Mellem helte og bødler

Som alle de soldater, der er draget i krig, har Janus Metz også, teknisk set, prøvet at dø. For selv om instruktører kun skyder med film, bliver de inddraget i de overgangsriter, som helt almindelige danske soldater skal igennem, når de for alvor spænder hageremmen og griber til våben.

Ligesom resten af regimentet skrev Metz et afskedsbrev til sin kæreste og familie. Det er en slags ”jeg er nu død / her er mine sidste ord”-note. Altså en blanding af et takkekort til dem, man husker og savner, og dem, der husker og savner tilbage, og et testamente med praktiske beskeder om, hvad der skal ske ved begravelsen, hvem der skal arve bilen, og, i Janus Metz’ tilfælde, hvad der skulle blive af hans film.

Heldigvis kom instruktøren, der indtil nu mest er kendt for Fra Thailand til Thy- filmene, tilbage i ét stykke. Han kan derfor bruge de næste par måneder på at klippe det omfangsrige råmateriale sammen til, hvad der bliver den første danske dokumentarfilm, hvor vi for alvor kommer med ud i majsmarken og ser talibanerne i øjnene. Bogstavelig talt.

I en afgørende scene kommer en deling danske soldater fra det i forvejen hårdtprøvede Hold 7 helt tæt på. Det lykkes dem at dræbe en flok talibanere. Sådan er krig. Nogen skal dø. Det er dem eller danskerne. Denne gang var det en halv snes hellige krigere, der fik brug for deres eventuelle afskedsbrev. Det kunne lige så godt have været en dansk soldat. Det har det før været.

Derfor er der sejrsstemning i den danske lejr. Det ligner jubelscener fra et omklædningsrum efter en vigtig fodboldsejr. Det er high fives og høj musik og bad ass-attituder. Ren eufori. Eller ”forløsning”, som Janus Metz kalder det. Syndefald og forløsning.

En misforstået stamme
Præcis et år før står instruktøren midt i en helt anden slags rus på Roskilde Festival 2008. Midt i festivaludskejelserne møder Janus Metz journalisten Mads Ellesøe.

Sidstnævnte skal i gang med en film om at være såkaldt missionsbums. Det kalder man soldater, der bliver ved med at vende tilbage til fronten og en ny mission. Den film er en del af en pakke, som er udtænkt af Kasper Torsting, der er redaktør på Fridthjof Film. Selskabet vil lave seks film til TV 2 på baggrund af den militære operation i Afghanistan. Med seks forskellige vinkler og seks forskellige instruktører under det samme tema: Vores krig. Der skal sættes følelser på danskernes krig, så vi bedre kan forholde os til den. 

Kasper Torsting er også tilfældigvis på Roskilde. Metz møder ham og melder sig til at lave frontberetningen. Faktisk havde den 35-årige instruktør ikke helt gennemtænkt, at en film fra fronten i sagens natur ville indebære, at det så var ham, der skulle lære at løbe ”slangeløb” og lave ”pandekage” og et år senere finde sig selv i en muddergrøft og være alt for godt bekendt med lyden af hvislende kugler.

”Hjemturen fra slaget” og ”2. deling besøger felthospitalet” er blot et par af arbejdstitlerne på de hundredvis af filmfiler, som instruktøren skal have strikket sammen til en dokumentarfilm med titlen Armadillo – navnet på en af de danske forposter i Helmand-provinsen. Materialet er så overbevisende, at Janus Metz ikke længere skal holde sin film nede på en halv time. Han får spillefilmlængde og biografvisninger til foråret, for Armadillo ligner et flagskib i rækken af Fridthjofs følelsesladede krigsfortællinger.  

Når man besøger instruktøren i klipperummet og får lov at se disse uredigerede optagelser, er man da heller ikke i tvivl om, at han har haft sit kamera tændt på afgørende tidspunkter.

Han er til stede under voldsomme kamphandlinger. Han er også på pletten, når den førstegangsudsendte Mini siger farvel til sine svært bekymrede forældre i det pæne nordsjællandske hjem. Og når de plørefulde soldater holder afskedsfest med en stripper ombord, der pludselig forsøger at overtale de krigsklare drengerøve til at blive hjemme og redde sig selv.

”Det lykkedes, fordi jeg havde viljen til at være der på samme vilkår som soldaterne og sige: ’Jeg gør det her sammen med jer og vil forsøge, så godt jeg kan, at fortælle jeres historie.’ Jeg gjorde det klart, at det ikke var en reklamekampagne, men et forsøg på at fortælle om krigen, som den virkelig er. På godt og ondt. Den nuancerede historie og ikke bare den hurtige skarpvinklede fortælling, man som soldat måske ofte bliver offer for. De føler sig jo lidt som en misforstået stamme,” tilføjer han med et løftet øjenbryn.  

– Hvordan?

”Fordi soldaterne tit føler, at mange er lidt for hurtige i deres bedømmelse af krigen. Enten bliver den romantiseret eller også forsimplet. Soldaterne var for eksempel meget fortørnede over Ekstra Bladet og en overskrift, der lød: ’Endnu et liv spildt i Afghanistan.’ Den slags synes de er for letkøbt. Pressen har ikke sat sig ind i, hvad de egentlig prøver at opnå dernede.”

Soldatens syndefald
Janus Metz og fotografen Lars Skree mødte da dog også en vis skepsis. En soldat kaldte dem for ”krigsturister” og mente, de velmenende filmfolk skulle skride hjem igen.

”Dem, vi ikke kendte gennem vores research, var usikre på, hvad vi ville og bange for at blotte sig,” forklarer Janus Metz.

”Vendepunktet er den første gang, de kommer i kamp. Og får forløsningen. Det hele var lidt fjernt for soldaterne, indtil de på klos hold slår fjenden. Det er den dag, de alle sammen stadig taler om. Den dag, hvor den fjerne krig for alvor kom tæt på, sammen med frygten og kynismen.”

Når en soldat slår ihjel for fred, er det forbundet med ikke så få modsatrettede følelser. Janus Metz taler i samme sætning om både angst, forråelse, eufori, stolthed og alle de medaljer, der bliver uddelt for de drabelige slag.    

”Man skal forstå, at euforien kommer af det mentale pres og den psykologiske udvikling, soldaterne undergår. Det er selvfølgelig en stor forløsning at nedkæmpe fjenden, når du gang på gang bliver beskudt. Vi taler jo om folk, der har været i kamp ti til tyve gange. Pludselig ligger fjenden dér, tæt på, og er døde. Det er da forløsende,” understreger han.

De fleste kender den slags scener fra amerikanske krigsfilm, men i virkelighedens verden gør de større indtryk. Det er Janus Metz klar over.  

”Krig handler jo om at dræbe. Sort på hvidt. Det må vi se i øjnene. Jeg mener, at hvis en film gør det godt, så vil den også et langt stykke ad vejen nuancere problematikken og karaktererne i en grad, at man måske forstår soldaternes handlinger. Man behøver ikke nødvendigvis sympatisere med dem, men man forstår i hvert fald den mekanisme, der får dem til at gøre, som de gør,” pointerer han.

”Som nation er vi ret uskyldige, når det handler om krigsfortællinger, og derfor er filmen også en slags syndefald. Vi er uskyldige på den måde, at vi ikke er vant til at forholde os til, hvad det betyder at sende folk i krig. Og vi har ikke rigtig set billederne endnu, fordi den danske presse endnu ikke har fået lov at fotografere den rigtige krig,” mener instruktøren.

Mange i hæren er i sagens natur bekymrede for, hvordan krigens reelle billeder vil påvirke folk hjemme i stuerne.

”Nogle af de billeder, vi kommer til at vise i Armadillo, vil være nye og voldsomme for mange i Danmark. Men det er vigtigt, at vi tager stilling og tager et medansvar, når vi sender vores soldater i krig med daglige kamphandlinger, hvor ikke alene soldater bliver sårede og dør, men også de civile dør.”

Vi laver ikke Kellys helte
Instruktøren hentyder her til en hændelse, hvor en afghansk pige ved et uheld bliver dræbt af dansk morterild. I militærjargon kalder man den slags hændelser for ”colleteral damage” (skader, som man må påregne tilfældigvis sker), selv om intet er mere tragisk, end når civile og især helt uskyldige børn bliver dræbt af bomber. Men det sker i alle krige og for alle parter. Også for de danske styrker.

Men hvor amerikanerne har taget et opgør med egen brutalitet i film som Battle for Haditha, tv-serien Over There og den dvd-aktuelle miniserie Generation Kill (baseret på en embedded journalists bog af samme navn), så er benhård fiktion og rå dokumentar om danskere i krig stadig noget, vi har til gode. Det skyldes krigens indbyggede kompleksitet, mener Janus Metz.

”Krig er sammenbrud og samtidig lige præcis dér, hvor man allermest stringent prøver på netop at opretholde nogle internationale regler. Og alligevel går det galt. Så for mig er det et spørgsmål om at vise virkeligheden, som den er, og ikke pakke den så meget ind, at den bare bliver ord, vi ikke kan forholde os til. Det er jo ikke Kellys helte, vi laver her,” smiler han og fortsætter:

”For mig er soldaten som stereotyp splittet i to. På den ene pol har du helten. På den anden side har du bødlen – ham, som systemet har gjort kynisk. Nogle vil gerne holde heltebilledet oppe. Det er oftest, når vi begraver vores døde. Andre går efter bødlen. Det snakker vi jo om, hver gang vi har dræbt civile. Soldatens arbejde handler jo om at slå ihjel for at skabe fred. Det paradoks og den dobbelthed interesserer mig. En lille pige, der dør som konsekvens af nogle danske morternedslag, er desværre en uomgængelig del af krigsførelsen dernede.”

Når danske basser har optur
Janus Metz skal lige besvare et telefonopkald fra en tolk, der vil kigge forbi og hjælpe med at tekste afghanerne i filmen. Da mobilen er slukket, nævner han en række af sine filmiske yndlingsreferencer. Der er de klassiske, desillusionerede antikrigsfilm såsom Dommedag nu, The Deer Hunter, Platoon og Full Metal Jacket, der netop handler om forråelse, fremmedgørelse og syndefald. Han fremhæver også den mere ironiske Jarhead, der portrætterer den moderne soldats mangel på fysisk forløsning under den første Irak-invasion, hvor de laserstyrede bomber ordnede fjenden. Film, som har sat spor i Metz’ arbejde med Armadillo.

”De handler alle sammen i sidste ende om tabet af uskyld, og på mange planer er det religiøse film. Den fortælling er der også i vores krig. Vi har måske en oplevelse af, at vi er i Afghanistan for at hjælpe. For det gode. Den historie giver også mening et godt stykke ad vejen, men det er også en historie, som hele tiden slås med sin egen legitimitet. For hvad vil afghanerne have? Giver det mening at tale om afghanerne som et samlet folk? Hver gang nogen bliver slået ihjel, især civile, popper de der spørgsmål op og bliver sat på spidsen.”

Det er de samme spørgsmål, som er dukket op i samtlige krige siden Anden Verdenskrig, der i historisk forstand stadig står som en det-gode-mod-det-onde-krig. Det gør den let at forklare. Modsat verdenssamfundets indblanding og især USA’s ofte inkonsekvente indsats i lande som Korea, Vietnam, Somalia, det tidligere Jugoslavien og ikke mindst Irak og Afghanistan. Det er de samme fortællinger, der går igen her. Blot med Danmark i en ledende birolle.  

Det kan forekomme ironisk, at de danske soldater dyrker krigsfilm som afslapning og inspiration mellem slagene. At de på computerne spiller shoot ’em up-spil som Delta Force: Black Hawk Down (baseret på krigen i Somalia), og at de i næste sekund sidder som fromme alterdrenge til gudstjeneste hos feltpræsten. Visse steder ligner Armadillo en ørkenudgave af Michael Noers knallertdokumentar De vilde hjerter. For eksempel når et par halvnøgne danske basser har optur og stejler rundt på gamle knallerter.

”Jeg har tænkt på det,” kommenterer Janus Metz. ”De her fyre er den borgerlige udgave af drengene i De vilde hjerter. Det ligner begge dannelsesfortællinger om drenge i tyveårs-alderen.”

Køen hjemme i Netto
Instruktøren indrømmer gerne, at han også følte intensiteten, adrenalinkicket og dermed forløsningen, når de danske soldater slog igen og fik ram på Taliban.

”Jeg har brugt mine egne følelser som et redskab til at forstå, hvordan soldaterne har det. Jeg var tvunget til at arbejde embedded, men jeg har gjort en dyd ud af nødvendigheden og brugt det, at jeg faktisk gennemgår nogle af de samme følelsesstadier som soldaterne. Jeg skulle jo også sige farvel til familien og kæresten uden dybest set at vide, om jeg kom hjem igen.”

Han indskyder, at dette års mest roste krigsdrama, The Hurt Locker, bærer undertitlen War is a drug.

”Den film er et virkelig godt portræt af den afhængighed, der kan opstå ved at komme derud, hvor du selv er i centrum for det hele, og hvor alt bliver kastet tilbage på dig selv. Det er enormt stærkt. I The Hurt Locker får soldaterne også et kick ud af spændingen, men de må også lukke ned for deres menneskelige side og dermed bliver de forråede. Som embedded måtte jeg håndtere en vanskelig dobbeltrolle: Jeg kunne ikke lukke ned, når det blev hårdt; jeg var nødt til at holde fast i min åbenhed for at kunne registrere og fortælle.” 

Janus Metz oplevede dog også en ny form for klarhed, mens han var i Afghanistan.

”Alt bliver så ladet med betydning. Om det er måden, du drikker kaffe på med din gode ven i felten, eller om det er de ord, som en officer siger, eller den tale, feltpræsten holder. Det er, fordi du er ude i en helt basal situation. Det handler om basale behov og ultimative valg. Hvad vil det sige at gøre det rigtige? Hvad vil det sige at være en rigtig mand? Hvad vil det sige at kæmpe for det, man tror på? Når vi er nede i sådan nogle grundpiller i vores menneskelige fundament, oplever man, at verden er afgrundsdyb stor, og som soldaterne udtrykker det: ’Intet kan være mere kedeligt end køen hjemme i Netto.’”

”Der er også en interessant intensitet i, at alle folk er bange for at miste én, og man er bange for at miste dem. At man sætter sit liv på spil. Alle ens telefonsamtaler bliver pludselig vigtige. Og da jeg kom hjem på leave , som det hedder, knaldede jeg med min kæreste mere intenst end nogensinde før.”

Han griner.

”Ja, det må du sgu gerne skrive. Og nej, jeg skal ikke derned igen.”

For det kræver et nyt afskedsbrev. Og de færreste har lyst til at dø. Eller bare lade som om.

Armadillo får biografpremiere i sommeren 2010. De øvrige fem film i serien Vores krig vises på TV 2 i januar og februar