Nyhed
15. nov. 2007 | 07:56

Måske har jeg behov for at mislykkes

Vi har mødt skuespilleren Cate Blanchett, der blandt andet fortæller, hvorfor hun er flyttet tilbage til hjemlandet Australien.

Af Claus Christensen

I løbet af blot en uge er der premiere på hele to Cate Blanchett-film, der viser skuespillerens imponerende spændvidde.

I Shekhar Kapurs Elizabeth: The Golden Age (premiere i morgen) spiller hun den engelske dronning, og i Todd Haynes' I'm Not There (premiere næste fredag) spiller hun musikeren Bob Dylan.

"Jeg styrer ikke bevidst efter at gøre noget chokerende, men måske har jeg en slags teatralsk dødslængsel," siger Cate Blanchett, som EKKO har mødt i New York.

"Måske findes der et behov for at mislykkes i mig. Når jeg arbejder, vil jeg gerne helt ud til kanten. Skal man gøre noget, skal man gøre det fuldt og helt. Ellers kan det være lige meget."

Følelser uden grænser
I det eksklusive interview fortæller Cate Blanchett om sin kunstneriske drivkraft, om kunsten at gå på den røde løber, om sin familie - og hvorfor hun er flyttet fra Hollywood og tilbage til hjemlandet Australien.

"Når folk siger 'Hollywood', så taler de om at tjene en masse penge og ikke arbejde særligt hårdt. Jeg trives ikke i varmen, og jeg har ingen grund til at skulle bosætte mig i Los Angeles," siger en Blanchett, der venter sit tredje barn til april.

"Jeg ved godt, at det lyder som en kliche, men de følelser, man har for sine børn, er fuldstændigt uden grænser."

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko