Ekko Shortlist-instruktør på stor festival
Brugere af Ekko Shortlist har måske set de billedskønne musikvideoer Future Ruins og Organ, som sætter billeder på musikken af den elektroniske kunstner Tom and His Computer.
De er instrueret af 45-årige Martin Garde Abildgaard, der på onlinelisten for kortfilm også er repræsenteret med den fransksprogede komedie Lovebirds.
Instruktøren er et ret ubeskrevet blad i den danske filmbranche, men nu har han gennem sin franske forbindelse formået at lave en spillefilm.
En smuk forbandelse – eller internationalt: A Beautiful Curse – er sågar blevet udtaget til den amerikanske filmfestival Cinequest, som i år løber digitalt af stablen 20. – 30. marts. Her er filmen blevet udtaget til konkurrencen New Visions Feature Film Competition, hvor store talenter dyster om den eftertragtede pris.
”Jeg har holdt fast i at skabe den her film i en særlig stemning. Jeg har gjort meget ud af ikke at lefle for nogen trends og hvad der er moderne lige nu. Det er en meget personlig og poetisk film, der går langsomt og ikke har så meget dialog,” siger Martin Garde Abildgaard.
”Derfor betyder det meget, at en festival som Cinequest udtager den. Det viser, at jeg har tænkt rigtigt med nogle ting, og det er jeg selvfølgelig vildt glad for.”
Særlig stemning
En smuk forbandelse – der i den store verden går under titlen A Beautiful Curse – er produceret af det hæderkronede franske filmselskab Les Producers i samarbejde med Circus Alphaville, Creative Alliance og Union Entertainment.
Selv om filmen har engelske skuespillere i hovedrollerne, er der også en dansk nerve.
For Martin Garde Abildgaard hang den overnaturlige kærlighedshistorie om to mennesker, der mødes på en lille ø og forelsker sig, nemlig uløseligt sammen med Fanø, hvor han siden barndommen har holdt ferier med sin familie.
”Det er et sted med en særlig natur og stemning, specielt om vinteren. Så jeg havde fra start en tanke om, at filmen skulle optages der. Det gav nogle begrænsninger i forhold til locations, for normalt skriver man jo et manuskript, og så går man bagefter ud og finder steder at filme.”
”Men her var det en regel for mig, at alt skulle kunne optages på øen, og det har været fedt at skrive scener til allerede eksisterende steder som en lille kirke, et faldefærdigt supermarked, et corny badeland og lignende,” fortæller instruktøren.
Den lokale støtte
Han søgte ikke støtte hos Det Danske Filminstitut, men fik finansiel hjælp på 100.000 kroner fra Fanø Kommune. Resten af pengene er hentet hos investorer i Frankrig.
”Fordi Fanø er et lille sted – Danmarks næstmindste kommune – var det vigtigt at få hele øen med på projektet. Vi gik først til den lokale sherif, øens eneste politimand, samt borgmesteren og formanden for kulturudvalget. De velsignede projektet, og hele Fanø har været med på, at vi skulle skabe en film sammen. Det har været en fantastisk måde at arbejde på, fordi Fanø har fungeret som ét stort filmset,” siger Martin Garde Abildgaard.
”Når vi for eksempel skulle bruge en robåd til en scene, sagde folk: ’Så skal I tale med John oppe fra sejlklubben!’ Han satte hele sit netværk til rådighed for at hjælpe med scenen. Øens præst, restauratører og campingpladsejere hjalp også til, og skulle vi bruge en skildpadde eller et drivhus, var det aldrig mere end et telefonopkald væk.”
”Det var et dogme for mig, at bortset fra skuespillere og udstyr skulle alt komme fra Fanø. Selv biler til udvalgte scener skulle komme fra øen. Vi måtte ikke køre dem over fra Esbjerg, det ville være snyd. Der er også mange statister fra Fanø med i filmen.”
Møde med legende
Det lyder noget specielt, at en engelsksproget film er fransk finansieret og optaget på Fanø. Den internationale produktion har også amerikanske holdmedlemmer og er klippet i Los Angeles.
Der ligger da også en særlig historie bag, hvordan Martin Garde Abildgaard – der tidligere har været udviklingsredaktør for TV 2 – kom til at arbejde med Les Producers.
Instruktøren vandt i 2015 en pris på reklameverdenens mest prestigiøse festival, Cannes Lions, for kunstfilmen Hypoxia. Prisen blev overrakt af François Chilot, der i 1984 grundlagde filmselskabet og er dansk gift med produceren Rikke Katborg.
”François Chilot er lidt en legende inden for reklamefilm. Han har arbejdet sammen med instruktører som Ridley Scott, Alan Parker, Jean-Pierre Jeunet og Roy Andersson. Han har ikke lavet spillefilm før, men har et stort netværk og erfaring, som vi har gjort brug af under produktionen,” fortæller Martin Garde Abildgaard.
Instruktøren har haft En smuk forbandelse færdig siden starten af 2020, hvor verden gik i corona-nedlukning. Efter festivalpremieren håber han, at det også kan blive til et biografliv for arthouse-filmen i Danmark og resten af verden.
Det seneste år har Martin Garde Abildgaard brugt på at udvikle andre projekter, der kan gøre ham til et større navn.
”På det helt nye produktionsselskab True Content Entertainment udvikler jeg en krimiserie, som tager afsæt i nogle personlige oplevelser. Det er lidt et nyt bud på krimigenren, men indtil videre er det kun i udvikling. Håbet er, at den kan komme ud til et større publikum.”
Trailer: En smuk forbandelse
Martin Garde Abildgaard
Født 1975 i København.
Tidligrere på TV 2 udviklingsredaktør.
Har instrueret en række kortfilm og musikvideoer, som kan ses på Ekko Shortlist.
Stod senest bag DR3-serien Om natten lyver jeg aldrig.
Debutspillefilmen En smuk forbandelse er udtaget til den amerikanske Cinequest-festival i marts.
Film
Future Ruins
2020
Lovebirds
2017
Ai Weiwei at Cycladic
2016
Organ
2016
Hypoxia
2015
Friday
2011
America
2010
Kommentarer