Våd drengerøvsdrøm for David Fincher-fans

Han er topprofessionel og bruger det første af filmens seks kapitler på at indvie publikum i sine rutiner og sin nihilistiske livsfilosofi. 

Imens ser vi ham sove, træne, strække ud og kede sig i et forladt WeWork-kontor i Paris. 

”Hvis jeg er effektiv, er det på grund af en simpel ting,” siger han: ”I. Don’t. Give. A. Fuck.” 

Men da hans offer – en anonym gammel gris i jakkesæt – endelig indfinder sig i penthouselejligheden på den anden side af gaden, rammer han i stedet den kvinde, der danser forførende foran ham. 

Pludselig ramler hans omhyggelige rutine sammen om ørerne på ham: ”Fuck.” 

Han samler sine ting, spritter af, skifter tøj, spritter af, flyver ud af Frankrig og endelig hjem til Den Dominikanske Republik, hvor hans kæreste er blevet overfaldet i deres hjem som hævn for hans fejl. 

Det kan han ikke leve med, og det kan hans arbejdsgivere heller ikke. 

Michael Fassbender spiller den navnløse lejemorder, og David Fincher gør sammen med Andrew Kevin Walker, som også skrev instruktørens gennembrud Se7en, hans hævntogt til en iskold fornøjelse i The Killer.

Lejemorderen fører sig frem med en selvsikker arrogance og er iført en arbejdsuniform med hvide kakibukser, skjorte, hat og hawaiiskjorte – et look han stjal fra en tysk turist. 

”Ingen har lyst til at snakke med en tysk turist,” som han lakonisk siger. 

Mellem godt og ondt
Den minutiøse morder er en velkendt antihelt. Tænk bare på Jean-Pierre Melvilles klassiker Le Samourai eller Jim Jarmusch’ Ghost Dog og The Limits of Control. 

Men i The Killer er han også ret glat. 

Selv når hans liv hænger i en tynd tråd, har han en vittighed i ærmet til publikum. Psykologisk stikker den ikke så dybt. Det er med til at gøre, at The Killer føles mere som en teknisk imponerende stiløvelse end den thriller-triumf, man kunne have håbet. 

Men uden tvivl en våd drengerøvsdrøm for David Fincher-fans. Og stilig er den bestemt. 

Det samme kan man ikke sige om nyligt afdøde William Friedkins farvelværk, The Caine Mutiny Court-Martial. Men filmen haler meget hjem med et skarpt manuskript og en velturneret dyst på ord. 

Hele filmen er forskanset til en militærstandret, hvor dæksofficer Maryk (Jake Lacy) står anklaget for at begå mytteri. Han har afløst sin befippede, ærekære kaptajn Queeg (Kiefer Sutherland), da han mimrede, mens minerydderen Caine næsten kæntrede under en cyklon i den arabiske bugt. 

Helt imod skurk, eller forholder det sig omvendt? Filmen sår tvivl med en kort prolog, hvor forsvareren Greenwald harcelerer mod sin egen klient: ”Jeg tror, du er skyldig som bare pokker!” 

Spørgsmålet bliver stadig mere fængende og interessant, efterhånden som nye vidner modsiger hinanden og haler publikum med ind i et retssalsdrama, der ellers kan synes støvet og teatralsk. 

”Alle de film, jeg har lavet, handler om den tynde grænsen mellem godt og ondt,” lyder et indledende citat fra instruktøren, der blev mødt af taknemmelig applaus til pressevisningen i salen Darsena lørdag aften. 

Med rå klassikere som Eksorcisten og The French Connection vil William Friedkin blive husket som en af historiens modige instruktører. 

”Han var frygtløs i enhver forstand af ordet. Du får en fornemmelse i hans film af en instruktør og hans karakterer, der udfordrer grænserne for, hvad der er muligt, og til sidst overskrider dem,” sagde instruktøren Damien Chazelle ifølge Variety i en rørende tale på festivalen. 

Machomænd pisser om kap
Andre af hovedkonkurrencens film har stil og substans i forskelligt mål. 

Et af de uretfærdigt mange italienske Guldløve-håb er Stefano Sollimas gangsterfilm Adagio. Her presses ung Manuel af korrupte politibetjente til at skaffe kompromitterende billeder af en højtstående politiker. 

Men da Manuel stikker af og søger tilflugt hos sin fars gamle venner (og fjender), ender undercover-operationen i et drabeligt oprydningsarbejde, der ripper op i gamle sår. 

Handlingen udspiller sig i et trykket Rom, hvor luften er tung af røg, og natten oplyses af ildebrande lige uden for byens grænser. 

Pierfrancesco Favino, der åbnede festivalen som barmhjertig fascist i Comandante, er totalt uigenkendelig som en pilskaldet cancerpatient med et gammelt horn i siden på Manuels far Daytona. 

Faren spilles af Toni Servillo, Paolo Sorrentinos italienske muse, så Adagio byder på stærkt spil og flere mindeværdige scener.

Men også på rigeligt mange poserende pissekonkurrencer mellem ensidige machomænd. 

AI fjerner traumer
Der er mere på spil i den tyske Guldløve-kandidat Theory of Everything. 

Filmen folder en mysteriehistorie med mystiske dødsfald, gamle nazister og alternative universer på en fysikkongres i et snedækket alperesort engang i 1960’erne. 

Doktoranden Johannes Leinert er i evigt forsvar for sin fantasifulde afhandling om en ulastelig teori for alt i verden, som han har drømt sig til. Han hvirvles ind i mysteriet via den forjættende jazzpianist Karin, der ved ting om ham, han aldrig har fortalt nogen. 

Timm Krögers film er stateligt fortalt i sort-hvid og smovset ind i storladen orkestermusik, men den er også så langstrakt, at det er svært at holde sig vågen. 

Det gælder også franske Bertrand Bonellos alenlange The Beast. Det er en metafysisk kærlighedshistorie om en kvinde, der lever i en fremtid uden følelser, en barok fortid med pudderparykker og en mere genkendelig tid med internetreklamer, incels og skæbnesvangre jordskælv i Los Angeles anno 2014. 

Filmens nutid er et 2055, hvor en AI-revolution har effektiviseret menneskeheden ved at rense deres dna for århundreders traumer for at dæmpe for deres forstyrrende følelser. 

Léa Seydoux og George McKay skifter mellem fransk og engelsk, mens de filosoferer og disputerer om livet og en stedsegrøn kærlighed, der kun næsten fuldbyrdes. 

I hver tidsperiode er der noget overtroisk ævl om en due, der varsler død, og en elsker, som optræder i drømme. Formen er distraherende, og AI-vinklen føles som en buzzword-famlende opdatering om den gamle traver om passion over for automatik.