Sexisme på TV 2
07. dec. 2021 | 17:03

Mediebranchen er dobbeltmoralsk

Foto | Producentforeningen
Jørgen Ramskov har siddet i en lang række chefstillinger i den danske mediebranche, og han er ikke imponeret over, hvordan anklager om krænkende adfærd bliver håndteret.

”Det er skammeligt, at man over en bred kam oplever, at chefredaktører ikke vil udtale sig,” siger tidligere direktør for Radio24syv og ærgrer sig over, at stationen ikke forsøgte at afsløre den kendte kultur på TV 2.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

I kølvandet på dokumentarserien MeToo: Sexisme bag skærmen og afsløringerne af en krænkende kultur på TV 2 – eksemplificeret af en herostratisk festvideo – er mediebranchen kommet i søgelyset.

Og nu går en branchens førende skikkelser ud med et direkte angreb på medieverdenen, som bliver kaldt dobbeltmoralsk.

Jørgen Ramskov er en af de mest erfarne mediechefer i Danmark. Han er i dag direktør for brancheorganisationen Producentforeningen, der taler de danske produktionsselskabers sag.

Efter uddannelsen på Journalisthøjskolen var Ramskov kortvarigt ansat som reporter på TV 2. Senere i karrieren har han haft direktørposter på DR, Det Danske Filminstitut og den hedengangne radiostation Radio24syv.

Men i dag efterspørger han selvrefleksion blandt chefredaktører, der undlader at svare på spørgsmål og blot sender et mail-citat.

”En mediebranche, der for en stor dels vedkommende aldrig ville betænke sig to sekunder på at bringe navne og billeder, hvis blot en brøkdel af anklagerne om sexisme handlede om politikere og topledere,” skriver Jørgen Ramskov i et opslag på Facebook.

”Men som nu dækker sig bag svulstige ord om, at det jo er kulturen og ikke personen. Der findes kun et ord for det: dobbeltmoral.”

Kolossalt svigt
MeToo: Sexisme bag skærmen er blevet storrost af anmelderne og får fem stjerner af Ekkos anmelder. Dokumentaren undlader dog at nævne andre navne end Jes Dorph-Petersen, som selv er stået frem med et forsvar mod overgrebsbeskyldninger.

”Dokumentarens formål er ikke at ødelægge de omtalte mænds omdømme,” siger programdirektør for distributøren Discovery Networks som forklaring på, hvorfor krænkende chefer på TV 2 er blevet anonymiseret.

Alligevel har også Jørgen Ramskov store roser til dokumentarserien.

Den har for mediechefen efterladt ”en oplevelse af kolossalt svigt og dobbeltmoral, fordi ingen medier – og heller ikke dem, jeg selv sad i spidsen for – igennem årtier har villet undersøge den solide og allestedsnærværende rygtestrøm om en helt igennem forkert kultur på TV 2,” skriver Ramskov i Facebook-opslaget.

”Vi taler om, at en hel mediebranche – chefer og de dygtigste journalister – i årtier har vidst, at noget var galt. Men ingen af os satte ressourcer af til at afdække og afsløre svineriet. Vi kastede os over langt mindre rygter og historier – men ikke os selv. Shame on us.”

Skammelig tavshed
Nuværende chefredaktør på B.T. – og tidligere nyhedsdirektør for TV 2 – Michael Dyrby er en af de mænd, som nu er krøbet i flyverskjul.

Anna Thygesen, der medvirker i MeToo: Sexisme bag skærmen og fortæller om en sexistisk oplevelse, men uden at navngive gerningsmanden, har efterfølgende afsløret, at der er tale om Dyrby.

Angiveligt skal han have sagt, at Thygesen aldrig ville blive til noget på TV 2, fordi han ikke ville ”kneppe” hende.

Fagbladet Journalisten citerer i dag DR-værten for det nu lukkede program Mennesker & Medier, Kurt Strand, som i et interview fra marts fik Michael Dyrby til at sige, at han nok skulle stille op, hvis han havnede i et mediestormvejr.

”Jeg lover, at jeg kommer næste gang,” sagde Dyrby dengang, men i dag holder han fri fra sit arbejde og svarer ikke på henvendelser fra medierne.

Den taktik får ikke topkarakter af Jørgen Ramskov.

”Det er skammeligt, at man over en bred kam oplever, at chefredaktører ikke vil udtale sig. Hvis jeg var direktør, ville ordren til en ledende medarbejder være: Du må gå ud og forsvare dig!” siger Producentforeningens direktør uddybende til Ekko.

Mangel på selvindsigt
Han mener også, at medierne ikke går lige så hårdt til stålet, når de undersøger sig selv. For eksempel har der siden #MeToo-bevægelsens start i 2017 været adskillige sager, men de fleste er blevet behandlet anonymt.

”Jeg angriber mediernes dobbeltmoral, fordi det er min påstand, at hvis det havde været en politiker eller en chef i et børsnoteret selskab, havde der været billeder og navne,” fortsætter Jørgen Ramskov, der har set mediebranchens mandlige hovedaktører benægte i ét væk.

”Når man ser klip fra Presselogen – og der er givetvis også nogle af mig – hvor folk siger: ’Der har ikke været en sexistisk kultur,’ som Poul Madsen sagde om Ekstra Bladet og Mikkel Hertz sagde om TV 2, er det jo mangel på selvindsigt og refleksion. Og det er alvorligt, når vi forlanger det af andre.”

– Michael Dyrby er en af de #MeToo-anklagede. Han er i dag chefredaktør på B.T., og hans chef, Anders Krab-Johansen, vil ikke forholde sig til Dyrbys fortid på TV 2. Er du enig?

”Enkeltfejl skal ikke hjemsøge én for resten af livet, og jeg har selv ansat folk, som har lavet alvorlige fejl – for eksempel Henrik Qvortrup. Men hvis der i årevis har været udvist en ekstrem dårlig ledelse og en grænseoverskridende adfærd, er man i hvert fald nødt til at vurdere idéen i at ansætte vedkommende som chef.”

”Det er jo ikke kun et spørgsmål om, hvad Anders Krab-Johansen mener i den konkrete situation. Det er også et spørgsmål om, hvilket signal det sender til avisens medarbejdere og omverdenen.”

Udpræget festkultur
Jørgen Ramskov bliver i kommentarsporet til opslaget primært hyldet for sin udmelding.

Men der er også kritiske røster, som spørger, hvorfor det ellers ikke berøringsangste Radio24syv undlod at grave i mediebranchens overgrebskultur, og om Ramskov ikke selv bærer et personligt ansvar.

Han har ikke hørt om sager med seksuelle krænkelser på Radio24syv, men vil ikke afvise, at der har været grænseoverskridende hændelser i hans tid som direktør.

Og så kan han med egne ord hverken forklare eller forsvare, hvorfor radiostationen ikke igangsatte det arbejde, som nu har resulteret i MeToo: Sexisme bag skærmen.

”Jeg ved ikke, hvornår jeg hørte rygter om en udpræget festkultur. Men rygterne har været der, og ingen med bare nogenlunde normal hørelse kan ikke have hørt de rygter. Man skal enten være døvblind eller ikke have været til stede, når det har været alment kendt,” siger Jørgen Ramskov.

– Så må de øverste chefer på TV 2 også have kendt til krænkelserne?

”Når en perlerække af medarbejderne på TV 2 siger, at det her har været almindeligt kendt, så er det vanskeligt at tro, at lederne ikke har kendt til det.”

Et stort mørketal
Jørgen Ramskov har selv håndteret en sag om krænkelser som bestyrelsesformand på European Film College, der er blevet afdækket af Ekko. Den er han blevet kritiseret for, og han erkender, at der stadig er lang vej igen – ikke mindst i hans egen branche.

”Vi har arbejdet meget med at prøve at styrke det formelle system på filmproduktioner med arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, som i den bedste af alle verdener skal tage sig af den slags sager. Undersøgelser viser, at der er et stort mørketal i indrapporteringen, og det kan der være mange årsager til,” siger Jørgen Ramskov.

”På European Film College har vi lavet en form for whistleblower-ordning med en uafhængig psykolog, man kan henvende sig til. Vi prøver generelt at blive klogere på, hvorfor det etablerede system ikke fungerer.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko