Mit første party i Cannes

Jeg har dækket Cannes-festivalen i tretten år, men aldrig været til en fest, et afterparty eller på en natklub.

Det indbringer mig uden tvivl prisen som festivalens største hængerøv og døgenigt (der er en økumenisk pris i Cannes, men ingen hyldest til den mest indremissionske kritiker). Med op imod 40 film, der ikke bare skal ses på tolv dage, men også helst have nogle ord med på vejen, har tiden simpelthen ikke været til at drikke og danse.

Men i går skete det endelig.

Jeg var på en danseklub. Jeg drak (men tog ingen stoffer) og kiggede på de twerkende og poledansende piger, jeg var også selv ude på dansegulvet og sågar på toilettet med en kvinde, som trak sine bukser af og tvang mig til at slikke hende, mens jeg gav hende klask i numsen.

Det var vildt, ekstatisk vildt.

Og det skete alt sammen, mens jeg sad pænt og roligt på et biografsæde i Salle Debussy og så Mektoub, My Love: Intermezzo. Filmen er instrueret af fransk-tunesiske Abdellatif Kechiche, som i 2013 vandt Guldpalmen med Adèles liv.

Twerker på livet løs
Adèles liv har for længst indskrevet sig i filmhistorien ved at gøre sexscenerne til en del af karakterernes udvikling frem for blot at være pauser i plottet ligesom syngescenerne i musicals.

Kechiches genistreg er dog også kritiseret for at være båret af et male gaze, ligesom den blev en præ-#MeToo-sag, da hovedrolleindehaverne anklagede instruktøren for at have presset dem i sexscenerne.

Men på trods af de kritiske røster kørte instruktøren ufortrødent videre i Mektoub, My Love: Canto Uno, hvor han skildrer Amin og vennernes hedonistiske liv i den sydfranske kystby Sète i 1994.

Den film nåede aldrig til Danmark og fik da også drøje hug af kritikerne, der blandt andet undrede sig over en halv time lang diskoteksscene, hvor pigerne gnubber sig op ad hinanden og twerker på livet løs, selv om det fænomen først kom på mode mange år senere (faktisk blev dansen dog allerede opfundet i New Orleans i slutningen af 80’erne).

Nogle big butts
Nu er Kechiches opfølger om ungdomsgruppen i hovedkonkurrencen på verdens fineste festival, og det vil uden tvivl blive betragtet som årets største skandale. Adskillige kritikere udvandrede fra visningen i går aftes, men endnu flere blev siddende – sandsynligvis mere fascinerede, end de vil indrømme i deres anmeldelser.

Filmen har ”samme længde som Lawrence of Arabia og bogstavelig talt 60 procent af filmen er closeups af numser”, konstaterer en anmelder, mens en anden vittigt skriver, at han er begejstret for Kechiches film, men efter Mektoub, My Love: Intermezzo har fået nogle ”big butts”.

Jovist, ingen instruktør kan gøre Kechiche rangen stridig som verdens absolutte numse-fetichist.

Vi starter på stranden, hvor den fransk-tunesiske ungdomsgruppe solbader og møder den attraktive attenårige pariser-studerende Marie, som er på ferie med sine forældre. Marie Bernard rammer den intellektuelt reserverede, men nysgerrige pige på kornet.

I den halve time lange scene (gen)præsenteres vi for personerne og kommer især tæt på Ophélie, der skal giftes med den Irak-udstationerede soldat Clement, men er gravid med Tony, som gerne vil have både hende og barnet.

Så klippes der abrupt til et diskotek, hvor resten af filmen – omkring tre timer! – udspiller sig. Til musikken af pumpende techno og evigtunge Abba danses, vrikkes, gnubbes og twerkes der i stort set alle konstellationer: pige/fyr, pige/pige, pige/pige/pige, fyr/pige/fyr. Marco Graziaplena og Jérémie Ataards bevægelige kamera indfanger sensualiteten og liderligheden på tætteste hold – ofte bag- og nedefra, så numserne fylder biograflærredet.

Indimellem drikker og udveksler personerne replikker – blandt andet har to piger en munter snak om lækre mandenumser – men det forbliver korte åndehuller i det udmattende danseorgie.

Sodoma og Gomorra
Det er kvinderne, der styrer showet – på dansegulvet, ved stripperstangen og på toilettet, hvor Ophélie i en megen eksplicit scene heftigt betjener sig af vennen Aimés tunge på samme måde, man er vant til at se fyre bruge piger i blowjobscener.

Bagefter går begge tilbage til festen og danser videre, som om intet var hændt. En fyr bemærker, at Ophélie sveder, men der er jo også ret varmt på natklubben, svarer hun tørt.

Sex er en ting på lige fod med at spise og sove. Og den kærlighed, mennesket som eneste væsen er afhængig af for at overleve, er allerhøjst en svag undertone.

For den sydfranske kystby er slet og ret Sodoma og Gomorra, og Kechiche skildrer herligheden uden nogen form for fordømmelse. Og han viser, at kvinderne er lige så liderlige og lige så fokuseret på det ydre, som mændene er.

Det er en ekstremt repeterende film. Men efterhånden som dansen bare fortsætter og fortsætter, begynder det at gå op for én, at Kechiche forsøger at skabe et værk, hvor virkelighed og film, publikum og lærred, smelter definitivt sammen.

Derfor er filmen fyldt med gentagelser og uden et egentligt plot, og derfor foregår scenerne nærmest i realtid.

Stop med at stirre
Vi så det samme sidste år i Gaspar Noés danse-, sex- og voldsorgie Climax, og måske kan vi også tælle vor egen Nicolas Winding Refn med i den nye filmbølge med hans insisterende langsommelige studie i perversioner.

Ekstasens filmkunst.

Man kan kun drømme om, hvad det kan føre til, når eller hvis virtuel reality for alvor bliver en realitet.

Mektoub, My Love: Intermezzo var først annonceret til fire timer, men er åbenbart i sidste øjeblik blevet klippet ned til tre timer og 26 minutter. Handlingen kunne fortælles på tyve minutter, men filmen kunne lige så godt have varet otte eller ti timer.

Marie bliver efterladt på dansegulvet, men mon ikke, at hendes flirt med den efterhånden irriterende indifferente Amin bliver taget op i tredje og sidste film i Kechiches trilogi?

”Lev livet i stedet for at stirre,” opfordrer en af pigerne Amin til – et klogt råd, som ikke desto mindre bliver svært at efterleve for voyeuren Kechiche og for den sags skyld alle os filmanmeldere, der lever af at stirre.