Med fuld mor til teenagefest

På sin fødselsdag drikker sekstenårige Sally sig fuld til det lokale halbal, selv om hun helst ikke vil være som sin mor, der drikker for meget og bliver pinlig for datteren.

Gruppepres og ungdomsforelskelse får hende alligevel til at drikke, og så sker der noget mærkeligt. På dansegulvet til tonerne af hittet Boten Anna forvandler Sally sig bogstavelig talt til sin mor.

Pludselig er den midaldrende kvinde til fest med en flok fulde teenagere!

Halbal har i fem uger indtaget top 10 på Ekko Shortlist. Filmen er instrueret af unge Sif Lina Lambæk, der fik den erfarne skuespiller Charlotte Fich til at indtage rollen som moren og i nogle scener også datteren, når Sally fanges i sin mors krop.

Det er en film om alkoholkultur, generationsforskelle og det at være kvinde. I den lille historie på 25 minutter bruger instruktøren sine personlige erfaringer til at skildre en universel fortælling om forholdet mellem forældre og børn.

”Halballet er en vildt spændende arena for den danske drukkultur, for der er noget tragikomisk over, at børn drikker i trygge rammer i en håndboldsal, hvor forældrene står i baren. Det er på en måde skønt, men også meget mærkeligt,” siger Sif Lina Lambæk og fortsætter:

”Når man er ung på landet, er der ikke så mange fester. Jeg gik til halbal i Kirke Hyllinge-hallen, hvor jeg også spillede håndbold. Der var få fester om året, så forventningerne var sindssygt høje.”

”Man skulle nå alt. At kysse med ham, man var forelsket i, og det ene og det andet. Men man endte bare med at blive helt vildt fuld, fordi man gemte vodka ude i busken. Den intensitet havde jeg lyst til at genbesøge.”

Den pinlige scene
Halbal er Sif Lina Lambæks afgangsfilm fra den fynske filmuddannelse 18 Frames og produceret af Mikkel Smidt på Zentropa.

Den foregår i 2007, hvor moden og musikken var farverig og karakteristisk.

Det var også det år, den i dag 28-årige instruktør selv var til sit første halbal i den midtsjællandske provins, hvor hun er vokset op. Det har givet inspiration til filmen, hvis greb med at lade Charlotte Fich blive en del af teenagefesten skaber et slående drama.

”Selve grebet handler om at formidle en følelse af ikke at kunne mærke sig selv i forvirringens rus. Charlotte har som skuespiller en vildskab og fandenivoldskhed. I vores kultur er der stadig noget med, at hvis man som kvinde giver slip på kontrollen, er det lidt skamfuldt,” siger Sif Lina Lambæk.

Charlotte Fich deler sin instruktørs tvedelte syn på alkoholens glæder.

”Jeg elsker fester, hvor man aftaler at få lidt at drikke, så alt bliver lidt mere løssluppent. Det synes jeg, man skal dyrke. Der bliver højere til loftet, og det er en væsentlig del af vores kultur, som kan noget vigtigt,” forklarer den 60-årige skuespiller.

”Omvendt må jeg også sige, at når der er så mange undersøgelser om, hvor giftigt det er, og at folk har skjulte problemer med alkohol, gør det mig forarget, når jeg tit hører i radio og tv, at vi skal fejre noget med alkohol.”

For Charlotte Fich krævede det forarbejde med den unge skuespiller Clara Frederikke Rose Lundberg – der spiller sekstenårige Sally – for at finde frem til et naturligt kropssprog og en troværdig repliklevering.

Særligt en scene var udfordrende for Charlotte Fich. Som Sally går hun med sin udkårne ind i et omklædningsrum, hvor fyren lægger op til et blowjob, der ender i opkast og gråd.

Koreografien blev nøje fastlagt under prøver i samarbejde med en intimkoordinator.

”Aldersforskellen gjorde det enormt pinligt for mig,” siger Charlotte Fich. ”Jeg skulle have 100 procents vished om, at der blev skabt et trygt rum med klare linjer. Det var vigtigt, at den unge, mandlige skuespiller ikke troede, at det var en improvisation båret af lyst.”

Gamle hænder på ølflasken
Charlotte Fich er i den danske befolkning nok bedst kendt for sin rolle som drabschef Ingrid Dahl i DR-serien Rejseholdet. Hun har også vundet priser for sine biroller i Kærlighed på film og ægtemanden Per Flys Drabet.

Det var en stor oplevelse for hende at medvirke i Sif Lina Lambæks kortfilm. Også selv om skuespilleren i starten havde en anden mening om, hvordan Sallys forvandling til sin mor skulle fortælles.

”Oprindelig ville jeg gerne have haft, at Sally kiggede i spejlet, og hun får et chok, da hun ser morens ansigt. Så kunne moren ind imellem vise sig som et monster, når Sally bliver for meget. Gamle hænder, der holder om øllen og den slags,” siger skuespilleren.

”Hvis man skulle have den sanselige følsomhed af hendes ultimative angst udtrykt, kunne man blive hos unge Sally. Nu går vi ind i en birolle og er hos hende i noget tid – og så tilbage til hovedkarakteren. Med dobbeltprojicering undervejs kunne man måske være gået endnu mere følelsesmæssigt ind i hovedpersonen.”

”Den vej overvejede jeg, men det var vigtigt for mig, at filmen ikke blev body horror,” fortæller Sif Lina Lambæk.

”Jeg havde lyst til at vise en følelse med det filmiske greb, hvor Sally nærmest ser på sig selv udefra. Hendes skam over at være for fuld skulle materialiseres. Publikum har selvfølgelig ikke opbygget samme sympati for moren som for Sally, men det handler også om den afsky ved sig selv. Den får tilskueren ved, at han eller hun ikke kan lide moren lige så meget,” fortsætter instruktøren.

”Jeg ville være konsekvent, selv om man mister noget af identifikationen med hovedkarakteren, når hun erstattes af sin mor. Jeg havde besluttet at holde fast i det formgreb, hvor hun virkelig er sin mor, indtil hun ikke er det mere.”

Charlotte Fich nikker anerkendende.

”Det er på grund af den slags snakke, at det var skide skægt at lave den her film. Kortfilm er et overskueligt format, hvor man kan arbejde lidt tættere sammen om tingene. Det er i hvert fald dejligt at blive inviteret ind i sådan et kreativt rum,” siger Charlotte Fich.

Druk med fire kvinder
Optagelserne til Halbal var afsluttet, inden Thomas Vinterberg havde premiere på sin senere Oscar-vindende storsucces Druk.

Men efterfølgende har Sif Lina Lambæk tænkt over, hvordan druk skildres forskelligt, når enten mænd eller kvinder indtager hovedrollen.

”Hvis Druk havde handlet om fire kvinder, havde det været en meget anderledes film. Kunne man overhovedet lave en film, hvor fire kvinder drikker sig fulde mellem mænd og børn?” spørger instruktøren.

”Man ville nok ikke synes, at det var lige så sjovt og charmerende. Den skam, der er forbundet med kvinder, der drikker, er jeg interesseret i.”

”Sally og hendes mor vil bryde ud af den traditionelle kvinderolle, men der er så mange forventninger til det at være kvinde i vores samfund, at det kan være svært. Moren bryder ud af det ved at drikke, og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i lysten til oprør.”

Halbal den første film, hvor Sif Lina Lambæk føler, at hun har fundet sin personlige stemme.

”Jeg har fået hul igennem til noget og blod på tanden. Jeg er meget sensitiv over for stemninger og optaget af det, man ikke lige kan sætte fingeren på. Stemningsskift og transformation,” siger hun.

