SHORTLIST: Medier misforstår fedme

For anden uge i træk indtager den samfundssatiriske Patienten andenpladsen på Ekko Shortlist. Filmen handler om den svært overvægtige Kristoffer, der medvirker i et absurd tv-program, hvor han skal træffe et valg om, hvorvidt han vil gennemgå en fedmeoperation. 

Det er et dilemma, der har fået flere brugere til at kommentere på filmens tematik og konsekvenserne af fedmeoperationer på Ekkos hjemmeside. Og det var præcis det, filmens instruktør Cecilie McNair ønskede at sætte fokus på, forklarer hun, da vi fanger hende over Skype fra Hamburg, hvor hun i øjeblikket er bosat. 

”Jeg havde lyst til at skabe en debat, som mangler i medierne: At vi selv skal tage et ansvar i stedet for bare at lægge vores krop og liv i det offentliges hænder. Fordi man kan få en fedmeoperation, er alt jo ikke nødvendigvis godt,” siger den 27-årige, autodidakte instruktør. 

Altid en risiko
Mange instruktører laver film, der mere eller mindre direkte handler om dem selv. Cecilie McNair er dog ikke selv overvægtig – men med en opvækst hos en far, som er læge, og en mor, der er sygeplejerske, har sundhedsdebatten i medierne naturligt fyldt snakken ved spisebordet. 

”Jeg har vidst, at jeg skulle lave Patienten i mange år, for jeg har altid interesseret mig for fedmedebatten. Jeg har ikke lavet filmen for at udstille nogen, og det er ikke, fordi jeg siger, at man ikke kan få noget godt ud af en operation. Det handler bare om at kigge indad og huske sin sunde fornuft, for der er også risici ved en fedmeoperation, og det ikke altid den nemme løsning, der er den rigtige.” 

– Talte du under din research med mennesker, som har gennemgået en fedmeoperation? 

”Jeg har talt med mange, som har været gennem flere operationer, hvor det ikke har hjulpet. Ud af de 30 mennesker, jeg talte med, havde mange enten ikke tabt sig eller tabt sig og taget på igen.” 

”Og mange af dem havde det jo stadig dårligt, for ingen havde hjulpet dem med det problem, der lå til grund for deres overvægt. Det har man forsøgt at camouflere i en operation. Man gør ofte patienten til 100 procents offer, men det synes jeg ikke, man kan, for man har et medansvar, idet man har fået et problem ved at overspise – som andre slags misbrugere. Jeg synes aldrig, medierne kommer ind til kernen i den debat.” 

Perverst fjernsyn
– Er det derfor, du har valgt at pakke handlingen ind i et reality-program? 

”Vores tv er blevet perverst og forfærdeligt. Patienterne ydmyger sig foran coaches, som ikke virker til at have særlig megen empati over for de her mennesker. Og når de bliver spurgt om, hvad baggrunden kan være for deres overvægt, bliver det sat op med violinmusik og en stor reportage om, at deres far døde i en tidlig alder, at de var udsat for incest eller noget andet virkelig perverst, så vi kan sidde og have det bedre med os selv.” 

”Men hvad så bagefter, når vi efterlader dem efter et tre måneders forløb, og de stadig har psykiske problemer? Det havde jeg lyst til at lave en modreaktion på.” 

– Men mange seere sluger jo den slags tv råt? 

”Det var heller ikke hovedpointen at få folk til at lade være med at se de programmer. Dramaturgisk var vi nødt til at underbygge det pres, Kristoffer føler i forhold til, at alle mennesker kigger på ham og de forventninger om succes, der er i samfundet.” 

Hvem er grisen?
– Du klipper flere gange til en grisestald. Hvorfor? 

”Hvem er i virkeligheden grisen i tv-programmet og i samfundet, kan man spørge. Er det lægen, er det Kristoffer på grund af sin størrelse og måske knap så charmerende ydre, eller er det tv-værten med det perverse ønske om at få publikum med på at få presset Kristoffer til at tage operationen, fordi det er godt tv?” 

– Hvordan havde du det med at instruere Morten Rose, der formodentlig selv kan relatere sig til rollen som overvægtig? 

”Morten er helt vildt fantastisk og er det mest morsomme og empatiske menneske, jeg længe har mødt. Det blev aldrig et spørgsmål om hans størrelse. Altså, Morten er jo stor, men det snakkede vi om til castingen, og så talte vi ikke mere om det. Det handler om skabe tillid mellem instruktøren og skuespillerne, og så betyder resten ikke noget.” 

Fra dokumentar til satire
– Foreningen DMI Brikken, som rådgiver om overvægt, har linket til filmen på deres hjemmeside og skriver, at de skaffede dig den autentiske optagelse af en fedmeoperationen, som du bruger. Hvorfor var det vigtigt for dig at få med? Det er barske sager! 

”Jeg er ikke bange for at støde nogen. Under en visning i Huset i Magstræde var der også en kvinde, som mente, at jeg skulle have forberedt hende på det. Men så var hun jo bare gået, og jeg synes, det er vigtigt, man ser det her. Det er netop for at understrege, at det ikke er en dans på roser eller uden risici at få den her operation. Men det var også, fordi projektet startede med at være halvdokumentarisk.” 

– Hvordan er du gået fra dokumentar til satire? 

”Da min gode ven og medforfatter Arne Grønbæk kom med på projektet, udviklede det sig i den satiriske retning for at sætte temaet mere på spidsen. Da vi så fik støtte fra Filmværkstedet, var konsulenten skeptisk og mente, at vi skulle gå den helt socialrealistiske vej. Men jeg er meget stædig og gider ikke gå på kompromis, hvis jeg er sikker på, at jeg gør det rigtige.” 

”Jeg synes også, det er spændende at fortælle socialrealistiske historier på en ikke-socialrealistisk måde. Det hele behøver ikke være så fucking deprimerende og gråt. Det er ikke for at være tarvelig, men jeg føler, at dansk film er blevet steriliseret, og at vi burde være mindre bange for at udvikle vores visuelle sprog. Vi har nemlig rigtig mange gode historier.” 

Et problembarn
– Hvem er dine forbilleder så? 

”Jeg elsker Gaspar Noé, fordi han er grænseløs, som når han viser en fødsel midt i et syretrip i Into the Void, Han går ikke på kompromis, og hvis det skal være grusomt, gør han det ekstra grusomt og går helt ud over kanten, så seeren også kan mærke det. Jeg synes virkelig tit, man går i biografen uden at mærke en skid. Så kan det være nok så god en historie, men hvis man ikke har det visuelle med i det, man laver, så bliver det lidt kedeligt.” 

– Og hvad bliver dit næste projekt? 

”Lige nu har jeg taget mine dagpenge med til Hamburg, hvor jeg bor med nogle venner og sidder og skriver. Men jeg vil allerhelst bare gå i skole. Filmskolen ville ikke lege med mig, så nu prøver jeg Super16. Og på mange måder tror jeg, det vil være en skole, der passer til mig, fordi jeg er tilpas provokerende. Jeg gik på tre forskellige gymnasier, fordi jeg var lidt af et problembarn!”