To generationer spiller ud

Eftermiddagssolen bager ned på terrassen det mondæne Hotel Biasutti på Lidoen i Venedig i september 2022, hvor Jørgen Leth sidder alene med en halvdrukket øl og venter på, at samtalens to andre medvirkende skal dukke op. 

Vi skal mødes for at diskutere jazzfilmen Music for Black Pigeons, som har verdenspremiere på festivalen uden for konkurrence. 85-årige Leth har instrueret sammen med 44-årige Andreas Koefoed eller måske rettere: Som Andreas Koefoed har instrueret sammen med ham. 

For det er nemlig Andreas Koefoed, en af Danmarks fremstormende dokumentarister, der er initiativtageren til projektet. 

”De første optagelser er fra 2008,” forklarer han, da vi begge har sat os til rette i skyggen og bestilt en eftermiddagsøl. 

”Jeg lavede en film om jazzkomponisten Jakob Bro, da han indspillede sin første internationale plade, Balladeering.” 

”Jeg havde hørt, at Jørgen Leth var i New York, så jeg skrev til ham, og han skrev hurtigt tilbage, at han gerne ville kigge forbi. Vi indspillede vist kun to dage, hvor han kom på andendagen.” 

”Det var et legendarisk studie, der hedder Avatar,” siger Jørgen Leth. 

”Så mødte du op og lyttede med i et par timer. Og mødte Lee Konitz, der er en af dine gamle helte fra 60’erne,” siger Andreas Koefoed. 

”Ja, jeg havde skrevet meget om ham, men aldrig mødt ham. Og det gjorde jeg så 50 år efter!” siger Jørgen Leth. 

Stærke momenter
Optagelserne i New York udmønter sig i den korte dokumentarfilm Weightless: A Recording Session With Jakob Bro. 

Over årene er det blevet til en stor samling gode scener, og dem ser man mange af i Music for Black Pigeons. Dokumentaren springer frem og tilbage i tid og sted, anført af musikken og stemningen i optagelserne. 

”Formen udviklede vi i samarbejde med vores klipper, Adam Nielsen, og den minder om Jørgens tidlige film. Man sammensætter en række stærke momenter og mærker så, hvordan de smitter af på hinanden.” 

Resultatet er en flagrende og løssluppen hyldest til jazzens improviserede væsen, men også til kreativitetens omskiftelighed, som kun døden sætter et punktum for. 

Liv og død
I filmen følger vi Jakob Bro, der samarbejder med en række ældre og yngre jazzkoryfæer såsom guitarist Bill Frissell, bassist Thomas Morgan, trommespiller Paul Motian og særligt den lunefulde gamle saxofonist Lee Konitz. 

De sidste tre nåede at dø, inden filmen blev klippet færdig. 

”Jeg har en tre-fire gange besøgt Lee Konitz i hans lejlighed i New York, hvor han boede alene, indtil han døde i en alder af 92,” fortæller Andreas Koefoed. 

”Nogle gange havde han glemt, hvem jeg var. Andre gange troede han, jeg var en musiker, der var kommet for at jamme med ham.” 

”Jeg syntes, det var så fantastisk, at der fandtes denne mand i en gammel, smuk lejlighed, som har et stort liv bag sig. Så jeg optog nogle scener med ham, og helt naturligt begyndte filmen at handle om livet og døden.” 

”Den handler om meget eksistentielle ting i livet,” siger Jørgen Leth. 

”Døden er noget, der kommer upåkaldt. Pludselig oplever man, at Lee Konitz er væk. Det er pinefuldt. Han nåede at sætte et meget stærkt aftryk i den sidste del af sit liv. Han er et slående eksempel på liv og død.” 

Ind i spiralen
Music for Black Pigeons er fuld af Jakob Bros sjælfulde, smukke kompositioner. Men musikken er brudt op – eller bundet sammen – af musikerne, der bliver bedt om at fundere over, hvad det betyder for dem at spille. 

”Den idé kom undervejs. Vi snakkede om, at måske skulle man høre en stemme og også møde musikerne på den måde. Og det gav jo gevinst, specielt med Thomas Morgan,” fortæller Jørgen Leth. 

Da bassisten bliver bedt om at beskrive, hvordan det føles for ham at spille, grubler han, så det knager. Til sidst siger han, at musikken for ham er som at finde vej ind i en spiral. 

”Det kommer til at tegne noget af filmens stil, at han er så langsom. Selve langsomheden og tvivlen er i sig selv et statement, ikke?” siger Jørgen Leth. 

”Det er jo også en del af skønheden ved den slags arbejde. Ting opstår spontant, og man bliver inspireret af musikernes måde at være på over for hinanden.” 

Afvist af Miles Davis
Motivationen for instruktørerne har været at lave en anderledes jazz-film.

”De fleste jazz-film er ret flade. Musikerne står og spiller, og man beundrer dem, men hvad så? Vores film forsøger at gå et skridt længere og få dem til at tale – i musikken, men også i sprog og kammeratskab. Det er et lag mere, man får,” siger Jørgen Leth. 

Han trækker lidt på det. 

”Jeg har set mange filmede jazzkoncerter, men det er ikke altid interessant.” 

”Så foretrækker man live, og jeg hørte mange store musikere live i de år, hvor jeg var jazzkritiker. Alle de store. Jeg har også mødt mange af dem. Men det her er enestående, fordi vi trænger et lag dybere. Miles Davis ville aldrig have tilladt det. Han var meget afvisende.” 

”Jeg havde engang en aftale at lave et interview – troede jeg. Det var med den berømte bassist Oscar Pettiford, som boede i Danmark. Han sagde: ’Bare kom, det skal jeg nok sørge for!’” 

”Så kom jeg op på etagen sammen med min fotograf, Vibeke Winding, og ser Miles Davis sidde bag en åben dør. Han var fuldstændigt sort, altså ibenholtsort, og fuldstændigt blank. Oscar Pettiford var lidt brunere, hvis man nu må tale om det. Men altså sådan var synet, der tilbød sig.” 

”Miles Davis havde en meget grov stemme, og han kunne ikke holde ud, at der var nogen, der trængte sig på. Så han sagde: ’Hvem er det? Ud med jer!’ Man blev bange!” 

Spontanitetens væsen
Det er overraskelsen ved jazz, der inspirerer Jørgen Leth. 

”Det er ekstremt inspirerende, når jeg møder sådan en musiker som Lee Konitz, at han er så lyrisk i sin måde at formulere sig på. Og at han på en vis måde er tosset. Det er svært at bryde ham ned, fordi han har sit eget væsen. Det har de jo alle sammen.” 

”For mig har det været meget inspirerende at opleve, hvordan jazz-musikerne tror så meget på at være i nuet,” fortsætter Andreas Koefoed. 

”Fejlene bliver en del af musikken. De stopper ikke op, fordi noget lyder lidt skævt, men omfavner det, ligegyldigt hvilken retning det tager. De har en tro på, at det har en mening. Og det kan man jo overføre til film …” 

”… og til digte!” indskyder Jørgen Leth. 

”Jazzen afspejler humøret. Det individuelle humør på den individuelle dag. Det kan næsten direkte måles. Og mange gange i filmen mærker man spontanitetens betydning. Det kan man overføre til mange kunstarter.” 

Fyldt med fejltrin
At holde sig åben over for det ufærdige – over for øjeblikkets opdagelser og fejltrin – er også en kunstnerisk ambition, som Jørgen Leth kan genkende fra sin karriere. 

”Fejlene er en vigtig del af enhver kunstnerisk arbejdsproces, selv om det sjældent bliver indrømmet. De opstår undervejs. Det er velgørende og meget menneskeligt. Jeg kan rigtigt godt lide at bruge fejl. Det skælver mere, det bevæger sig mere, når man rammer en fejl, der ikke er tilsigtet, men alligevel velkommen,” siger han. 

”Det perfekte menneske er en film fyldt med fejl. Den er opstået, fordi tingene opstod for øjnene af mig, og derved får den sin form. Det med fejl har jeg været meget bevidst om.” 

”I 66 scener fra Amerika fra 1982 er scenen, hvor Andy Warhol spiser en burger, jo fyldt med fejltrin. Det skal den være, for ellers ville det være kedeligt.” 

Musik for sorte duer
Filmens titel, Music for Black Pigeons, er også et lykkeligt puds, som skæbnen spillede de to instruktører i hænde. 

Den stammer fra Lee Konitz, der længe havde det svært med Jakob Bros simple kompositioner. Og så en dag – fortæller han i filmen – tændte han for musikken, hvorefter en sort due satte sig på hans vindueskarm som for at lytte med. Da musikken var ovre, fløj den igen. 

”Historien handler om, at Lee Konitz ikke rigtigt finder sig til rette i musikken, selv om han spiller vanvittigt smukt. Han undrer sig over, hvad det er for en musik, han spiller, og finder så et helt skævt svar, da en due sidder og lytter med en dag,” siger Andreas Koefoed. 

”Det havde bare en underfundighed, som karakteriserer hele filmen. Det her med, at vi prøver at beskrive noget, som er lidt svært at sætte på formel.” 

”Med duen fandt Lee Konitz en forklaring at hænge sin hat op på,” siger Jørgen Leth med et smil. 

”I virkeligheden brokkede han sig ofte over musikken,” fortæller Andreas Koefoed. 

”Men Jakob Bro havde set noget i ham, som han vidste, at han kunne gøre til noget smukt. Det er en enormt fin kvalitet. At man kan få noget frem i andre mennesker, som de ikke selv ved, at de indeholder, ved at sætte dem ind i den rette konstellation.” 

Fra tanke til handling
Makkerparret fortæller, at de har haft en enormt fin arbejdsproces, også i klippefasen. 

”Vi har siddet ved Skt. Hans Torv i København, og så er Jørgen kommet forbi engang imellem og set, hvad vi har lavet. Vi har ikke diskuteret særligt meget, vi har bare delt glæden over det, vi var i gang med at skabe. Det er sjældent, at ting går så gnidningsfrit,” siger Andreas Koefoed. 

”Andreas omsætter de tanker, han får, lige med det samme. Jeg kan godt lide måden, han dyrker bestemte motiver på. Jeg har godt kunnet lide vores samtaler,” siger Jørgen Leth. 

I filmen siger saxofonisten Joe Lovarno, at når man spiller med de gamle mestre, spiller man også sammen dem, de har spillet med igennem deres liv. 

”Det er et smukt udsagn,” siger Jørgen Leth med et smil. ”Det forklarer mange ting, ikke?” 

Andreas Koefoed nikker. 

”Det har Jakob Bro også snakket om. Lyden af hans inspirationskilder ligger i ham. Han bærer dem med videre, og det kan man jo overføre til at lave filmen, hvor vi også samarbejder på tværs af generationer.” 

Jazz består af evighed
Koefoed kalder det for en drøm at få mulighed for at lave en film med Jørgen Leth.

”Jørgens film var nogle af de første, jeg så, da jeg fik lyst til at lave film. Det har at gøre med det blik, der er i dem, og den simplicitet og konsekvens, man mærker.” 

”Det har jeg ikke set andre steder, og det er dybt inspirerende at kunne skabe momenter, rum og karakterer på den måde. Jørgens betragtninger lever videre i yngre filmfolk som mig. Det er en smuk måde at tænke, at tingene ikke bare forgår, men at de har et liv, der overgår os nu og her.” 

For Jørgen Leth har filmen været en genopdagelse af jazz-musikken. 

”Jeg troede egentlig, jazzen var et udspillet kapitel for mit vedkommende. Men den har meget at byde på af livfuldhed og evighed. Det er jeg meget glad, at denne film har fået mig til at indse. Jazzen består af evighed.”