”Jeg vil bruge det audiovisuelle medie til at beskrive en følelse eller stemning. Jeg har læst mange tegneserier, da jeg var yngre, og jeg kan godt lide, når noget er symbolsk og ikke kun naturalistisk. Med formgreb kan jeg forene naturalismen og magisk realisme. Og så er jeg optaget af kvinder, der bryder ud.”

Hun er således stadig ved at udvikle sit filmsprog. Og er derfor glad for at kunne fortsætte med at udvikle sig på uddannelsen på den københavnske filmuddannelse Super16, hvor hun lige nu arbejder på sin førsteårsfilm.

”Det kræver virkelig noget at stå på en filmoptagelse med en fotograf, skuespillere og et helt hold. Så at få tre år mere, hvor jeg kan øve mig, er jeg sindssygt glad for,” siger hun.

Drøm om hovedrolle
Charlotte Fich står et helt andet sted i livet. Hun kan se tilbage på en flot karriere, men der er stadig ting, hun drømmer om at prøve.

”Jeg har sagt nej til nogle tilbud og prioriteret mit liv, så der var plads til andet end karrieren. Det har jeg taget til efterretning på mine ældre dage, hvor jeg har reflekteret over, at det er mærkeligt, jeg aldrig har spillet hovedrollen i en film. Det kunne jeg da godt tænke mig at prøve,” siger hun med et smil.

”Men jeg begræder ikke de roller, jeg har sagt nej til. Nogle af dem ville da have været interessante at lave, men jeg har fået dem tilbudt på tidspunkter, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Til gengæld har jeg et ægteskab, der holder, og jeg har fået nogle sunde børn.”

Charlotte Fich er gift med instruktøren Per Fly (Bænken), og de har sammen formået at forene karriere og familieliv, selv om begge arbejder i en meget omskiftelig filmbranche.

”Vi har måttet skiftes og sige: ’Nu får du tre måneder, hvor du har frit slag!’ Det kan også være én uge ad gangen, hvor man siger: ’Nu klarer du alt – indkøb, madlavning, aflevering, hentning, kørsel, whatever.’ Så har den anden fri til at lave nataftaler og hvad som helst.”

Kampe der skal tages
Sif Lina Lambæk lytter opmærksomt.

”Har du mærket med din mand, at du som kvinde automatisk kom til at tage dig mere af børnene og alt det?” spørger instruktøren.

”Dér må jeg nok sige ja …” svarer skuespilleren ærligt.

”Jeg er bange for, at det sker af sig selv, fordi det bare ligger i én.” siger Sif Lina Lambæk, der har en kæreste, men lige nu fokuserer mere på karrieren.

”Jeg snakker med mine veninder, der også laver film, om problemet med både at have karriere og familieliv. Det er en frygt. Kan jeg få det til at gå op, kan jeg gå efter min drøm, hvis jeg også vil have en familie?”

”Selvfølgelig kan du det!” slår Charlotte Fich fast og fortsætter:

”Hvis den ene partner siger: ’Jeg har ikke tid, så det må du gøre,’ har personen også sagt: ’Jeg er vigtigere end dig!’ Og det kan man ikke tillade sig.”

Charlotte Fich forklarer, at der hurtigt går et år, hvor man som kvinde er ude af arbejdsmarkedet, fordi man har fået et barn.

”I den tid har du ikke haft tid til at udvikle filmprojekter, så der ligger ikke noget, når du er klar igen. På den måde går der hurtigt to år, før du får lavet noget.”

”Men så må den anden tjene pengene imens. Vi bliver nødt til at insistere: ’Jeg sidder på min pind på mit værelse og tjener ikke en klejne. Det kommer jeg til på et tidspunkt, men hvis jeg ikke får lov til at sidde otte timer om dagen uden at blive forstyrret, kommer jeg aldrig til at udvikle noget.’”

”De kampe må man tage. Man kommer til at slås om tiden, hvis to mennesker begge skal have en karriere. Det er der ingen tvivl om. Så man er nødt til at have en samtale om, hvordan man fordeler tiden bedst. Men det kan godt lade sig gøre.”