Ekko i London: Meget godt i vente

De sidste par uger har det københavnske filmpublikum kunnet gå på opdagelse i et PIX-program, der bød på små overraskelser og store oplevelser, imødesete forpremierer og utallige film så smalle, at man næppe støder på dem igen.

Ekkos festivalnarkoman vender næsen vestpå, inden abstinenserne kan nå at sætte ind.

BFI London Film Festival præsenterer fra 10. oktober et stjernespækket program, der får vores hjemlige festival til at virke provinsiel.

Det kan godt være, at festivalen ikke er en af de uomgængelige filmfester. Man sælger næppe mange flere biografbilletter ved at have London-laurbær på plakaten, og priser her varsler heller ikke nødvendigvis en god høst, når filmåret føres til protokol ved de allerstørste prisfester.

Men timingen en måneds tid efter det tredobbelte filmkaos i starten af september, hvor filmverdenen valfarter til både Venedig, Toronto og Telluride i Colorado, betyder, at BFI London Film Festival kan præsentere la creme de la creme fra større festivaler.

To timer fra Kastrup er der mulighed for at smugkigge de film, vi kommer til at falde i svime over i løbet af vinterhalvåret.

Efter sommerens romertalsfilm og halvbagte blockbusters – det har været et skuffende år på den front – kan man i London se nyt fra filmmestre som Steve McQueen, Yorgos Lanthimos, Coen-brødrene, Oliver Assayas, Park Chan-Wook og Peter Jackson.

Forrykt kostumedrama
Genrefilm som Luca Guadagninos remake af Suspiria, Craig S. Ziehlers hårdtslående Dragged Across Concrete og Coen-brødrenes westernkomedie The Ballad of Buster Scruggs kommer hertil med forbeholden ros fra Venedig.

Til gengæld kan man som filmfan glæde sig gevaldigt til lovpriste værker som Steve McQueens feministiske kupfilm Widows, franske Jacques Audiards engelsksprogede westernkomedie The Sisters Brothers og ikke mindst Barry Jenkins’ opfølger til Oscar-favoritten Moonlight.

If Beale Street Could Talk bygger på en roman af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper James Baldwin, der blev portrætteret i dokumentaren I Am Not Your Negro. Filmen følger et afroamerikansk par, som en opdigtet voldtægtsanklage mod fyren sætter en kile imellem.

Der er helt sikkert også en særegen oplevelse i vente, når Yorgos Lanthimos viser sin seneste film.

Grækeren fortsætter den weird wave, han var med til at starte i hjemlandet med de forrygende sociale komedier Dogtooth og Alps. Denne gang tackler han et kostumedrama. The Favourite er et intrigant aristokratisk kammerspil om et par kusiner, der kæmper om at blive dronningens magtfulde favorit i 1800-tallets forfinede England.

Gammel krigsreportage
En af de film, der får verdenspremiere på festivalen, er Peter Jacksons dokumentar om Første Verdenskrig: They Shall Not Grow Old.

Filmen pudser arkivmateriale af med alle digitale hjælpemidler og præsenterer verdens første storkonflikt i både farve og 3D. Den får simultan premiere i engelske biografer op til hundredåret for fredsslutningen i november 1918.

Der er også nyt i vente fra Ben Wheatley, den engelske genreinstruktør, der har vakt begejstring med onde thrillers som Kill List og Down Terrace, galgenlatter med Sightseers og Free Fire og ikke mindst hovedrystende forundring med den psykedeliske A Field in England.

Forventningerne er derfor høje til hans seneste, Happy New Year, Colin Burstead, der handler om et familiedrama blandt overklassen og er optaget over et par uger.

Der er også lidt dansk islæt over programmet.

Martin Skovbjergs debutfilm Brakland kan allerede bryste sig af en verdenspremiere på Toronto, og herhjemme kunne publikum få syn for sagen, da filmen spillede på Cph Pix. I London er den udtaget i Dare-programmet, der sætter fokus på anderledes og konfronterende værker fra hele verden.

Danske Snowglobe har en finger med i spillet som co-producere på nogle af omverdenens mest spændende film, og den colombianske Birds of Passage tegner til at blive en stor oplevelse.

Den er skabt af holdet bag den Oscar-nominerede Slangens favntag og følger en indfødt stamme, der i 1960’erne starter med marijuana og stormer frem som narkobaroner i et skrøbeligt samfund.

Hyldest til bankrøver
Felix van Groeningen viste både den besnærende og den gruopvækkende side af narkotikamisbrug i The Broken Circle Breakdown. Med Beautiful Boy vender han tilbage til kilden med et autentisk drama om en fars forhold til sin selvdestruktive søn.

Filmen har Steve Carrell og gennembrudsskuespilleren Timotheé Chalamet i hovedrollerne som henholdsvis en succesfuld journalist og hans indelukkede søn, der på ingen tid går fra selskabelig tjald til et selvmorderisk misbrug.

Også amerikanske David Lowery præsenterer en film, der ligger til hans højreben.

The Old Man and the Gun handler om en aldrende kriminel (Robert Redford), der har begået bankrøverier hele livet og er flygtet fra ethvert fængsel, ordensmagten har fundet på at placere ham i.

Lowery har siden debuten Ain’t Them Bodies Saints fortalt i stemninger, og han har en rodfæstet fornemmelse for americana: den mytologiske hyldest til eneren, der blæser samfundets småligheder en høj hat og lever i pagt med både naturen og sig selv.

Robert Redford har varslet, at dette forbryderportræt bliver karrierens sidste rolle. Skal man tro foromtalen fra verdenspremieren i Toronto, er den et værdigt punktum.

Da politik blev tabloidstof
Jason Reitman (Thank You for Smoking og Juno) er tilbage med The Front Runner. Filmen handler om den stortippede præsidentkandidat Gary Hart (Hugh Jackman), der over en enkelt uge blev fældet af en affære med en smuk blondine.

Filmen udforsker tabloidpressens angreb som arnestedet for den filtrede sammenblanding af tabloidstof og politik, der fik Bill Clinton ned med nakken og senere lod Donald Trump kippe med fanen på Capitol Hill.

Festivalens mest eksplicit politiske film kommer dog fra venstrefløjens engang så ukuelige provokatør Michael Moore. Fahrenheit 11/9 er en åndelig opfølger til instruktørens revsende og dagsordenskabende angreb på 00’ernes store politiske fjende, George W. Bush. Men hvor sidstnævnte blev tidens bedst sælgende dokumentar, har den nye film spillet for tomme sale i hjemlandet.

Herhjemme er filmen endda pillet af programmet. Der er ingen penge i politisk forargelse længere. Eller også er Moore bare faldet af på den.