Cph:Dox-favorit: Med døden som følgesvend

Matthew Heineman satte livet på spil under optagelserne af Cartel Land, hvor han rejste ind i hjertet af narkokrigen på grænsen mellem USA og Mexico.

Det har været en markant anderledes måde at arbejde på for Heineman i City of Ghosts, hvor han bruger optagelser fra gruppen Raqqa is Being Slaughtered Silently til at vise Islamisk Stats forfærdeligheder i Syrien. 

Han havde nemlig ikke overlevet at gøre det selv.

”Jeg vidste, at jeg ville blive dræbt omgående, hvis jeg forsøgte,” siger den 33-årige, amerikanske instruktør over en Skype-forbindelse fra Tel Aviv i Israel, hvor han befinder sig, inden han flyver til København for at deltage i Cph:Dox.

Her har City of Ghosts netop haft europæisk premiere, og Ekkos internationale kritikerpanel har den som favorit til at vinde festivalens hovedpris. Filmen beskrives som den definerende dokumentar om konflikten i Syrien. Skal du se bare én film om borgerkrigen, bør det være denne, har roserne lydt.

Potentiel livsfare
Hvor Matthew Heinemans portræt af den mexicanske narkokrig i sig selv var et imponerende eksempel på dokumentarisme, er City of Ghosts snarere et portræt af en gruppe kompromisløse dokumentarister.

I stedet for at rejse til det krigsramte Syrien følger Heineman nemlig de modige syrere, som er kommet til Europa og USA. Han kommer tæt ind på livet af tre af medlemmerne og benytter sig samtidig af mange af de klip, som gruppen på imponerende vis har fået ud af den belejrede by.

”Forskellen er, at i Cartel Land var jeg i fysisk fare. I City of Ghosts svæver jeg i en mere teoretisk fare,” fortæller Matthew Heineman.

Han forklarer, at han ligesom medlemmerne af Raqqa is Being Slaughtered Silently ikke er en populær person hos Islamisk Stat. De kunne potentielt set godt have en interesse i at slå ham ihjel.

”Den fare vil jeg så hele tiden skulle leve med. Men det er jo langt fra mig, der er i størst fare. Det er uden tvivl medlemmerne af Raqqa is Being Slaughtered Silently. Jeg håber bare, at jeg kan hjælpe dem. Jeg håber, at jeg kan være med til at kaste lys over det mørke, som Raqqa befinder sig i.”

Kalifatets forbrydelser
Idéen til City of Ghosts opstod, da Matthew Heineman rejste verden rundt med sin succesrige og Oscar-nominerede Cartel Land, Imens eskalerede situationen i Syrien og fyldte stadig mere af mediebilledet.

Den prisbelønnede dokumentarinstruktør begyndte at læse om Islamisk Stat. Efterhånden blev han opslugt af deres grusomme univers. I begyndelsen var det ren interesse, der fik ham til at dykke ned i stoffet, men på et tidspunkt gik det op for ham, at de sortklædte krigere skulle være omdrejningspunktet i hans næste dokumentarprojekt.

Heineman læste og læste, men havde svært ved at finde sin vinkel. En artikel i The New Yorker gjorde dog udslaget.

Magasinets chefredaktør David Remnick havde skrevet om Raqqa is Being Slaughtered Silently, en gruppe borgerjournalister, der sammen dokumenterer de grusomheder, som Islamisk Stat udsætter deres hjemby Raqqa for.

Uden dem ville vi intet vide om det helvede, beboerne i Raqqa lever i.

”Jeg vidste med det samme, at det skulle være min indgang til emnet. De her mennesker fascinerede mig. Med ekstremt mod fortæller de sandheden om Raqqa,” siger Matthew Heineman.

Men før hele projektet kunne lade sig gøre, måtte han overtale medlemmerne af Raqqa is Being Slaughtered Silently.

”Jeg kontaktede dem, og de fortalte, at de ville overveje det. De svarede til sidst ja, fordi min film er en slags forlængelse af deres arbejde på at få gjort verden opmærksom på kalifatets forbrydelser,” fortæller Matthew Heineman, som fulgte gruppen i mere end et år.

Et bånd af tillid
Bedrifterne af Raqqa is Being Slaughtered Silently hyldes verden over af journalistiske organisationer, men få kender til det liv, medlemmerne fører.

De er på konstant flugt og lever på hemmelige adresser. Flere er blevet dræbt, og de har set venner og familiemedlemmer blive henrettet i de velproducerede videoklip, som har været med til at gøre Islamisk Stat frygtet verden over.

City of Ghosts illustrerer endnu engang Matthew Heinemans utrolige evne til at komme tæt på sine medvirkende. I en ubærlig scene ser vi en af dem sende en Facebook-besked til sin dræbte bror.

”Måske læser han med,” spekulerer den knuste, efterladte bror.

Eller den sekvens, hvor en syrer finder en stak fotografier frem fra skabet i sin tyske lejlighed. Billederne viser unge, sunde og glade mænd. Det er hans venner og kolleger, som alle er blevet likvideret af Islamisk Stat. Han tænder en cigaret, men kan knap ryge den på grund af de traumer, som sender rystelser gennem hans krop.

”Jeg forsøger altid at skabe et bånd af tillid til mine medvirkende,” forklarer Heineman.

”Ganske simpelt gælder det om at overholde de aftaler, man laver med folk. Og man skal være sandfærdig. Hvis man forsøger at manipulere med sine kilder, kommer man ingen vegne.”

Et blodigt slag
Et andet vigtigt krav er tid, fortæller instruktøren. Masser af tid. Måneder og år. Så meget tid, at publikum til sidst føler, at de er med på rejsen. Men hvornår slukker man så for kameraet?

”Det ved du bare – især når man har så meget erfaring, som jeg efterhånden har. Så ved du bare, når du har samlet nok stof sammen til en film,” siger Matthew Heineman.

Han fortæller, at han blev overrasket over, at filmen udviklede sig til at blive mere end bare historien om borgerjournalisternes kamp mod kalifatet.

”Som tiden gik, bevægede historien sig også ind på temaer som integration, broderskab og traumer,” fortæller instruktøren, som imødeser den kommende tid, hvor styrker nærmer sig Raqqa.

Et langt og blodigt slag vil udfolde sig.

”Også her vil Raqqa is Being Slaughtered Silently spille en hovedrolle i informationskrigen. De vil tage os bag om krigens rædsler, og de vil endnu engang vise, at deres frihedsidealer meget muligt vil være det hårdeste slag mod terrorisme. De lader sig ikke kue af noget som helst.”