Max Kestner: Kunst skal være selvoptaget

Max Kestner er en af vor tids mest respekterede danske dokumentarister med genistreger som den eksistentialistiske slægtsfortælling Rejsen på ophavet og den skævt socialrealistiske Nede på jorden bag sig.

Han har vist sig som en af genrens mest grænsebrydende skikkelser med musicaldokumentaren Little Galaxies. Han har undervist med succes på Filmskolen, og yngre instruktører som Lea Glob betragter ham i dag som en stor inspirationskilde.

I 2019 vandt han Det Danske Filminstituts prestigiøse hæder Roos-prisen for sit bemærkelsesværdige bidrag til dansk dokumentarfilm.

Alligevel har 54-årige Kestner mærkeligt nok aldrig vundet en pris på verdens største dokumentarfestival IDFA i Amsterdam, og ingen af hans film – heller ikke fiktionsfilmen QEDA – har trukket det store biografpublikum.

Kestner er, hvad man kalder instruktørernes instruktør.

På årets Cph:Dox-festival blev hans nye Livet og andre problemer vist som åbningsfilm, og Ekko har besøgt instruktøren i hans hjem på Vesterbro for at tale om filmen og hans paradoksale karriere.

– Hvordan kan det være, at du stadig er instruktørernes instruktør, men ikke de internationale festivalers og publikums instruktør?

”Det undrer jeg mig også over,” siger instruktøren og griner. ”Og jeg er da bitter. Det handler nok om brandingen og forventningen til filmene. Hvis folk forventer, at det er elitære film, så gider det brede publikum ikke se det. Men jeg synes jo selv, jeg laver mainstreamfilm!”

– Er det virkelig kun pr-folkene og anmeldernes skyld, at dine film bliver set som elitære?

”Nej, det er bare, fordi jeg ikke forstår det. Så må det være alle andres skyld. Jeg ser filmene som komedier, men de kræver også tålmodighed og en indsats.”

”Nogle gange som med Drømme i København har jeg nok ikke været så generøs og inviterende. Den film er lidt studentikos i udtrykket, men jeg synes, de fleste af mine film er meget inviterende.”

Max Kestners hverdagspoetiske portræt af hovedstaden blev af Ekkos anmelder beskrevet som svingende mellem det smukke og det kedelige.

– Men hvad med de internationale festivaler? Dér kan man vel godt klare sig, selv om man ikke laver blockbusters?

”Jeg forstår ærlig talt heller ikke, hvorfor mine film ikke bliver udtaget til festivaler. Men festivalerne er en klub, hvor en cirkel af folk mødes på hinandens festivaler. Hvis du ikke er med i klubben, er det op ad bakke.”

– Men du vil alligevel gerne være med?

”Ja, det har jeg altid villet. Jeg sendte Little Galaxies til et hav af festivaler. De fleste svarede slet ikke, og resten afviste den. Jeg synes ellers, det er et kæmpe kunstværk,” siger instruktøren og griner på ny.

Det var spild af tid
Max Kestners sidste film, Little Galaxies fra 2021, bruger musicalnumre af gruppen Speaker Bite Me til at fortælle historien om to virkelige kvinder, der møder hinanden i Barcelona.

Den blev storrost af Ekkos anmelder, men fik ikke nogen priser og var mildest talt ikke en sællert.

”Jeg ærgrer mig stadigvæk. Kunst skal være en samtale, og når ingen gider lytte, har jeg jo spildt to-tre år på det.”

– Den blev vel trods alt set af nogle mennesker?

”Næh, den har haft én visning med hundrede mennesker, som mest var min familie og venner. Det er det samme som ingenting.”

– Er filmen så virkelig bare spildt?

”Ja, eller nej, selvfølgelig ikke for mig personligt. Jeg nød at lave den, og jeg er selvfølgelig det vigtigste publikum. Men jeg skal helst ikke være det eneste publikum.”

– Jeg lover, at vi også nok skal tale om din nye film, men jeg vil lige …

”Ja, det ville være dejligt, hvis det hele ikke handlede om alt det, jeg ikke kan,” siger instruktøren med et smil.

– Men jeg vil godt lige høre, om du ikke synes, du kunne have været mere taktisk med din karriere?

”Jo, det er der noget i,” siger han og tænker et øjeblik.

”Jeg laver ikke sådan nogle film, som man på forhånd vurderer, at de vil sælge godt. Det ville jeg faktisk gerne prøve. Men jeg bliver aldrig spurgt.”

”Jeg laver film, når jeg føler, at der er en tom plads, jeg kan tage. Noget, som ingen har lavet før. Og så prøver jeg at gøre det mainstream undervejs. Åbenbart uden held.”

Hinsides tilfældighed
Livet og andre problemer er på mange måder en tilbagevending til temaet i Max Kestners hidtidige hovedværk Rejsen på ophavet fra 2004.

Her leder instruktøren efter forklaringen på sin egen eksistens ved på pseudovidenskabelig vis at dykke ned i sit ophav med et poetisk plask. Konklusionen blev, at Max og hans bevidsthed er opstået på totalt tilfældig vis.

”Da jeg lavede den film, var jeg tilfreds med konklusionen,” siger Max Kestner.

”Men nu er mine bedsteforældre døde, jeg har været med til at lave tre børn, er over halvvejs i livet og blevet skilt. Mine børn skal flytte hjemmefra på et tidspunkt, og måske er jeg også bange for at dø, men jeg vil i hvert fald finde bedre svar.”

Udgangspunktet for den nye eksistentielle rejse er giraffen Marius, som blev verdensberømt i 2014.

Den toårige giraf blev skudt i hovedet, fordi København Zoo havde for mange giraffer, og Marius’ gener var kun til skade for det europæiske avlsprogram.

Beslutningen førte til voldsomme reaktioner fra folk i hele verden. Især fordi Marius efterfølgende blev dissekeret foran interesserede børnefamilier og fodret til parkens løver.

Kestner bruger episoden som springbræt til en poetisk, kaotisk undersøgelse af meningen med eksistensen og livet. Har alle væsner bevidsthed? Kan et menneske forstå, hvordan en giraf har det? Er vi for evigt alene i vores hjerner?

Påkørt kat
Da Marius-sagen stod på i 2014, havde Max Kestner samme reaktion som de fleste danskere.

”Jeg oplevede det som et hysteri. De fleste af dem, der brokkede sig, gik jo hjem og spiste bøf til aftensmad. Men senere begyndte jeg bedre at kunne forstå det. Jeg havde været ved dyrlægen med min påkørte kat, og det kostede mig halvanden månedsløn,” siger Max Kestner.

”Jeg kunne have købt en lige så fed kat for 100 kroner. Men selv om det ærgrede mig, og min far hånede mig, var det åbenlyst, at det skulle gøres. For min familie havde et forhold til den kat.”

”Meget videnskab betvivler, at vi kan se, om en girafmor og dens kalv har det godt sammen. Men når vi mærker efter, ved vi jo, at vi kan se det. Jeg har to katte nu, og jeg kan i hvert fald godt se, at de sammen har det ad helvede til.”

– Så du er ikke længere på Zoologisk Haves side i Marius-sagen?

”Jeg har i hvert fald ændret mig. Jeg ville nok ikke forsvare den næste girafs liv, for jeg er enig i, at man skal beskytte arten. Men videnskabsmændene fra Zoo tager den ikke linen ud. Så ville de også skyde mennesker for artens overlevelse!”

En ulvs følelser
I Livet og andre problemer taler instruktøren med en række forskere, der på hver sin måde peger i retning af, at liv har intelligens.

At forståelsen mellem dyr og mennesker er mere ægte, end videnskaben normalt vil indrømme.

”Store dele af hardcore-videnskaben siger, at bevidsthed er en illusion, og vi ved intet om hinanden,” forklarer Max Kestner.

”Det kan jeg ikke leve med. For så er verden meningsløs, og det forstår jeg ikke attraktionen i. Men videnskaben er ikke neutral. Den leder altid efter noget specifikt, så det satte jeg mig også for at gøre.”

Undervejs møder vi den britiske dyrlægefilosof Charles Foster, som render rundt i skoven om natten for at mærke en ulvs følelser. En forsker forsøger at sætte celler fri fra deres DNA-bestemte fængsel for at se, hvad cellerne selv finder på at gøre.

Det fører til en poesiladet side af naturvidenskabens mest regelrette afdelinger.

Max efter døden
Men mellem de mange omvæltende teorier og komiske dyreinteraktioner dukker Max Kestners eget liv igen og igen op i form af kortvarige betragtninger om ham selv og hans børn.

Har han i virkeligheden et forhold til sit afkom, eller er det en illusion?

”Jeg er ikke religiøs, for jeg er vokset op med videnskab som min religion. Så jeg spørger forskerne: ’Hvordan vil I besvare, hvad man spurgte religion om før i tiden? Hvad har I fundet ud af, siden I overtog?’”

– Har svarene gjort dig mindre bange for døden?

”Der er en trøst i at vide, at ens celler bliver til en plante bagefter,” siger instruktøren og holder en lang pause.

”Men man er nok mest bange for at miste sine forhold til andre. For det gør man jo. Så det er ikke en total trøst, at jeg bliver til et grantræ. Men hellere det end ingenting.”

– Hvorfor egentlig?

”Tjah, jeg kan bedre forstå at være et grantræ end ingenting. Jeg vil nok endnu hellere blive til en giraf, hvis jeg selv må bestemme.”

– Du har nu to gange lavet film, der skal besvare spørgsmålet om din egen eksistens. Bruger du ikke bare pseudovidenskaben til at dække over, hvor selvoptaget du er?

”Det er klart meget selvoptagede projekter, men det skal kunst være. Hvis man ikke er interesseret i sig selv, så kan man heller ikke dele sig selv. Og det er det fornemste, man kan dele,” siger instruktøren, der i Ekko før har interviewet sig selv ved hjælp af en fiktiv hollandsk journalist.

– Er du tilfreds med den nye films konklusion, eller kommer der endnu en film om tyve år?

”Jeg føler, at det er dét, men det passer nok ikke.”

Papirfascismen
– Hvad er det næste, du skal lave?

”Jeg har aldrig haft mindre planlagt i hele mit liv. Jeg har nok haft travlt med at hente børn tidligt, blive skilt og gå rundt om mig selv. Og de sidste fem år har jeg arbejdet på en dokumentarserie, der ikke ser ud til at blive til noget alligevel.”

Det stort anlagte projekt handler om skolesamarbejdet Tvind, som blev grundlagt i 1970 og senere anklaget for at være en sekt. Stifteren, Mogens Amdi Petersen, er stadig eftersøgt af Interpol.

”Det er sammen med produceren Henrik Veileborg, som fik adgang til dem, der var med til at starte det hele i 70’erne. Helt fantastisk projekt, men åbenbart vil ingen have en Tvind-serie, for vi kan ikke få den finansieret.”

Max Kestner mener, at danske instruktører er nødt til at bruge alt for lang tid på at beskrive deres film, før de kommer i produktion.

”Der er så meget forspildt instruktørtalent i Danmark. Klippere og fotografer arbejder hele tiden og udvikler sig, men vi arbejder kun hvert tredje år og udvikler os langsomt. Det går hårdt ud over de nye talenter og kvaliteten af filmene,” siger instruktøren.

Ifølge instruktøren hænger problemet også sammen med det, han i sit interview med sig selv fra Ekko #89 kalder for ”papirfascisme”.

”I Danmark udvikler vi ikke film. Vi får udviklingsstøtte og bruger støtten til at producere dokumenter, der skal sikre finansiering. Uden reel udvikling bliver filmene ensrettede, fordi man skal kunne forklare sin film hundrede procent for at få støtte. Og det er kun bestemte typer film, der kan forklares, før de er lavet. Hvordan forklarer man det værk, som aldrig er lavet før?”

Kæmpestor kontrolmaskine
– Så du har ingenting at lave lige nu?

”Jeg vil gerne for første gang lave noget rigtigt politisk. Sådan noget med at følge en politiker på Christiansborg. Og så ved jeg, at jeg vil lave fiktion igen.”

Max Kestner lavede i 2017 sin første og hidtil eneste fiktionsfilm. Sci-fi-filmen QEDA handler om en mand fra 2095, der sendes tilbage i tiden for at redde menneskeheden fra klimakatastrofer.

Den fik overvejende lunkne anmeldelser, selv om den i Ekko blev rost for sin innovative tidsrejsemekanik.

”Jeg trives bedst i det uventede og improviserede, og fiktionsfilm er en kæmpestor kontrolmaskine, hvor succeskriteriet er at lave præcis, hvad der blev aftalt.”

”En dygtig fiktionsinstruktør kan vel finde det uventede midt i maskineriet, men jeg lykkedes ikke selv med det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bidrage med som instruktør. Alle vidste præcis, hvad de skulle, så jeg følte næsten, at jeg lige så godt kunne blive hjemme,” forklarer instruktøren.

”Næste gang er målet at skabe et uforudsigeligt rum med plads til improvisation og virkelighed.”

– Hvad skal det handle om?

”Jeg tænkte på at lave en gyser, men det skal nok være tættere på mig selv. Måske en filmisk nøgleroman til filmbranchen!”