Med Feifer i rummet

”Der er ikke noget klogt at skrive om film. Film er ikke nogen klog kunst,” lyder Nikolaj B. Feifers indledende ord i kataloget over Den Danske Filmskoles afgangsfilm årgang 2011.

Med denne udtalelse i baghovedet kan det forekomme lettere ironisk, at det er netop, hvad Nikolaj B. Feifer har sat sig for, da Ekkos udsendte møder ham til et interview om hans afgangsfilm Junk Love – en film, som Ekkos anmeldere kalder ”årgangens bedste”.

”Jeg sidder virkelig og presser på for at sige noget klogt, og jeg finder ud af det nu, det er sådan verden hænger sammen. Jeg har sådan et epiphany moment,” udbryder Feifer pludselig under interviewet. 

Feifers ”epiphany moment” – altså en åbenbaring – vender vi tilbage til senere, for inden den unge, excentriske århusianer Nikolaj B. Feifer kom i søgelyset, har der ligget en lang og sej kamp for at få afgangsfilmen i hus.

Lavstatusgenre
”Da vi skulle i gang, var der ikke nogen fotografer, der ville være på vores film, fordi ingen ville lave sci-fi,” fortæller han.

”Det var bare op ad bakke, og alle var bare sådan: ’Okay, det kommer til at gå ad helvede til.’ Folk på skolen prøvede at være lidt pity-søde ved os, og vi fik lov til at låne studiet i tre måneder.”

”Men de spurgte: ’Hvorfor laver du ikke filmen på et hospital, for sci-fi er altså ikke super respektabelt?’ Gudskelov var der mit filmhold, som bestod af min producer, klipper og tonemester, og de bakkede meget op.”

Allegori over en døende
Junk Love handler om astronauten Edwin, der befinder sig alene på et rumskib, hvor en lækage får ilten til at sive ud. Langsomt mister Edwin livet, men pludselig får han kontakt til ekskonen Sofia, og det giver ham lysten til at kæmpe sig tilbage til jorden.

”Jeg har altid lyst til at fortælle en historie om en mand, som er på det yderste, som finder ud af, hvad der er vigtigst i tilværelsen og kommer til at værdsætte livet. Filmen er en allegori over en mand, der skal dø,” fortæller Feifer.

”Det er jo Danielle Steel i rummet, det er en lægeroman, du ved, det er jo virkelig enkelt”, siger han, mens han ser, at jeg noterer på blokken, hvorefter han udbryder:

”Oh, she’s gonna quote me on that. Ja, det er Danielle Steel i rummet – det er en fed overskrift.  Det er Danielle Steel i rummet, det må du altså ikke skrive, det må du virkelig ikke skrive, for det kommer bare til at haunt me for the rest of my life, det er virkelig ikke godt.”

Lille mand med humor
Nikolaj B. Feifer er ikke nogen nem mand at interviewe, for han kommenterer alt fra dit udstyr til dine spørgsmål og din spørgeteknik, og til tider dikterer han ligefrem, hvad man ikke må skrive. Det hænger muligvis sammen med, at han tidligere har gjort sig som freelancejournalist og lavet interviews med folk, blandt andet for Ekko.

Samtidig gemmer der sig en tør, underspillet humor og et væld af sarkastiske bemærkninger i den lille mand, så det er svært at skelne, hvad han virkelig mener, og hvad han finder på i øjeblikket.

Og efter flere meget tøvende og selvreflekterende svar kan jeg ikke lade være med at spørge, om de på Filmskolen tænker meget over, hvad de siger til journalister?

”Ja, vi forsøger nogle gange,” siger Feifer med sin århusianske dialekt og et glimt i øjet.

– Har I fået undervisning i det?

”Ja, ja, vi har haft to timers undervisning i det, men det kunne godt være, at vi skulle have haft en time mere.”

Syg af cancer
Nikolaj B. Feifers tid på Den Danske Filmskole har bevidstgjort ham om, hvad det er for en historie, han fortæller. For ifølge ham har alle instruktører en historie, de fortæller ud fra.

