Mediernes Irak-krig

Mens de krigsførende parter kæmper på liv og død på slagmarken, fører de tillige en kamp om information og overbevisninger gennem medierne. For medierne udgør en upartisk krigsrapportering derfor en særlig vanskelig opgave. Danmarks deltagelse i krigen i Irak gjorde det til en særlig udfordring for danske medier at give en nuanceret dækning af krigen, ikke mindst set i lyset af at både befolkningen og den politiske elite var uenige om grundlaget for Danmarks deltagelse.

En ny forskningsrapport har endevendt danske mediers dækning af krigens første fase, 17 dage i perioden 16. marts — 14. april 2003, hvor selve invasionen af Irak og afsættelsen af Saddam Husseins styre fandt sted. Analysen omfatter DR's Radioavisen og TV-Avisen, TV 2's Nyhederne og dagbladene Politiken, Jyllands-Posten og Information.

I tiden op til selve krigsudbruddet rapporterer alle medier fyldigt fra den politiske debat om krigen. Politikere fra især Danmark og USA anvendes flittigt som kilder til at dække denne diskussion, og på tværs af nyhedsmedierne viser det sig, at der blandt danske politikere er en nogenlunde ligelig anvendelse af oppositionens og regeringens repræsentanter. Også folkeopinionen dækkes i form af meningsmålinger og demonstrationer i ind- og udland mod krigen. I et vist omfang dækkes også irakiske politiske kilder, men de europæiske politiske reaktioner er knapt så fremtrædende, på trods af at Tysklands og Frankrigs modstand mod krigen spillede en vigtig politisk rollle.

Da først krigen er en realitet, skifter medierne fokus, og den politiske debat for og imod bliver mindre markant. Det er blandt andet et resultat af, at Danmark er en krigsførende nation. Det får midterpartierne til at nedtone deres tidligere politiske kritik, og nu handler det om at få krigen overstået. Denne nye, delvise konsensus blandt den politiske elite gør det vanskeligt for journalisterne at videreføre den politiske debat, og i stedet kommer der fokus på de miltære fremskridt på slagmarken.

Militære sejre — få døde?
Adgangen til information om krigens gang blev styret med hård hånd af de militære myndigheder. Et vigtigt styringsinstrument var de officielle pressebriefings, i særdeleshed ved koalitionens militære hovedkvarter i Qatar og for Iraks vedkommende i Bagdad. Dertil kom det nye system med såkaldte "embedded", indlejrede journalister, der fulgte med bestemte militære enheder. Det gav på den ene side mulighed for at kunne rapportere om begivenheder fra forreste frontlinie; på den anden side blev journalisternes kontakt til omverdenen underlagt de militære enheders kontrol.

En betydelig del af krigsdækningen gik med at skildre det militære felttog, hvor der blev lagt vægt på at skildre de enkelte slag, militært udstyr, troppernes fremrykning osv. Her var den altovervejende hovedkilde koalitionens militære kilder, dels mange amerikanske officerer og menige soldater, dels danske officerer, der hjemme i Danmark blev brugt som uvildige eksperter til at kommentere slagets gang. Hvor nyhedsformidlingen til daglig anvender mange uvildige ekspertkilder, var det ikke tilfældet her. I stedet blev der anvendt mange militære partskilder, omend de undertiden fremstod som uvildige eksperter. Især tv brugte megen tid på at fortælle om de militære træfninger, men det førte ikke til, at spørgsmålet om døde og sårede fyldte meget i hverken de elektroniske medier eller avisernes spalter. Specielt kan man undre sig over, at de militære tab på den irakiske side næsten var helt fraværende i mediedækningen, på trods af at de irakiske styrker blev udsat for massive angreb.

Jagten på at finde masseødelæggelsesvåben og forbindelser til globale terrornetværk kom i praksis ikke til at fylde meget i krigsdækningen. Der var dog enkeltstående indslag og artikler som for eksempel TV-Avisen, der 6. marts 2003 fortalte, at der var lokaliseret træningslejre for terrorister, og i enkelte indslag og artikler forsøgte man også at gøre de manglende fund til et politisk problem. Til gengæld opstod der ved invasionens afslutning et stedfortrædende forsvindingstema, som fik en del omtale: jagten på den forsvundne Saddam Hussein.

Propaganda som tema
Både de elektroniske og trykte medier forsøgte at sætte fokus på de vanskelige vilkår, som pressen havde under invasionen. Emner som censur, propaganda og mediemanagement blev taget op til selvstændig behandling. Danske medier rapporterede om det irakiskiske styres forsøg på at holde kampgejsten oppe, og man fortalte om dele af den amerikanske presses følgagtighed over for det amerikanske militær, ligesom angreb på journalister blev rapporteret.

Det er imidlertid interessant, at denne kritiske holdning over for både Iraks og koalitionens forsøg på manipulation af pressen ikke satte sig systematiske spor i den almindelige krigsrapportering. Man finder således flere historier om krigens begivenheder, der alene støtter sig på en enkelt kilde; der tages sjældent forbehold over for militære kilders oplysninger, og unavngivne militære kilder citeres flittigt. Man gjorde altså krigspropaganda til et særligt tema, men i øvrige daglige rapportering førte det ikke til større forbehold.

Problemerne med at få adgang til information om krigens gang førte til, at medierne prøvede at give et alternativt perspektiv på krigen. Gennem øjenvidneskildringer fra journalister i Bagdad gav man et indtryk af hverdagslivet i krigens skygge, herunder af de praktiske problemer med mangel på vand og elektricitet, ligesom man fik en fornemmelse af den usikkerhed og frygt, der prægede befolkningen. Men der var ikke noget synderligt fokus på krigens mest umiddelbare konsekvenser i form af døde og sårede.

Aviserne tog aktivt stilling
Aviserne rapporterede ikke kun om invasionen, men bidrog også aktivt til meningsdannelsen om krigens berettigelse og Danmarks deltagelse som krigsførende part. På lederplads gav Jyllands-Posten gentagne gange sin støtte til invasionen, hvorimod Politiken og Information talte kraftigt imod. Mere overraskende — og interessant — er det forhold, at der også var en meget tydelig tendens i det øvrige opinionsstof. I læserbreve og debatartikler kan man se, at Jyllands-Posten gennemgående bringer flere indlæg, der argumenterer for krigens nødvendighed, hvorimod Politiken og Information har mange flere kritiske indlæg. Med andre ord kommer den enkelte avis' holdning ikke kun frem på lederplads, men afspejler sig i sammensætningen af det samlede opinonsstof.

Også avisernes forsider blev brugt til at markedsføre holdninger. Dette er særlig tydeligt i Informations tilfælde, hvor man et par gange ryddede forsiden for nyhedshistorier og alene bragte avisens kritiske ledere ledsaget af en række billeder, der viste krigens mere ubehagelige sider. Det skete eksempelvis ved krigsudbruddet 20. marts 2003, hvor man med overskriften "Den nådige krig er en illusion" bragte et grusomt billede fra "Dødens landevej" fra sidste Golfkrig. Information brugte også digte og citater til at formidle en kritisk holdning til krigen. I det hele taget afspejler avisens dækning af krigen, at den i lige så høj grad er en opinionsavis som en nyhedsavis.

Politikens og Jyllands-Postens holdning til krigen kan også aflæses på forsiderne. Ser man på temaerne i og vinklingen af de journalistiske forsidehistorier bringer begge aviser stof, der fortæller om koalitionens vellykkede krigsførelse og de problemer, den var forbundet med. Men i det samlede mix af historier er der lidt flere historier på Jyllands-Postens forside, der kan siges at understøtte krigens berettigelse, hvorimod man på Politikens forside finder flere med den modsatte tendens. For eksempel bringer Jyllands-Posten en fotohistorie om taknemmelige kurdere, der overrækker statsministeren blomster som tak for befrielsen (12. marts 2003), hvorimod Politiken i højere grad rapporterer om "Plyndring og kaos i Bagdad" (11. marts 2003).

Politiken og Jyllands-Posten bringer også opinionsstof på forsiden, herunder uddrag af ledere med markant stillingtagen for og imod krigen. Jyllands-Posten har eksempelvis en fyldig henvisning til et debatindlæg af Ralf Pittelkow på forsiden 16. marts 2003, hvor han beskylder tidligere socialdemokratiske og radikale udenrigsministre for at lide af hukommelsestab om deres tidligere holdning til Danmarks deltagelse i krigen. Helt tilsvarende — men med omvendt politisk fortegn — bringer Politikens forside (19. marts 2003) en modstilling af et aktuelt og tidligere citat af udenrigsminister Per Stig Møller under overskriften "Man har et standpunkt..." suppleret af et lederuddrag på forsiden om, at udenrigsministeren bør gå af. Ud over at rapportere om krigen tog aviserne også klart stilling, sådan at de hver især udfyldte rollen som enten regerings- eller oppositionsavis.

Krigen i Irak sluttede ikke med erobringen af Bagdad og afsættelsen af Saddam Hussein. Der har siden været en vis selvkritik i både danske og internationale medier af den måde, hvorpå man har skildret krigens gang. Desuden har en række afsløringer af for eksempel torturen i Abu Ghraib-fængslet siden hen sået tvivl om det billede, medierne gav af forholdene i Irak. Læren fra både Irakkrigen og tidligere krige er, at det har stor betydning, hvordan medierne indledningsvis dækker en krig. Medierne er i de første uger selv med til at skabe en virkelighed, som de siden hen kan komme til at bruge megen tid på at selv at skulle korrigere.