Max von Sydow er død
Den svenske skuespiller Max von Sydow er død, oplyser det svenske nyhedsbureau TT. Han blev 90 år.
Skuespilleren har i de senere år boet i Paris med sin franske hustru, Catherine Brelet, og blev fransk statsborger i 2002.
I Danmark vil Max von Sydow altid være Lassefar fra Pelle Erobreren, enkemanden, der med sin søn sejler fra Sverige til Bornholm med store fremtidsdrømme. Han må nøjes med et underbetalt job som landarbejder, men giver sønnen styrke i kraft af sin enorme kærlighed.
Bille Augusts film fra 1987 vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og den hører naturligt hjemme i dansk films kanon.
Det er en gennemsympatisk rolle, og det samme er gælder de svenske film Udvandrerne og Nybyggerne, hvor han spiller Karl Oscar, der river familien op med rode og emigrerer til Amerika i midten af 1800-tallet.
Senere i karrieren tog han springet til de store, amerikanske mainstream-film, hvor han ofte blev castet som skurk. Men selv i film, hvor han kun har fire-fem minutter på lærredet, føler man, at han er den giftige edderkop, der trækker i trådene.
Han var i stand til at tilføje noget dæmonisk til roller, som sjældent var noget særligt på papiret. For eksempel i Martin Scorseses Shutter Island, hvor han er psykologen, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum, når han sætter et stykke klassisk musik på grammofonen.
Spiller skak med døden
Max von Sydow blev født i 1929 i Lund. Faren var universitetsprofessor og moren skolelærer. Han kom ind på teaterskolen Dramaten i Stockholm, og mens han blev uddannet, debuterede han i 1949 i Alf Sjöbergs Kun en mor.
I 1955 flyttede han til Malmö, hvor han mødte sin mentor, Ingmar Bergman. I en række Bergman-film har han hovedrollen. Gennembrudsrollen kom i Bergmans Det syvende segl fra 1957, hvor Max von Sydow spiller korsridderen, der i en ikonisk scene spiller skak med Døden.
Tre år senere spiller han en far, der hævner sin datter, som er blevet voldtaget, i Jomfrukilden.
I disse film og andre Bergman-titler som Ansigtet, Ulvetimen og Skammen bliver ”hans magre fysik og lange, aparte ansigt en fællesnævner for nordisk tungsind og afsind under hårdt tilkæmpet kontrol”, som Filmleksikon formulerer det.
Men han besad også et talent for komiske roller, hvilket han viser i den svenske Æblekrigen fra 1971.
Det menneskelige
Det internationale gennembrud kom i 1965, hvor han inkarnerer Jesus i George Stevens’ The Greatest Story Ever Told.
Uforglemmelig er også hans rolle som dæmonuddriver i gyserhittet Eksorcisten fra 1973 og snigmorder i Three Days of the Condor fra 1975. Året forinden medvirker han som en af ægtemændene i Woody Allens mesterværk Hannah og hendes søstre.
De seneste år har budt på titler som Star Wars: The Force Awakens og serien Game of Thrones. Foruden de 163 film og serier, der står nævnt på hans IMDb-side, har Max von Sydow instrueret en enkelt film, nemlig den danske Herman Bang-historie Ved vejen (1988), som fik blandede anmeldelser.
Et af hans mere kuriøse bidrag til filmkunsten er fortællerstemmen i Lars von Triers Europa (1991), hvor han hypnotiserer hovedpersonen og publikum til et univers, man aldrig kan frigøre sig fra. Den utroligt rolige stemmeføring skabte han sammen tonemesteren Per Streit ved at indtale monologen liggende på gulvet.
Men Max von Sydow var mere end summen af sine roller. Han havde en helt speciel karisma. Der var noget tidløst over ham. Han var ikke et hverdagsmenneske, der gik ned for at hente smøger inden aftensmaden. Med sine monumentale roller udstrålede han symbolsk det menneskelige – ecce homo!
Kommentarer