”Jeg troede, jeg kom herover for at lære et håndværk, for at blive bedre til en række forskellige håndværk såsom personinstruktion, lyssætning og manusskrivning. Det har jeg selvfølgelig også gjort i en eller anden udstrækning."

"Men det har meget mere været et spørgsmål om, at man skal lære, hvor ens lyst ligger, hvad for nogle historier, man vil fortælle, og hvorfor man vil fortælle de og de historier,” forklarer han og slår over i en alvorlig tone.

”Jeg har været meget syg af cancer, da jeg var ung. Døden er derfor ikke så abstrakt for mig. Det er den verden, jeg fortæller historier ud fra. Jeg har egentlig altid lavet de samme slags film, det kan jeg også godt selv se nu. Men det er også kun interessant at lave film ud fra et ego, for det er kun ærligt at fortælle om sig selv,” understreger han.

En instruktørs solopgang
Det, der skabte adgangsbilletten til Den Danske Filmskole for Nikolaj B. Feifer, var uden tvivl kortfilmen Solopgang fra 2005. Filmen handler om en pige på et børnehjem, der prøver at få sin afdøde bror tilbage ved at forestille sig, at han er i en verden, hvor han måske kan snyde døden.

Feifer var kun tyve år gammel, da han lånte 250.000 kroner i banken til at realisere filmen. Desuden havde han skaffet kendte navne som Jacob Cedergren, Anders Lund Madsen, Charlotte Munck og Jens Okking til at medvirke i hans film.

”Det var kun, fordi man var så naiv dengang, at det kunne lade sig gøre. Og så havde jeg set nogle skuespillere, jeg synes var fede. Det er meget sjovt, jeg fik Anders Lund Madsen til at spille Gud. På en måde er det også dybest set den samme film som Junk Love,” fortæller Feifer.

 – Har du stadig det samme vovemod, hvor du bare griber telefonen?

”Nej, ikke så meget. Man er blevet så pæn, det er sådan lidt, ’nej, jeg gider ikke ringe’. Man prøver, men jeg er blevet alt for fornuftig.”

Dansk tristesse
Fra Nikolaj B. Feifer var fjorten år, vidste han, at han ville være instruktør. Og det var særligt Luc Bessons Det blå dyb fra 1988, som fik Feifers øjne op for filmmediets muligheder. Til gengæld har han helt fra barnsben haft et problematisk forhold til danske film.

”Det første, jeg husker fra min barndom, er, at jeg pakkede alle mine Prop & Berta -kassettebånd i en blå plastikkuffert og mine Troldepus -bånd og var vildt ked af det og græd og ville flytte hjemmefra, fordi mine forældre havde været henne i videobutikken og kun lejet danske film.”

”Jeg var simpelt hen så oprørt over det. Jeg var cirka fem år, så jeg havde i hvert fald en eller anden mening om film allerede dengang.”

”Nu når jeg står nede ved hylderne i Blockbuster, så ser de danske film bare så kedelige ud. Så er det bare sådan lidt, ’skal jeg være trist sammen med ham her fyren, som har en bror på Vesterbro, eller skal jeg være trist sammen med dem her inde i fængslet, eller skal jeg være trist sammen med Erik Clausen, der er på udgangstilladelse, hvordan skal jeg være trist?’ Det er forskellige former af tristesse,” understreger Feifer.

”Dér tænker jeg, at der godt må være en lille smule mere håb og lidt mere magi. Altså bare fordi man laver håb og magi, behøver det ikke være en mærkelig børnefilm. Håb, magi og underholdning kan også godt findes i seriøse og fantastiske film.”

Håbet er også realistisk
For at vende tilbage til Feifers indledende ord så opstod der pludselig et ”epiphany moment”, da snakken faldt på Hollywood-film med alt deres håb og magi over for dansk og europæisk tristesse.

”Hollywood eller Amerika er grundlagt af en hel masse naive mennesker, der kom dertil og sagde, ’nu giver vi slip på vores gamle liv og starter noget, der er vildt og fantastisk og med en drøm om et nyt liv. Så selvfølgelig er Amerika altid ’over the edge’. Mens Europa har 3.000 års tungsind med sig, og ligesom ’ja-ja, det kan godt være, I drømmer, men i virkeligheden er verden sådan, at folk lider, og der er pest.’ Europa bygger stadig på realismen.”

”Jeg skylder ikke nogen at være realistisk, jeg skaber mine egne miljøer. Mine idoler er Frank Capra og Kubrick. Og Capra lavede en af mine yndlingsfilm, It’s A Wonderful Life fra 1946, som bare er så meget larger than life.”

”Men egentlig handler filmen bare om den her lille mand i et forstadskvarter, som tror, han har levet et dårligt liv og ikke føler, han har udfyldt sit liv godt nok, og som begår selvmord. Det er egentlig hårde ting, men der bliver introduceret en Sankt Peter, som bliver sendt ned ’click click click dum’, og der er meget magi i det hele,” forklarer Feifer.

”Der kan sgu godt være magi i et parcelhuskvarter, vi behøver ikke være bastet og bundet af den her tro på, at ting er mere realistiske, bare fordi de er hårde. Håbet er da også realistisk. Og der er kærlighed i livet, som er fuldstændig magisk og sindssygt, og som gør folk sindssyge.”

Mødet med Hollywood
Da traileren til Junk Love kom ud på nettet, blev Nikolaj B. Feifer kontaktet af flere amerikanske producenter. Og når snakken falder på, om han vil til Hollywood, lyser hans øjne op, og en længere fortælling presser sig på. For han har nemlig allerede haft sin første Hollywood experience.

”Det var et kæmpestort glas- og stålkontor, det største agentbureau i USA. Dér sidder jeg ude i deres venteværelse og venter sammen med en lidt nervøs svensker, som er ham, der spiller hovedrollen i Mænd der hader kvinder. Og så sidder der bare sådan fire helt perfekte receptionistpiger ’da da da’,” siger Feifer, mens han laver skrivemaskinefagter i luften.

”Og så kommer Níka ned for at hente mig, og så skal man op og møde den her agent, som ligner Mr. Potato Head helt vildt,” fortæller Feifer indlevende og skifter over i et nasalt fransk-amerikansk toneleje:

”’Hallo.’ Sådan snakker han, han er franskmand og har boet i USA i ti år, og siger hele tiden: ’Ohh exciting.’ Han er bedste venner med Luc Besson, og han har set min afgangsfilm. Den kunne han vildt godt lide, og nu er han spændt på, hvilke projekter jeg vil i gang med.”

Yes, ohh it’s amacing
”Jeg havde dybest set kun én lille bitte tanke: en mand, der tager op til Nordpolen for at finde sin kæreste, som er forsker og er blevet væk under en iskappe, fordi hun har boret sig ned til indlandsisens kerne og fundet noget.”

”Pludselig har folk mistet al kontakt med forskningsstationen. Han tager derop og finder på rejsen ud af, hvordan menneskeheden blev skabt.” siger Feifer og fortsætter:

”Det er lidt en thrilleragtig ting, og det pitchede jeg så til ham, og jeg nåede ikke langt i historien, før jeg blev afbrudt. ’Well, I get the story about a guy that goes to the North Pole, there is this lake,’ siger han og udbryder: ’Ohh great … and he finds something in the ice? Yes, ohh it’s amacing, I have to read it,’ lyder det imiterende fra Feifer.

”Det var meget Hollywood-agtigt.”

”På Fox gik de rundt i det der megafede studie, og jeg besøgte et lillebitte firma, hvor de sad og nikkede og sagde ’0hh yeah’. Jeg fortalte, hvorfor jeg synes, det er fedt at lave film, og så sagde de: ’That’s just why this company was built’ – og så har jeg aldrig hørt fra dem siden,” siger Feifer og tilføjer:

”Sådan er amerikanere. Men de der agentbureauer, de har så sagt, at nu vil de gerne have, at jeg sender en synopsis, og det gør vi så i næste uge. Så må vi se, om der kommer noget ud af det.”

Feifers Junk Love vises sammen med de fem andre afgangsfilm den 14. juni i Dagmar (Kbh), 20. juni i Metropol (Århus), 21. juni i BioCity (Ålborg) og 22. juni i BioCity (Odense). Kl. 17.30 alle dage.