Nyhed
21. juli 2011 | 11:01

Marylin Monroe-porno til salg

Kortfilm, hvor sexsymbolet angivelig viser sig frem nøgen, auktioneres bort.
Af Mads Suldrup

En af de mest kendte scener med Marylin Monroe er i Den søde kløe, hvor luften pirrende løfter op i hendes kjole.

Men ved andre anledninger røg kjolen helt af.

Angivelig skulle stjernen have medvirket i flere pornofilm, og nu sættes én af dem til salg i Buenos Aires. Det skriver The Hollywood Reporter.

Det drejer som om en seks minutter lang film optaget i midten af 40'erne, hvor Monroe onanerer og har seksuelt samkvem med en unavngiven mand.

Pornofilmen eksisterer kun i to eksemplarer.

Uvidende om guldgrube
Manden bag auktionen, Mikal Barsa, har fortalt, at en amerikansk officer medbragte filmene til Paris i slutningen af 40'erne. Her lå de hengemt i mange år, indtil de blev solgt til to samlere, der købte en større filmsamling uvidende om dens guldgrube-potentiale.

Da den ene udgave af filmen blev sat til salg tilbage i 2001, blev der sat spørgsmålstegn ved filmens autenticitet.

Det var også Mikal Barsa, der var sælgeren dengang, og han mente at kunne bevise, at det rent faktisk var Monroe i filmen.

Han henviste til en FBI-undersøgelse af filmen og anførte, at skuespillerinden bærer nogle smykker, som pryder den blonde superstjerne i andre film, hun lavede på det tidspunkt.

En fremmelig pige
Ekkos filmekspert Peter Schepelern vil ikke afvise, at Marilyn Monroe kan have medvirket i en pornofilm.

"Der er ingen tvivl om, at Marilyn Monroe færdedes i det seksuelle miljø. Hun var en fremmelig pige," siger han og henviser til det berømte nummer af Playboy, hvor ikonet optrådte semi-nøgen.

Hvis man vil være den heldige ejermand af den korte sort-hvid-film, skal man regne med at dykke dybt ned i tegnebogen. Filmen er sat til salg for en halv million dollars, men vil formentlig blive solgt for over det dobbelte.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko