Mellemøsten triumferer i Venedig

Det var den israelske antikrigsfilm Lebanon, der lørdag aften blev tildelt Guldløven på den 66. udgave af filmfestivalen i Venedig.

Samuel Maoz' film er et heftigt ælte af blod, sved, cigaretstumper, oliesøle og tårer. Filmen kan oplevelsesmæssigt beskrives som Das Boot parret med Saving Private Ryan — klaustrofobien, hjælpeløsheden og det bedøvende sansebombardement lagt sammen.

Valget lå helt i tråd med de tilstedeværende filmkritikeres forudsigelser, mens der stod mere blæst om Sølvløve-vinderen fra Iran, Shirin Neshats magisk-poetiske Women Without Men.

Alt i alt viste festivalen, at politisk filmkunst er højeste mode netop nu. Og at den mellemøstlige film er særdeles vital.

Krigen set gennem et sigtekorn
Guldløve-vinderen Lebanon skildrer en deling israelske soldaters første mission under krigen mod Libanon i 1982.

De skal føre en kampvogn ind i fjendeland. En kaotisk mission, hvor overordnede og militsfolk, man ikke tør stole på, på skift tager teten. Også internt er der opløsning: Føreren kan ikke finde vej, skytten tør ikke skyde, og de underordnede kobler sig ulovligt på delingsførerens felttelefon for at få klarhed over situationen.

Rent filmisk foretager Lebanon desuden et dristigt valg: Bortset fra åbnings- og afslutningsbilledet udspiller hele filmen sig i kampvognens indre.

Hvem trykker på aftrækkeren?
Lebanon byder ganske vist på billeder af fjender, knuste landsbyer og interimistiske barrikader, men alt sammen i subjektivt perspektiv - via sigtekornet på kanonen. Aftrækkeren lagt i hænderne på en blødsøden og uerfaren skytte, der ustandselig sætter sine soldaterkammeraters liv i fare.

Dette periskop-blik gør, at følelsen af manglende overblik og desperation hos filmens personer forplanter sig til biografpublikummet. Man får lysten til at trykke på aftrækkeren — og samtidig foragt for den, der gør det.

Sjældent er krigens forbandelse blevet skildret så nådesløst og med så præcis en fornemmelse for den menneskelige pris, også de overlevende må betale.

Den israelske bølge
Lebanon indskriver sig i en bølge af usædvanligt stærke israelske værker om krigen mod palæstinensere og arabere. I 2008 kom både Waltz With Bashir og den dokumentariske Z32. Film, der skuer indad, og hvor individuelle skyldkomplekser flyder sammen og nærmest antager national karakter.

I alle tilfælde tager fortællingerne i øvrigt afsæt i personlige oplevelser - kanonskytten Schmulik i Lebanon er således identisk med instruktør Samuel Maoz selv.

Instruktøren sagde selv på sit pressemøde, at filmen har været en djævleuddrivelse af rang. Så meget, at hans krop på første optagelsesdag begyndte at afstøde granat-splinter, der havde ligget i hans krop siden krigen.

Brændpunkt: Iran
Blev førsteprisen givet til det hyppigst tippede valg, var årets andenpris, Sølvløven, anderledes kontroversiel.

Videokunstneren og fotografen Shirin Neshat har med sin debutspillefilm Women Without Men (Ruzhay-e sabz) lavet en uregerlig blanding af magisk realisme, kvindekamps-bandbulle og en periodefilm fra 50'ernes Iran.

Dette miks kan ikke beskrives som helt gnidningsfrit, men juryen med den taiwanesiske instruktør Ang Lee i spidsen valgte altså at honorere den originale idé og kompromisløse udførelse.

God timing
Og ret skal være ret. Med sin drømmende rytme og uforudsigelige optrin rummer Women Without Men flere uforglemmelige enkeltøjeblikke end nogen af de øvrige konkurrencefilm. Blandt andet vandrer en selvmorderske med ophøjet ro fra sin grav og slutter sig til den kommunistiske undergrundsbevægelse!

Set i det lys giver prisen til Shirin Neshat god mening.

Formentlig har det heller ikke skadet filmens chancer, at den har været så længe i post-produktion, faktisk over et år, at der er blevet lejlighed til at tilføje en dedikation til alle de, der har ladet livet i den iranske frihedskamp fra 1920'erne og frem til 2009 — med direkte adresse til demonstrationerne i forbindelse med præsidentvalget tidligere i år.

Den grønne bevægelse
Det var i øvrigt ikke den eneste film, der havde det iranske valg som fokus. 21-årige Hana Makhmalbaf leverede med Green Days (Ruzhay-e sabz) en vred, ja ligefrem bitter kommentar til året, der gik.

Filmen blander iscenesættelse med dokumentaroptagelser, blandt andet mobil-videoer af brutale politi-overfald på demonstranter. Den understregede, at politiske film stod centralt på årets festival.

Anti-amerikanske film fra USA
To garvede rotter og provokatører fra USA bidrog til underholdningsværdien med hver sin dokumentarfilm, der ville være blevet kaldt anti-amerikanske, hvis de var lavet ethvert andet sted end i USA.

Michael Moore fortsætter i vanlig konfrontatorisk stil sin hugst i landets liberalistiske institutioner. Denne gang står især børsen på Wall Street for skud. Capitalism: A Love Story er lige så spydig og næsten lige så drillesyg som sine forgængere Fahrenheit 9/11 og Sicko.

Oliver Stone har været uden for landets grænser og i stedet taget temperaturen på de mange venstredrejede regeringsskift i Latinamerika de seneste år. Hans South of the Border er lige så engageret og lige så enøjet pro-socialistisk som Moores flammeskrift, men virker i sin ikke-satiriske, journalistiske form langt mindre inspireret.

Filmen giver god taletid til Brasiliens præsident Lula, Venezuelas Hugo Chavez og hr. og fru Kirchner, der på skift har siddet på præsidentposten i Argentina. Alle politikerne peger på samme model for økonomisk fremgang: Større uafhængighed af Verdensbanken og USA.

Fransk mirakel og tysk madglæde
En af hovedkonkurrencens bedste, men også mest fortolkningsåbne fiktionsfilm var Lourdes, der handler om et muligt mirakel i byen af samme navn.

Filmens instruktør, østrigske Jessica Hausner, måtte tage til takke med filmkritikernes anerkendelse i form af FIPRESCI-prisen, men den fortjener så absolut en chance i de danske biografer.

Lourdes handler reelt mindre om undere og tro end om selve mirakel-industrien i den franske flække med sine Disneyland-agtige slotte, hellige kilder og angiveligt hyppige Jomfru Maria-tilsynekomster. Hausners balancegang mellem objektivitet og elegant respektløshed er filmens kup — og et lille mirakel i sig selv.

Juryens specialpris gik til tysk-tyrkiske Fatih Akin, der efter melodramaerne Mod muren og På himlens kant har skruet op for livsglæden og kødgryderne med Soul Kitchen.

Filmen er en tysk arbejder-komedie i samme tonefald, som vi kender fra engelske film som Brassed Off og Det' bare mænd. Film om samfundets marginalspillere, der med ukuelig optimisme og sammenhold finder den rigtige opskrift — i dette tilfælde en restaurant med den rette mad, den rette musik og et absolut ikke-bourgeois publikum i det industrielle hjørne af Hamborg.

Til bunds med et brag
Andre film gik til bunds med et brag, der formentlig kan høres helt tilbage i deres hjemlande.

Den franske veteran Jacques Rivette leverede en pinefuld opvisning i, hvor klodset et i forvejen tyndt manuskript kan overføres til det store lærred. Filmen, 36 vues du Pic Saint Loup, handler om en midaldrende mands fascination af et omrejsende cirkus (ikke mindst klovnenummeret) og er garneret med halve flirts og rødvinsskåle i en forbavsende ufilmisk koreografi.

Den japanske undergrunds-yndling Shinya Tsukamoto var inviteret med Tetsuo the Bullet Man om en forsøgsperson, der bliver halvt mand, halvt pistol. Filmen skammer sig ikke over sine B-films-aspirationer, men den kolde og larmende sort-hvide indpakning gør formentlig Tetsuo the Bullet Man uspiselig for alle andre end hærdede Tsukamoto-fans.

For meget italiensk
Værtslandet Italien var repræsenteret med ikke mindre end fire film i hovedkonkurrencen, hvilket traditionen tro viste sig at være to-tre for mange.

Den af filmene, der slap fra Venedigs kritikerkobbel med mest værdighed i behold, var kærlighedsdramaet La doppia ora af Giuseppe Capotondi. Filmen blev honoreret med årets kvindelige skuespilpris til Ksenia Rappoport. Som i øvrigt slet ikke er italiener, men russer.

Den mandlige skuespilpris gik til britiske Colin Firth i rollen som homoseksuel universitets-professor i A Single Man.

Filmen udspiller sig i 1960'ernes USA, hvor både Cuba-krise og homofobi spøger i kulissen. Men filmen holder modigt fokus på det følelsesmæssige epicenter, nemlig akademiker-hovedpersonens mismod efter kærestens uventede dødsfald.

A Single Man kunne på den baggrund være blevet en slemt traurig sag, men i modedesigneren og den debuterende instruktør Tom Fords forbløffende sikre hænder smelter tristesse, glimt af livsglæde og cool 60'er-elegance sammen til en smerteligt stilfuld, cinematografisk helhed.

Man kan kun sammenligne den med Wong Kar-wais ligeledes ulykkelige kærlighedsepos In the Mood for Love.

Solondz fortsætter misantropien
De sidste væsentlige priser i hovedkonkurrencen gik til Jaco van Dormaels ligeledes ekstremt stilbårne Mr. Nobody (prisen for bedste production design) og til Todd Solondz' Life During Wartime (prisen for bedste manuskript).

Sidstnævnte er en selvstændig fortsættelse af Solondz' efterhånden ti år gamle gennembrudsfilm, den sorthumoristiske Happiness.

Solondz' tonefald er fortsat misantropisk, familierelationerne stadig farvet af incest, bebrejdelse, jalousi og mangel på forståelse. Men klange af håb og tilgivelse begynder så småt at kunne høres mellem de barokke, tavse råb om hjælp.

Kvindekamp på tunesisk
Som altid gav konkurrenceprogrammet kun et af mange mulige fingerpeg om filmkunstens retning netop nu. I sideprogrammet Orizzonti kunne man forsikre sig om, at de iranske Women Without Men og Green Days ikke var ene om at sætte kvindelig fightervilje og selvtægt på det mellemøstlige landkort.

Buried Secrets (Dowaha) af tunesiske Raja Amari handler om en stærkt religiøs kvinde og hendes to døtre, der i en forfalden herskabsvilla tager en fjerde kvinde som gidsel, nærmest ved et uheld. Nye alliancer opstår, da det efterhånden bliver klart, at gidslet ikke er den eneste i huset, der ønsker at slippe ud.

Filmen ender uhørt blodigt og kan ses som en halv-surrealistisk, pessimistisk parabel over konflikten mellem konservativ og moderne livsførelse i dagens arabiske verden.

Destruktiv girlpower
En lignende tematik finder man i Scheherazade, Tell Me a Story (Ehky ya Schahrazad), der blev vist uden for konkurrence. Det er en dramatisk og følelsesladet multiplot-film af en støbning, som Egypten de senere år har vist sig særdeles leveringsdygtig i.

I denne variant ligger en talkshow-værtinde under pres fra sin gemal, der ønsker, at hun skal lave mindre kontroversielt tv for ikke at skade hans karriere. Hun kvitterer ved at invitere tre medsøstre ind til inspirerende og ”opløftende” interviews. Det skal vise sig, at der er både erotisk saft og destruktiv girlpower i dem alle.

”Film i Egypten har i dag en tendens til at reducere kvinder til hustruer, mødre, søstre, forlovede, døtre, begærsobjekter (deraf behovet for at tilsløre dem) eller tøjter,” siger instruktøren Yousry Nasrallah.

Med Scheherazade, Tell Me a Story byder han på det diametralt modsatte. ”Her er det mændene, der er objekt for kvindernes begær. Og det er ikke bare en manuskriptforfatters drøm, men et ærligt billede af de paradoksale forhold i dagens Egypten.”

Værkerne på den 66. udgave af Venedig-festivalen demonstrerede med al tydelighed, at verden er i rivende udvikling. Og filmkunsten ser ikke passivt til.