Dag 8: Massage med happy ending

”Man glemmer nærmest, hvor konkurrencepræget filmbranchen er, når man er her,” siger Emil Nørgaard Munk, da vi mødes på en travl kaffebar tæt på Berlinale-paladset. 

Den 34-årige dansker er en del af de 250 yngre filmskabere, som er udvalgt til Berlinale Talents. Et netværks- og udvekslingsprogram for filmfolk fra 86 lande. 

Instruktørens film er hybriddokumentarer, som særligt Cph:Dox har kastet sin kærlighed over. Især hans første midtlængdefilm Gushegu Exile – om kvinder i eksil – fik i 2018 flotte ord med på vejen. 

Om en måned er han aktuel ved samme festival med Imagining my Father, men netop nu er Emil Nørgaard Munk altså i Berlin for at suge viden og erfaringer til sig. 

”Der sker virkelig mange ting. Her er seminarer og talks, og jeg har også selv forsøgt at sælge min kommende film hernede. Det har været en sjov oplevelse,” siger han. 

Berlinalens talentprogram er internationalt anerkendt for at samle filmskabere, der gerne skulle have lyst til at arbejde sammen efterfølgende.

”Men det er ikke kun for os, der deltager i Berlinale Talents. Det er også et udstillingsvindue til verden. Jeg har for eksempel mødtes med en canadisk producent, der havde fundet mig igennem talentprogrammet, og som gerne vil co-producere min kommende film,” siger Emil Nørgaard Munk, der dog endnu ikke vil røbe, hvad den film handler om.

Sløvsind i Taiwan
Det er heller ikke meget, dagens eneste hovedkonkurrencefilm afslører.

Days udfordrer om noget publikum. I en travl verden er taiwanske Tsai Ming-liangs film et provokerende værk, der trækker tempoet ud af billederne. Og så er den uden reel dialog, ja, faktisk er det kun i få scener, at der bliver sagt noget.

Først efter en halv time bevæger kameraet sig. Ellers er alt lange indstillinger, som personerne bevæger sig rundt i og udenom.

Days står altså som film stille i fortællingen om to mænd, der næsten glemmer, hvad en hverdag kan indeholde.

Hver især får de dagene til at gå uden det store sigte for øje. Den ene – en midaldrende mand – har været ude for en ulykke og er på vej tilbage til verdenen. Den anden er yngre. Han ordner fisk, laver mad og ser nedtrykt ud. Begge er de uendeligt ensomme.

Først efter en times tid mødes de to mænd i en seng, hvor den plagede får massage med en ”happy ending” af den anden. De ser noget i hinanden, de ikke har set længe, og det er skuespillernes evner, der trækker fortællingen i land – ikke mindst Lee Kang-Sheng som den midaldrende mand.

Nu aner de to mænd måske pludselig et liv? Kameraet søger videre, og instruktør Ming-liangs elegance ligger i, at selv om hans indstillinger er lange, sidder man alligevel foran lærredet og tænker over, hvad der mon sker i næste scene. Ikke i spænding, men i forundring.

Ungdommelig følsomhed
At der kun var en enkelt hovedkonkurrencefilm, gav tid til at gå på opdagelse i sidekonkurrencerne.

Her har to danske film gjort opmærksom på sig selv. Mens Days formentlig ligger lunt i svinget til en Teddy Award – Berlinalens alternative queer-prisuddeling – for bedste spillefilm, så talte flere i køerne ved Berlinale-paladset i løbet af dagen om kortfilmkategorien ved Teddy Awards.

Titlen Babylebbe blev ofte nævnt. Det er Ekko Shortlist-vinderen Tone Ottilie, der står bag fortællingen om en ung kvinde, som tager med sin storesøster til fest, fordi hun ved, at hendes ekskæreste er der.

Ottilie har en helt særlig evne til at indfange ungdommelig følsomhed. Med Babylebbe beviser hun, at hun har udviklet sit nænsomme filmsprog, siden hun kom ind på Den Danske Filmskole.

Det er en smertelig film på knap atten minutter, som sagtens kan sende en Teddy Award i retning af København.

Bjørnekrystaller i sigte
Babylebbe kan samtidig vinde en krystalbjørn, da den er med i kortfilmkonkurrencen for unge ved Berlinalen. Den såkaldte Generation 14plus.

Og netop en af de krystalklare statuetter kan også en anden dansk film hale med hjem i år.

Det drejer sig om animationsfilmen Mugge og vejfesten, der får sin internationale premiere i Berlin i disse dage. Anders Morgenthaler og Mikael Wulffs pæne biografhit fra 2019 deltager i børnefilmkonkurrencen Generation Kplus. 

Konkurrencerne har været stærke i Berlin i år, men danskerne kan sagtens vinde priser. Det er nemlig længe siden, at så mange har talt og diskuteret de danske bidrag på Berlinalen, som tilfældet er i år.

Clintons bandbulle
Noget andet, der har stået stærkt i Berlin i år, er dokumentarfilmene. Her har festivalledelsen især ramt plet med Berlinale Special’s, hvor eksempelvis den mere end fire timer lange Hillary om Hillary Clinton har fået anmelderne op af stolene. Dog mere af politiske end filmiske årsager.

Clinton kiggede selv forbi til et pressemøde under Berlinalen. Her blev hun ikke spurgt synderligt meget til filmen, men måtte i stedet svare de politisk bevidste filmjournalister om sit forhold til ligestilling og demokraternes primærvalg.

Men særligt stærk var den tidligere førstedame, udenrigsminister og præsidentkandidat, da hun blev spurgt til Vladimir Putins syn på hende.

”Han vidste nøjagtigt, hvem jeg var, og hvad jeg ville gøre. Nemlig arbejde for frihed og anstændighed, for en stærk alliance af vestlige demokratier på begge sider af Atlanten, og for et stærkt NATO,” sagde Hillary Clinton og flammede videre.

”Da han beordrede sin sikkerhedstjeneste til at gå efter mig og sige alt det negative, de kunne, om mig, var det ikke, fordi han ikke vidste, hvad jeg stod for, eller ikke forstod mig. Det var, fordi han ville besejre mig.”

Den bandbulle sendte mindelser om Den Kolde Krig igennem Berlinalen for en stund.

Tiden efter Murens fald
Mere rolig, men ikke mindre politisk er en anden af de helt store dokumentarfilmoplevelser i Berlin i år.

The American Sector er skabt af Courtney Stephens og Pacho Valez. Den er spilletidsmæssigt det modsatte af Clinton-eposset med sine kun 68 minutter.

Ikke desto mindre er det en stærk oplevelse – en rejse ind i det moderne vestlige menneskes sjæl.

For The American Sector er en refleksion over, hvad der skete efter Murens fald – set fra USA. Førte faldet det med sig, begivenheden burde, eller var det en spildt mulighed i et verdenspolitisk vakuum?

Jo flere mennesker og murbrokker vi møder, jo tydeligere bliver pointen. Lærte vi i Vesten overhovedet noget, når nu vores leder, USA, er i gang med at bygge både mentale mure til omverdenen og ikke mindst en virkelig mur til Mexico?

Ved at inddrage en strøm af stemmer og eftertanker bliver The American Sector et spejl, så vi bedre kan se os selv.