Tyrkisk instruktør pirrer publikums drømme

Under Cannes-festivalen i 2018 gik der rygter om, at Nuri Bilge Ceylan, der vandt Guldpalmen i 2014 for Vintersøvn, ikke ville give interviews på grund af politisk pres fra hjemlandet Tyrkiet. 

Men da Ekko gennem instruktørens presseperson spurgte, om det var tilfældet, blev der faktisk sat to timer af til at snakke med pressen om Det vilde pæretræ. Den kan næsten præcis et år efter verdenspremieren i Cannes nu endelig ses i danske biografer. 

Filmen handler om den aspirerende forfatter Sinan, der efter endt uddannelse flytter hjem til fødebyen og prøver at skrabe penge sammen til at udgive sin første roman. Men farens store spillegæld er bare en af mange forhindringer, som Sinan møder på vejen. 

I interviewet undlader 60-årige Ceylan direkte at tale om tyrkisk politik, når han bliver spurgt, om filmen er en metafor for tilstanden i Tyrkiet. Til gengæld forklarer instruktøren, at unge mennesker i landet ofte bruger metaforer, når de snakker om religion. 

Det samme gør han selv. 

”Når intellektuelle i Tyrkiet mødes, taler vi ofte i koder. Jeg snakker tit med forfattere og den slags mennesker på den måde,” forklarer Nuri Bilge Ceylan med alvor i stemmen, før han slår over i et mere afslappet toneleje. 

”Det gør jeg også, når jeg diskuterer med min kone, fordi jeg vil vinde debatten. Så henviser jeg til Nietzsche eller hvem, det nu kan være,” siger instruktøren med et grin. 

Fars ensomhed
Nuri Bilge Ceylan bliver i Ekkos anmeldelse af Det vilde pæretræ kaldt ”en central stemme i europæisk film” og ”de uindfriede drømmes talerør”. 

Hans nye film er baseret på en bog, og han har skrevet manuskriptet sammen med forfatteren Akin Aksu og sin kone Ebru Ceylan. 

”Det er en film om, hvad en ung mand i Tyrkiet møder af udfordringer i sit liv, hvis han vil gå en anden vej og være forfatter. Det er ikke let at finde venner, som forstår dig. Jeg har venner, der henvender sig til mig, fordi de mangler nogen at tale med om det, de har skrevet,” fortæller Nuri Bilge Ceylan. 

”Sådan var min far også. Han var vild med historie og en ekspert i Alexander den Store, men han kunne ikke tale med nogen om det. Han prøvede at lære fra sig, men alle var ligeglade og gjorde grin med ham,” fortsætter instruktøren. 

”Jeg har nok lavet filmen med den her hovedperson, fordi han ligner min far. Sinan har nogle gode værdier, men det er alle ligeglade med, så han er totalt ensom. Og min far har levet på samme måde i hele sit liv.” 

For lang til Cannes
Ligesom Vintersøvn i 2014 var Det vilde pæretræ med en spilletid på over tre timer den længste film på sidste års Cannes-festival. 

Det fik dog ikke kritikerne til at slække på begejstringen. Faktisk endte filmen næsthøjest i Ekkos stjernebarometer med en score på 3,5 ud af 4 – men fordi filmen blev vist på festivalens sidste dag, hvor mange af journalisterne allerede var rejst hjem, så kun halvdelen af panelet Det vilde pæretræ. 

Det var netop skuffelse over at være blevet lagt så sent i Cannes-programmet, der i første omgang havde fået Nuri Bilge Ceylan til ikke at ville give interviews. 

”Ingen kan lide film over tre timer, men sådan endte den altså. Den første udgave af filmen var fem timer lang, men jeg klipper ikke for at få en kortere film. Det er et spørgsmål om, hvad der virker, og hvad der ikke gør,” siger instruktøren. 

”Først udtog Cannes den ikke, primært på grund af længden. Det sagde de ikke, men det er mit bud. Og den franske distributør ville selvfølgelig heller ikke have en lang film, så de prøvede at få mig til at gøre den kortere, men det afslog jeg.” 

Publikums drømme
Det kan lyde, som om Nuri Bilge Ceylan er en højpandet kunstner. Undervejs i interviewet fortæller han da også om at være melankolsk anlagt, mens han refererer til de russiske forfattere Dostojevskij og Tjekhov. 

Men den tyrkiske instruktør griner også ofte og ligner ikke ligefrem en selvfed filmfyr, når han sidder afslappet klædt i joggingbukser. Han har en oversætter til stede, men taler det meste af tiden et ganske formfuldendt engelsk. 

Til gengæld er instruktøren ikke meget for at forklare de dybere nuancer i sine film. 

”Jeg ved ikke, hvad Det vilde pæretræ handler om, så det nemmeste er bare at sige, at den handler om livet,” siger Nuri Bilge Ceylan med et skælmsk smil. 

”Som manuskriptforfatter foretrækker jeg altid at mudre historien til, så der ikke står noget klart budskab. For i mudderet kan man finde frem til det, man selv har brug for. Hvis det bliver for klart, ødelægger jeg publikums drømme.” 

– Nyder du dit arbejde? 

”Nej, optagelser er altid utroligt svære. Dem nyder jeg aldrig,” siger han. ”Bagefter er det okay, men undervejs, hvor man skal stå op kl. 5 om morgenen, er virkelig hårdt.” 

– Er det så skriveprocessen, du holder af? 

”Det er også virkelig hårdt,” svarer instruktøren og griner. 

”Jeg kan bedst klippe klippefasen, hvor jeg sidder helt alene. Det er ikke nemt at skrive en historie med to andre, som jeg gjorde i Det vilde pæretræ. Fotografering og lyssætning er bedre, for der skal det være realistisk og ikke komplekst. Men med skuespil ved man aldrig, hvordan det kommer til at fungere.” 

Lort til halsen
Selv om Nuri Bilge Ceylans film vel bedst kan beskrives som ret mismodige dramaer, har han i Det vilde pæretræ castet tyrkiske komikere i hovedrollerne. 

”Standup-komikere er faktisk meget kloge, fordi de kender den jævne mand på gaden. Og generelt er morsomme skuespillere bedre end dramatiske skuespillere, fordi komedie er sværere,” siger instruktøren 

”Det kræver, at du som skuespiller skal have flere strenge at spille på. Hvis folk ikke kan lide din standup, står du hurtigt i lort til halsen, hvis du ikke er i stand til at skifte retning.”