Juul Carlsen, den skandaliserede entertainer Martin Brygmann og TV 2-serien Familier som vores med Amaryllis August i hovedrollen har optaget Ekkos læsere i 2024. 

Fem ud af ti mest læste artikler handlede om skuespilleren Martin Brygmann i et år, hvor Ekkos hjemmeside var mere besøgt end nogensinde med en stigning på 32 procent i forhold til 2023.

Af Claus Christensen

Hvad var Ekkos læsere optaget af i 2024? Martin Brygmann. Så enkelt kan det siges.

Af de ti mest læste artikler på hjemmesiden i det forgangne år handlede halvdelen om den folkekære skuespiller og entertainer, der pludselig fik afsløret en knap så sympatisk side.

Berlingske havde i starten af juni nyheden om, at Brygmann forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod en kommende DR-dokumentarserie. Ekko kunne via kilder oplyse, at serien handlede om sexisme i musikbranchen. Det blev årets syvende mest læste artikel.

Det lykkedes som bekendt ikke for Brygmann at standse dokumentaren, og to dage før serien blev sendt, bragte Ekko et eksklusivt interview med en oprevet mor, som på en medieproduktion gik til ledelsen, fordi Brygmann havde været grænseoverskridende over for hendes mindreårige datter.

Producenten lovede moren at tage hånd om sagen, men klagen fik det stik modsatte resultat: Brygmann indledte et forhold til pigen, hvilket moren først opdagede mange år senere.

Interviewet med moren, som havde skrevet et hjerteskærende brev til Brygmann uden at få svar, blev årets mest læste artikel på Ekkos hjemmeside i 2024.

Få timer efter offentliggørelsen gik Brygmann ud på Facebook med et statement, som havde til hensigt at komme DR-dokumentaren i forkøbet og mindske skadevirkningen. Nyheden herom blev årets niende mest læste artikel.

Mange bakkede ham op – heriblandt skuespilleren Ulrich Thomsen – men overtegnede skrev i en kommentar, at man bag Brygmanns fremstilling af sig selv som kærlighedens apostle fornemmede en kynisme. Det blev henholdsvis årets tredje og sjette mest læste artikel.

Da befolkningen endelig fik set DR-dokumentaren i to afsnit, vendte folkestemningen for alvor. Selv om moren ikke medvirkede og hendes historie vel egentlig overgik, hvad der kom frem i programmerne, var dokumentaren alligevel så belastende, at Martin Brygmann besluttede at trække sig tilbage fra offentligheden. Et par måneder, som foreløbigt har varet i et halvt år.

Dem vi mistede
Traditionen tro er nekrologer meget læst – især hvis Ekko er først på banen.

Nicolas Barbanos lille mindeartikel om Gitte Lee blev årets næstmest læste artikel. Den danske model og skuespiller giftede sig med Dracula-stjernen Christopher Lee og indspillede to internationale film med ham. Hun blev 89 år.

Christel Hammer var i en menneskealder en højt respekteret pr-agent, der var i stand til kærligt at tackle både den glubske presse og fandenivoldske personligheder som Lars von Trier og Regner Grasten.

Hun gik bort 1. juni i en alder af 80 år uden den store opmærksomhed fra mediernes side. Så da Ekko et par uger senere hyldede pressearbejderen i en nekrolog, blev artiklen den fjerde mest læste i 2024.

Ekko var også først ude med nekrolog om dokumentaristen og christianitten Nils Vest. Han døde den 22. august i en alder af 81 år.

Få måneder forinden havde vi lavet det sidste interview med filmskaberen, der fortalte om, hvordan han i 70’erne fik Israel-lobbyen på nakken, da han talte palæstinensernes sag i dokumentaren Et undertrykt folk har altid ret.

Meget omtalt sparkelyd
Ekko bringer mange anmeldelser, og det er populært læsestof blandt vores læsere. I 2022 var ni ud af ti mest læste artikler således anmeldelser.

I år var der kun én anmeldelse – nemlig Niels Jakob Kyhl Jørgensens femstjernede vurdering af Thomas Vinterbergs TV 2-serie Familier som vores – men det betyder ikke, at anmeldelser er blevet mindre populære.

Der har simpelthen bare været nyhedsrelaterede artikler, som har braget igennem og er blevet endnu mere læst. Det har samtidig betydet, at 2024 har været det år med det højeste læsertal nogensinde, siden Ekko gik på nettet i 2003.

Fremgangen fra 2023 er på hele 32 procent.

Det skyldes blandt andet vores øgede satsning på nyheds- og graverjournalistik. I et stort interview i Ekko #95 med Per Juul Carlsen oprullede vi hele sagen om hans fyring og DR’s nedlæggelse af filmkritikken. Den kortere netudgave blev årets med femte mest læste artikel.

Jesper Vestergaard Larsen kunne i en større analyse i Ekko #95 påvise, at DR havde lagt en kunstig sparkelyd på den politikritiske dokumentar Forfulgt af politiet?. Nyheden om afsløringen blev den ellevte mest læste artikel på nettet i 2024 – altså lige uden for top 10.

DR endte med at bøje sig for kritikken og fjerne lyden.

Det høje læsertal betyder, at de tre mest læste artikler i 2024 går direkte ind på listen over de mest læste artiklen nogensinde. Morens beretning om Brygmann og Gitte Lee-nekrologen tager første- og andenpladsen, mens Ulrich Thomsens forsvar for Brygmann sætter sig på femtepladsen.

Resten af artiklerne på All Time-listen er gengangere.

Her er nekrologer over skuespilleren Henrik Noél Olesen og instruktøren Cæcilia Holbek Trier. Samt materiale, som bruges flittigt i undervisningsverdenen: Oscar-kortfilmene Valgaften, Helium og Ernst og lyset samt Max Kestners essay om hans tilgang til dokumentargenren: ”Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko