Medina langer ud efter tabloidmedier

Popstjernen Medina har tusindvis af fans, men hun er mere end nogen kvindelig musiker også blevet trampet på af danske medier.

Ikke mindst Ekstra Bladets notoriske musikanmelder Thomas Treo har gennem årene stået for verbale tæsk, mens tabloidblade har stået på spring for at berette sandheder og løgne om Medinas privatliv.

I den biografaktuelle dokumentar Medina – der fra 5. maj kører som en tv-serie på Discovery+ og Kanal 5 – fortæller musikeren, hvor meget de hårde ord har påvirket hende.

Det har også været en barsk omgang, men hun stolede fuldstændigt på instruktør Kaspar Astrup Schröder.

”Jeg får en enorm lettelse og en udrensning af negativ energi ud af at fortælle min historie, som den aldrig før er fortalt. Og så sætter jeg uendelig stor pris på, at Kaspar har haft rene intentioner hele vejen igennem. Da det ikke er noget, jeg har mødt så tit, har det en enorm betydning,” siger Medina til Filmmagasinet Ekko.

– Bør Thomas Treo efter din mening fratages bestallingen som anmelder på Ekstra Bladet?

”Det vil jeg lade Ekstra Bladets ledelse om at vurdere. Men jeg synes generelt, at det ville være godt, hvis alle medier kigger på, om deres egne folk lever op til de standarder, når vi taler personlige krænkelser, som de holder resten af samfundet oppe på.”

– Hvad kan der konkret gøres for, at medier behandler kendte mennesker bedre?

”Jeg har længe tænkt på at tage debatten om et lovforslag eller en opstramning af loven i forhold til, hvor lavt man må gå, når det handler om at gå målrettet efter at knække andre mennesker i medierne,” lyder det fra Medina.

”Der bør være hårdere grænser for, hvordan medier må omtale andre mennesker, da jeg langt fra er den eneste, der oplever det her i stor stil.”

Journalister takkede nej
Thomas Treo kan til sidst i dokumentarfilmen Medina ses stå og tage noter til musikerens Tivoli-koncert i 2021, som han efterfølgende haglede ned i Ekstra Bladet.

Instruktør Kaspar Astrup Schröder ville have musikanmelderen med i filmen og fortælle sin side af sagen. Det ønskede Treo dog ikke.

Det samme var tilfældet med en journalist fra Se og Hør, som Medina i 2013 rev i håret, da pressen modtog sangeren i Københavns Lufthavn.

I filmen er hun blevet anonymiseret ved, at hendes ansigt er blevet sløret. Filmskaberen forsøgte også at få journalisten med i filmen, men det lykkedes heller ikke.

”Det handlede ikke så meget om at pege fingre ad nogen, men beskrive, hvordan det har påvirket Medina, at der er skrevet så meget om hende,” siger Kaspar Astrup Schröder.

”Jeg prøver at være forholdsvis upartisk, men helt ærligt synes jeg, at det er uretfærdigt, hvad hun er blevet udsat for. Den side tager jeg gerne, men filmen handler om, hvordan vi behandler folk.”

”Vi har ytringsfrihed og pressefrihed, men er der nogen, som får noget ud af den negative clickbait? Det kan vi godt bruge en debat om. Hvis der var et tabloidblad med kun positive historier fra hele verden, havde jeg købt det med det samme. Vi kan godt hylde succeshistorierne mere. I Danmark er vi gode til at køre folk op og så knække dem igen, når de har nået toppen. Og nedturen er meget længere end opturen,” fortsætter instruktøren.

”Men jeg synes historien er vigtig, for vi har jo kun valgt en brøkdel af den tabloide presses skriverier om hende ud. Det har virkelig været voldsomt. Jeg forstår ikke, hvem der gider læse de kulørte blade.”

Generøs hovedperson
Kaspar Astrup Schröder har tidligere lavet film om blandt andre arkitekten Bjarke Ingels, mens den autodidakte instruktør også har lavet dokumentarer i Kina, Japan og USA.

Han havde en relation til Medina, inden hun slog igennem og blev en af landets største stjerner. De havde fælles bekendte.

”Jeg gik ind i projektet, fordi jeg havde set, at mediebilledet af hende ikke stemte overens med den Medina, som jeg kendte. Der gik nogle år, hvor jeg tænkte, at behandlingen af hende var uretfærdig, fordi hun ikke kunne forsvare sig selv,” siger den 42-årige filmskaber.

”Det gjorde hun ikke, fordi hun ville beskytte sig selv, fandt jeg ud af. Men jeg startede med at ville give hende en stemme og høre hendes side af sagen uden at tage parti. Hun skulle have lov til at fortælle, hvordan hendes liv var.”

Da Kaspar Astrup Schröder for fem års tid siden først spurgte Medina, om hun ville lave en dokumentar om sit liv, var svaret nej. Instruktøren prøvede dog igen noget tid senere, hvor musikeren var et bedre sted i sit liv.

”Som det første inviterede hun mig, men hun var til healing. Den scene er kommet med i serien. Det var ret voldsomt, for hun åbnede bare alt op og tudede. Der var intet låg på noget som helst, og det var bare hende og mig med et kamera,” fortæller Kaspar Astrup Schröder.

”Næste gang var hjemme hos hende, hvor hun øvede til sin turné og også var helt åben. Det er godt nok en generøs hovedperson, tænkte jeg!”

Ind til det ægte
Der er før lavet forskellige biograf- og tv-versioner af danske film og serier. Men det er noget nyt at lave en biograffilm og en tv-serie, der er så forskellige som produktionerne om Medina.

Seriens spilletid er næsten dobbelt så lang, mens de enkelte afsnit byder på andre scener, har forskelligt fokus og slutter med cliffhangers. Filmen indeholder også en række scener, som kun kan opleves dér.

”Jeg klippede serien først for at kunne detaljere det hele. Det føltes mere naturligt at tage den store først. Det ville heller ikke være en sjov proces at sidde med en film og så skulle forlænge til en tv-serie, som nok også var blevet kedeligere,” siger Kaspar Astrup Schröder.

”Det har været omfattende og kompliceret, og vi endte med at bruge ni uger på at klippe filmen, som har et anderledes forløb. Det føles lidt som at have lavet ni film. Det var et maraton med hvert afsnit, og så var der en film ved siden af!”

Instruktøren har siddet med utroligt mange optagelser og et stort arkivmateriale, som skulle fortælle historien om Medina. Han droppede en idé om at iscenesætte hovedpersonen yderligere, fordi det ville tage det ægte ud af musikerens bekendelser.

”Jeg har optaget en del flere scener, hvor hun har det hårdt. Og hvis vi havde taget dem alle sammen med, havde folk nok ikke troet på det. Så det er en balance. Vi har snakket om, at vi ikke vil falde i den kategori, hvor man er i tvivl om, hvad der er iscenesat.”

Spillefilm om selvmord
Kaspar Astrup Schröder har haft en fast produktion af dokumentarer siden debuten Opfindelsen af Dr. Nakamats fra 2009. Han arbejder på flere af slagsen, men gør klar til at kaste sig over nye udfordringer.

Sammen med en amerikansk forfatter har han skrevet en spillefilm, som Katja Adomeit producerer. Den blev pitchet på sidste års Cannes-festival, og i år skal de derned igen og holde møder.

Som en roadmovie a la Broken Flowers og Little Miss Sunshine følger filmen en hovedperson, hvis kæreste begår selvmord.

Da personen henter kærestens urne, finder han ud af, at fem procent af alle urner i USA ikke afhentes, så der står 20.000 urner rundt omkring i landet. Han stjæler fem urner og tager på roadtrip for at finde ud af, hvorfor de aldrig er blevet afhentet.

”Det mest frustrerende ved at lave dokumentarer er at have en scene, som man ikke fanger lige så præcist, som man havde lyst til. I virkeligheden kan man ikke fange øjeblikket igen, for nerven i en scene kan kun findes én gang,” siger Kaspar Astrup Schröder.

”Jeg kunne godt tænke mig at ramme alt perfekt. Det håber jeg på at kunne gøre i en spillefilm, der ellers skal være forholdsvis dokumentarisk med et lille hold.”